Lomborg: "Global opvarmning er ikke enden på verden"
Klimadebattøren vil have mere fokus på den grønne forskning.
Det er tid til at droppe tanken om, at dyre vindmøller og solceller kan redde miljøet. Det mener den danske klimadebattør Bjørn Lomborg.
"De sidste 20 år har vi brugt mange hundrede milliarder kr. på klimaet med stort set ingen effekt," siger han med henvisning til bl.a. Kyoto-aftalen, EU's 2020-politik, og den danske regerings politik om at satse på solceller og vindmøller.
"Jeg har dyb sympati med den tankegang. Det virker bare ikke," siger Bjørn Lomborg.
Står det til ham, skal der i stedet satses massivt på "grøn forskning". Først når den grønne energi prismæssigt kan konkurrere med fossile brændstoffer, er der et håb for at nedbringe CO2-udslippet, mener Bjørn Lomborg, der i årevis har været en markant spiller i klimadebatten.
Ingen panik
Torsdag præsenterede FN's klimapanel sin første rapport i seks år. Rapporten konkluderer, at mennesker med 95 procent sikkerhed er årsag til mindst halvdelen af den globale temperaturstigning, der har fundet sted siden midten af forrige århundrede.
Det er jo helt åbenlyst, at den danske regering har sagt, at de ikke vil lytte til denne slags argumenter.Bjørn Lomborg
På trods af den dystre melding er der ingen grund til at frygte, at den globale opvarmning bliver verdens undergang, mener Lomborg.
"De sidste 20 år har der været en meget lille temperaturstigning. Det betyder, at selvom der er global opvarmning, er de ekstreme forudsigelser mindre sandsynligt," siger Bjørn Lomborg
Han håber, at FN's nuancerede klimarapport kan være med til at skabe en mere konstruktiv dialog om, hvordan den globale opvarmning skal tackles.
Ændringen kan komme naturligt
De seneste 20 års klimadebat har ifølge Bjørn Lomborg været præget af alarmister og dommedagsprofeter.
Som da den daværende engelske premiereminister Gordon Brown før klimatopmødet COP15 i København i 2009 sagde, at forhandlerne havde "50 dage til at redde verden."
Nu ser Bjørn Lomborg muligheder for, at tilgangen til det udfordrede klima vil ændre sig.
"Vi har en økonomisk krise, vi har en moderat FN-rapport, og vi har mindre alarmisme. Tidevandsændringen kan komme nu," siger Bjørn Lomborg.
Han tror på, at holdningen, om hvordan man griber klimaudfordringerne an, kan ændre sig helt naturligt på grund af mange landes dårlige økonomi.
"Spanien bruger 1 pct. af deres BNP på solceller og vindmøller. Det er mere, end hvad de bruger på uddannelse. Det er uholdbart, når man tænker på, at effekten af deres investeringer blot betyder, at den globale opvarmning bliver udskudt med 60 timer," siger han.
Regeringen lytter ikke
I sidste uge skrev Bjørn Lomborg et debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor han nedtoner frygten for effekten af den globale opvarmning.
"EU vil betale 250 mia. dollars for sin nuværende klimapolitik hvert eneste år i 87 år. For næsten 20.000 mia. dollars vil temperaturen ved udgangen af dette århundrede blive reduceret med umålelige 0,05 grader celsius," skrev han.
På trods af den ringe effekt ved at investere mange penge i den nuværende klimapolitik, betvivler Bjørn Lomborg, at de danske politikere vil følge hans råd om at fokusere meget mere på grøn forskning.
"Det er jo helt åbenlyst, at den danske regering har sagt, at de ikke vil lytte til denne slags argumenter. Det skal tænke over, om de vil blive husket som dem, der brugte rigtig mange penge, men ikke løste problemerne, eller om de vil i huskes som dem, der brugte færre penge og rent faktisk løste problemerne," siger Bjørn Lomborg.
Hvad synes du, om Bjørn Lomborgs holdninger?