Fortsæt til indhold
Politik

Konservative kan miste Frederiksberg efter 112 år på magten

Der er ikke blåt flertal på Frederiksberg, hvor Enhedslisten, S, Radikale og SF forhandler konstituering.

/ritzau/

112 års dominans af De Konservative på Frederiksberg kan være forbi.

I hvert fald kan partiet ikke mønstre et flertal sammen med de traditionelle blå partier.

Der er til gengæld et flertal i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg bestående af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale og SF.

Partierne kan mønstre 15 af 29 mandater. Det er onsdag ved 01.45-tiden uafklaret, hvem der skal være borgmester på Frederiksberg.

De fire partier har klokken 01.45-tiden afsluttet et møde, men de fire partier skal nu drøfte sagen med deres bagland.

- Det bliver en lang aften, siger Michael Vindfeldt, spidskandidat for Socialdemokratiet, til TV 2.

Han siger, at tiden med en konservativ borgmester ser ud til at være forbi.

- Det har Frederiksberg-borgerne i hvert fald valgt. Det er meget svært at se, siger han.

Borgmester Simon Aggesen (K) erkender, at det ser svært ud at beholde magten.

- Den blå blok når ikke helt i mål.

- Døren er åben. Min telefon er på høj. Vi står klar til at samarbejde, hvis de ikke kan samarbejde på den anden side. Vi har tabt en halvleg, og hvis det ikke lykkedes den her gang, er vi klar igen om fire år, siger Simon Aggesen ifølge TV 2.

Ud over Michael Vindfeldt har Lone Loklindt hos De Radikale luftet ambitioner om posten og sagt, at der er brug for et systemskifte på Frederiksberg.

Hun skriver på Twitter, at ”den grønne koalition” har vundet valget med over 800 stemmer”. Hun henviser her til partierne Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale og SF.

Enhedslisten med spidskandidat Pelle Dragsted har haft et godt valg og har fordoblet antallet af mandater fra tre til seks.

Socialdemokratiet går fra fire til fem, mens Radikale holder ved sine tre. SF holder sit ene, mens Alternativet ryger ud af kommunalbestyrelsen.

Borgmester Simon Aggesen (K) overtog i 2019 posten som borgmester, efter at hans partifælle Jørgen Glenthøj gik af efter eget ønske.

Siden har Aggesen blandt andet været i fokus efter en boligsag, som er blevet kritiseret fra flere sider, og han har op til valget ihærdigt forsøgt at undgå interviews om sagen i medierne.

Trods sagen er Konservative gået frem med to mandater og sidder nu på 13, men kan ikke holde et blåt flertal, da Venstre beholder sit ene, mens Liberal Alliance ryger helt ud.

De to partier støttede Konservative efter valget i 2017, hvor kun 168 stemmer skilte blokkene.