Fortsæt til indhold
Politik

Islamiske trossamfund går kontra: Vi kommer ikke til møde med ministre alligevel

To ministre skulle efter planen holde møde torsdag eftermiddag med flere af islams øverste religiøse ledere i Danmark. Men nu bliver det måske ikke til noget alligevel.

Flere af islams øverste ledere i Danmark havde egentlig sagt ja tak til et møde i dag på Christiansborg. Men her til morgen har de pludselig ombestemt sig, fortæller en repræsentant.

Det gælder Dansk Muslimsk Union, den største paraplyorganisation for islamiske trossamfund i Danmark, samt 10 anerkendte islamiske trossamfund, som torsdag skulle til møde i Kirkeministeriet for at tale om antisemitisme og terrorsympati i visse muslimske miljøer.

Invitationen var afsendt fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) og by-, land- og kirkeminister Morten Dahlin (V).

Men få timer før mødet, som skulle finde sted kl. 14.15, melder talspersonen for Dansk Muslimsk Union, Urfan Ahmed, nu fra.

Det fortæller han i et interview med DR’s P1 Morgen.

»Jeg vil på vegne af de inviterede danske muslimske organisationer, de største af de muslimske trossamfund, meddele, at vi kommer ikke til et møde, hvor det handler om at udskamme den ene befolkningsgruppe på bekostning af en anden,« siger Urfan Ahmed i P1.

Jyllands-Posten arbejder på en kommentar fra de 10 islamiske trossamfund.

Urfan Ahmed uddyber, at han og de 10 islamiske trossamfund havde sagt ja til et »dialogmøde«. Men det mener han ikke længere, mødet udviser karakter af efter et interview med de to ministre i Jyllands-Posten torsdag samt et opfølgende interview med Kaare Dybvad i P1 her til morgen.

I interviewet i Jyllands-Posten begrundede kirkeminister Morten Dahlin, at de havde indkaldt de religiøse ledere til mødet således:

»Vi kan se, at der er islamiske religiøse ledere i Danmark, som ikke bruger deres indflydelse på noget godt. Tværtimod. Nogle bidrager eller vender det blinde øje til, mens antisemitisme og terrorsympati får frit spil i visse muslimske miljøer. Derfor har vi indkaldt til en alvorlig snak, hvor vi vil gøre utvetydigt klart, at det ikke er noget, vi vil acceptere i Danmark.«

I P1 spørger værterne Urfan Ahmed, om han afviser ministrenes påstand om, at der i visse muslimske miljøer findes antisemitisme, altså had mod jøder.

Afviser du de diagnoser, som der bliver stillet her fra ministrene, altså at der findes en antisemitisme udbredt i visse muslimske miljøer?

»Se, det interessante er jo, at undersøgelsen viser …,« svarer Urfan Ahmed med henvisning til, at ministrene har nævnt resultatet af Jyllands-Postens holdningsundersøgelse blandt muslimer i Danmark som en del af årsagen til, at de har indkaldt til mødet.

Konkret viser undersøgelsen bl.a., at 35 pct. af de adspurgte herboende muslimer mener, at Hamas’ terrorangreb den 7. oktober var »en berettiget handling«. Og at 32 pct. i høj eller nogen grad udtrykker sympati med selv samme terrororganisation.

Den ene P1-vært afbryder og spørger igen:

Nej, jeg spørger ikke om undersøgelsen. Jeg spørger, om du afviser, at der findes antisemitisme i visse muslimske miljøer?

»Jeg afviser, at muslimer skulle gå ind for at hade jøder.«

Jeg spørger ikke til muslimer. Jeg har ikke lyst til at generalisere, ligesom du ikke har lyst til at generalisere. Jeg vil gerne tale om: Findes der i visse muslimske miljøer udbredt antisemitisme?

»Jeg tror, det er ude i civilsamfundsgrupperne. Jeg tror ikke, at det har noget særligt med muslimerne eller islam at gøre. Det er en tendens, vi ser, at de unge engagerer sig i kampen for Palæstina. Og det er der, at man skal finde roden til noget af det her,« svarer Urfan Ahmed.

Jyllands-Posten arbejder på at få en uddybende kommentar fra Urfan Ahmed, talsperson for Dansk Muslimsk Union. Det har endnu ikke være muligt.

Hele interviewet, som blev sendt kort efter kl. 8 torsdag morgen, kan høres på DR’s P1 Morgen.