Thorning: Asylpolitik er for vigtig til politiske drillerier
Statsministeren opfordrer oppositionen til at være med til at løse udfordringerne på asylområdet.
Oppositionen skal droppe drillerierne og i stedet være med til at finde en holdbar løsning på overbelastningen af det danske asylsystem.
Sådan lød opfordringen fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun torsdag aften indtog talerstolen under Folketingets traditionsrige åbningsdebat.
”Spørgsmålet er simpelthen for vigtigt og for alvorligt til, at det skal gøres til genstand for politisk drilleri,” sagde Thorning og pegede på, at ikke mindst danske kommuner og asylcentre i øjeblikket mærker et voksende asylpres.
Bagtæppet for Thornings opfordring var den dystre situation, som over 50 mio. mennesker på verdensplan befinder sig i – ikke siden Anden Verdenskrig har der været så mange flygtninge i verden.
Forventningen er nu, at op mod 20.000 asylansøgere kommer til Danmark i år.
”Vi står i en helt ekstraordinær situation,” fastslog statsministeren.
”Det er klart, at det stigende antal asylansøgere medfører stigende udgifter. Derfor er vi nødt til at handle,” tilføjede hun.
Regeringen har lagt op til, at flygtninge som ikke er personligt forfulgte, men ”bare” er flygtet fra et land i krig, skal have midlertidig asyl. Samtidig skal de ikke have lov til at få deres familie til Danmark før efter ét år.
SF og Enhedslisten har på forhånd afvist, at støtte forslaget, da det kan betyde, at flygtningebørn skal holdes adskilt fra deres forældre.
Selvom Venstre bakker op om forslaget, fik statsministerens asylpolitik alligevel hårde ord med på vejen fra partiets politiske ordfører, Inger Støjberg (V):
”Hvis regeringen havde undladt at lempe 31 gange på udlændingeområdet – også om forholdene for asylansøgere – så havde vi ikke stået i den situation, vi står i nu. Regeringen har selv bragt sig ind i den suppedas, den står i,” sagde Støjberg.
Venstre har gentagne gange hævdet, at regeringen har lempet udlændingepolitikken på 31 punkter, og at dette skulle være en medvirkende årsag til asylboomet. Optællingen er dog omstridt, og Thorning gik da også i kødet på den med det samme:
”Der er mange fejl, og de 31 punkter har ikke noget at gøre med retten til at få asyl overhovedet,” sagde hun.
Eksempelvis købte Thorning ikke præmissen om, at den store asyltilstrømning til Danmark skyldes, at regeringen blandt andet har givet nogle asylansøgere mulighed for at arbejde uden for asylcentrene.
Og hvis Venstre er så ivrig efter at stramme asylreglerne, hvorfor strammede de dem så ikke, da de selv havde regeringsmagten, spurgte Thorning retorisk.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, benyttede også sin spørgetid hos statsministeren til at drøfte asylområdet.
Han opfordrede Thorning til at indgå et ”nationalt kompromis” med de villige partier i Folketinget om at omlægge den danske asylmodel radikalt. I følge Dansk Folkeparti skal asylansøgere fremover sendes til lejre i nærområderne frem for at have asyl i Danmark.
Den tanke afviste statsministeren:
”Det har altid været vores politik, at vi skal hjælpe i nærområderne, og det bruger vi også mange penge på. Det er langt det bedste. Men ikke alle (flygtninge, red.) bliver i nærområderne - nogen kommer til Danmark, og de skal også have hjælp, hvis de har behov for det,” fastslog Thorning.
Folketingets afslutningsdebat har været i gang siden klokken 10.00 torsdag formiddag, og traditionen tro ventes den at vare til langt ud på aftenen.