Måling: DF kan blive det største EU-parti
Et flertal af danskerne vil sende DF og Morten Messerschmidt til Europa-Parlamentet, viser en ny måling.
Den 25. maj skal danskerne stemme om, hvilke danske politikere de vil sende afsted til Europa-Parlamentet i Bruxelles.
Ifølge en ny måling, som Gallup har foretaget for Berlingske, står Dansk Folkeparti til at få den største tilslutning.
I målingen giver 15 pct. af danskerne deres stemme til Dansk Folkeparti. DF overhaler således Socialdemokratiet, som får 13 pct. af stemmerne samt Venstre, som får 14 pct. af stemmerne.
Største tilslutning
Tre ud af ti vælgere er ifølge målingen stadig i tvivl om, hvem de skal stemme på. Hvis de tvivlere ryger ud af målingen, får DF 25,3 pct. af stemmerne. Det er et godt stykke over de 15,3 pct. som partiet fik i 2009, hvor det blev det fjerde største danske parti i parlamentet.
»Selv om jeg frygter, at vælgerne vil lade sig besnakke af indsmigrende tale fra europartierne om, at de slet ikke ønsker mere EU, skal man ikke male solen sort. Jeg tager den nye måling som et vigtigt pejlemærke om, at vi er på rette kurs, og jeg håber selvfølgelig, at målingen holder hele vejen hjem. Folk ved, at vi i Dansk Folkeparti siger, hvad vi mener, og gør, hvad vi siger,« siger Morten Messerschmidt til Berlingske.
Morten Messerschmidt er med 17 pct. af stemmerne den spidskandidat som flest danskere vil have til EU, efterfulgt af Ulla Tørnes (V) med 13 pct. og Margrethe Auken (SF) med 9 pct.
Debat gavner DF
EU har i længere tid været et stridspunkt på Christiansborg. Danske dagpenge til EU-borgere og senest børnechecken har skabt debat blandt de EU-venlige partier.
Den debat har gavnet DF’s position før EU-valget mener professor og leder af Center for Europapolitik ved Københavns Universitet, Marlene Wind.
»At ja-partier er hoppet med på vognen og udviser skepsis, giver Dansk Folkeparti en masse ekstra vind i sejlene. Vælgerne får et indtryk af stor forvirring omkring de normalt EU-venlige partiers synspunkter,« siger hun til Berlingske.