Fortsæt til indhold
Kommentar
Kajsa Li PaludanKommentator, forfatter, foredragsholder

Med varme uden grænser forvandler man sig til sine børns evige tjener

Mine forældre tog min opdragelse alvorligt. Den selvstændighed, jeg fik hjemmefra, har jeg taget med ind i min egen måde at være mor på.

Grænser uden varme bliver lynhurtigt til kommandering, og med varme uden grænser forvandler man sig til sine børns evige tjener, skriver Kajsa Li Paludan. Tegning: Rasmus Sand Høyer

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det var en mørk vintereftermiddag, da jeg i sidste uge bar min treårige søn skrigende ud af børnehaven. Det var en af de dage, hvor det svenske dagslys var væk allerede klokken fire. Han havde fået den idé at løbe ud i gummistøvler, ble og en tynd trøje og nægtet at tage mere tøj på.

Der på legepladsen havde Ebbe sat sig i en kold, sort vandpyt, før jeg kunne nå at få fat i ham. Der var fire grader. Jeg samlede ham op, våd og rasende, og bar ham hele vejen til bilen. Siden har jeg tænkt på, hvad de andre forældre så.