LGBT Danmark: Læk af homo-oplysning er skadeligt for Venstres omdømme
Det skader Venstres troværdighed, at partiet ikke tager afstand fra læk af homo-rygter.
I dag kom Skattesagskommisionen med dens endelige beretning om, hvad der skete, da Helle Thornings-Schmidts skattesag og rygter om hendes mands seksuelle præferencer ramte forsiderne.
Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen bliver frikendt for de fleste anklager af kommissionen, men får kritik af at have brudt sin tavshedspligt og videregivet rygter om, at Helle Thornings mand, Stephen Kinnock, skulle være homoseksuel.
Ifølge venstres Claus Hjort Fredriksen, som udtaler sig på vegne af partiet, var det imidlertid i orden, at Troels Lund Poulsen som skatteminister videregav strengt fortrolige og personfølsomme oplysninger om Helle Thorning-Schmidts mands seksualitet.
Den holdning deler forperson for LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, Søren Laursen dog ikke.
Ifølge ham er det helt uacceptabelt, at Troels Lund Poulsen brød sin tavshedspligt. Han mener, at det er uheldigt, at Venstre i denne sag blåstempler, at man kan videregive oplysninger om seksuel orientering.
”Det, at man ikke tager entydig afstand fra det, skader venstre. Troels Lund Poulsen burde selv gå ud og sige, at det ikke burde ske og, at han beklager, at det er sket. At han ikke beklager, og at Claus Hjort Frederiksen bagatelliserer det, er skadeligt for Ventres politiske omdømme. De burde tage afstand fra det her.” siger han.
Skatteministeren fik oplysningen om at Stephen Kinnock angiveligt skulle være homoseksuel af sin departementschef, der havde den fra Skat Københavns direktør Erling Andersen, der havde fået den af Frode Holm, skatterådgiver for ægteparret Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock.
Frode Holm har siden forklaret, at han kom med oplysningen, for at få Skat til at forstå, hvorfor Helle Thorning-Schmidt ikke ønskede at deltage i et møde hos Skat om parrets livsførelse. Helle Thorning har meget klart afvist, at hendes mand er homoseksuel.
Imidlertid fortalte Troels Lund Poulsen to ministersekretærer og sin spindoktor om oplysningen, som så til sidst endte i medierne.
”Når den slags har det med at blive lækket, er det selvfølgelig fordi folk og pressen synes, at det er interessant. Jeg tror, at alle, der reflekterer over det her, er enige om, at det nok er sagen ret ligegyldigt. Det rygte er selvfølgelig kommet ud, fordi det handler om seksuel orientering,” siger Søren Laursen om sagen.
Han synes det er kedeligt, at en persons seksuelle orientering har en så negativ interesse, og i denne sag bruges til at så tvivl om en persons troværdighed.
”Når der kommer sådan et læk her, så er det som regel fordi, at der er en eller anden negativ intention. Det er på en hver måde uacceptabelt,” siger han og fortsætter:
”Der er ingen der ved noget om Stephen Kinnocks seksuelle orientering andet end ham selv og hans nærmeste. Men alle går nu og har en mening om den, og de fleste, der har en mening om den, har nok en negativ mening, fordi der lige pludselig blev sået tvivl om det, han siger.”