Fortsæt til indhold
Politik

Enhedslisten: Claus Hjort bør ikke blive minister

Enhedslisten er så fortørnet over Venstres forsvar for ex-minister Troels Lund Poulsens rolle i skattesagen, at retsordfører Pernille Skipper (El) mener, at partiets centrale politiker Claus Hjort Frederiksen er udelukket fra en ministerpost i en kommende blå regering.

Ifølge Hjort var det ”i orden”, at Lund Poulsen i sin tid videreformidlede fortrolige oplysninger om statsministergemalen Stephen Kinnocks seksualitet.

Hjort fremhævede også, at Lund Poulsen kan stå til ”en fremtrædende” ministerpost, hvis den blå regering genvinder magten.

”Når Claus Hjort Frederiksen har den tilgang, synes jeg heller ikke, at Claus Hjort Frederiksen burde være minister igen,” siger Skipper og fortsætter:

”Der er en grund til at man har regler om tavshedspligt og sandhedspligt. Det er fordi, man ikke kun er politiker. Man er forvaltningsleder og leder den udøvende magt. Derfor er det afgørende, at man overholder de regler, der er for forvaltningens arbejde. Det er i sidste ende borgerne, det handler om. Det er faktisk bekymrende, at Claus Hjort er så ragende ligeglad.”

Enhedslistens ordfører kalder det ”groteskt”, at Hjort spår en stor ministerkarriere for Troels Lund Poulsen.

»Jeg er bekymret for Claus Hjort Frederiksens dømmekraft. At han kan sige det på dagen, hvor det bliver slået fast, at Troels Lund Poulsen havde en for stor interesse i en enkeltsag, som han ikke burde have haft noget med at gøre, og at det ikke har været rigtigt når han har sagt, at han ikke blev orienteret om den konkrete sag, og at han endda også har brudt sin tavshedspligt. Det er temmelig bekymrende og lemfældig omgang med de regler, der er for ministre som forvaltningsledere.”

Venstre har udvalgt Hjort til at føre ordet i sagen om den årelange skattesags udfald. Men Skipper håber, at resten af Venstre ser anderledes end Claus Hjort på sagen – og at der vil være andre V-politikere som kan passe bedre ind på et ministerhold efter valget:

”At Claus Hjort Frederiksen synes, at det er fuldstændig ragende, det håber jeg ikke er udtryk for, hvordan Venstre vil forvalte magten, hvis de kommer tilbage til den på et tidspunkt.”