Fortsæt til indhold
Politik

Tyrkerne har bekræftet: Attentatmand på fri fod

Danske politikere er klar til at sanktionere Tyrkiet. Et forslag er at trække ambassadøren hjem.

Lars Hedegaards formodede attentatmand er sat på fri fod.

Det har der i flere dage været forlydender om, og da en dansk delegation søndag vendte hjem fra Ankara, var det med en bekræftelse fra de tyrkiske myndigheder.

»Den danske delegation er i dag vendt hjem fra Ankara, hvor delegationen har mødtes med repræsentanter fra det tyrkiske udenrigsministerium, det tyrkiske justitsministerium og den tyrkiske efterretningstjeneste. Jeg forstår, at den seneste tids forlydende om, at den danske statsborger er blevet løsladt, blev bekræftet af de tyrkiske myndigheder,« skrev justitsminister Mette Frederiksen (S) søndag aften i en skriftlig kommentar.

Den danske delegation kunne ifølge ministeren ikke få svar på, hvornår løsladelsen havde fundet sted, eller få svar på baggrunden for løsladelsen.

»Jeg havde forventet, at de tyrkiske myndigheder havde været klar med flere svar, end dem delegationen fik – også selv om mødet blev arrangeret med kort varsel. Men jeg forstår, at man fra tyrkisk side arbejder på at kunne give Danmark svar hurtigst muligt. Det holder regeringen naturligvis Tyrkiet fast på,« skrev justitsministeren.

Sagen drøftes torsdag

På torsdag er der møde i Udenrigspolitisk Nævn, og her er der lagt op til at drøfte, hvordan Danmark skal reagere over for tyrkerne.

At reaktionen skal være hård er indiskutabelt, mener Søren Espersen (DF). I første omgang lægger han op til, at den danske ambassadør i Tyrkiet skal trækkes hjem.

»Som et minimum bør vi i hvert fald trække den danske ambassadør hjem til konsultationer efter på torsdag,« siger Espersen, der også åbner for en langt hårdere kurs over for Tyrkiet.

»Tyrkiet har i mange år været et godt land at have med i Nato, men hvis de begynder at trække i en islamistisk retning, som det tyder på, har vi ikke brug for dem mere. Også på EU-siden må det være slut med alle snakke om Tyrkiet som en del af fællesskabet,« siger han.

Også tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) ser alvorligt på frigivelsen af den formodede gerningsmand.

»Det er totalt uacceptabelt og imod enhver god samarbejdslogik imellem to lande. Selvfølgelig skal det have en konsekvens. Jeg har ikke svaret i aften på, hvad den skal være, men jeg går ud fra, at regeringen vil fremlægge et udkast på torsdag,« siger han, der ikke er afvisende over for at trække ambassadøren hjem.

»Det er en mulighed, som vi skal overveje nøje. Der er forskellige muligheder, og det er en af dem,« siger Holger K. Nielsen.

Enhedslisten Nikolaj Villumsen foreslår konkret, at de danske styrker i Tyrkiet, der består af syv soldater, straks trækkes hjem.

»Min opfordring er, at man trækker det danske militære bidrag i Tyrkiet hjem,« siger han.