- Opdateret 15/11/2021 kl. 15:25
V-politikere opfordrer lokale til at stemme uden om V-borgmester
Der mangler Venstre-politikere fra Hobro i Mariagerfjord Kommunes byråd, mener Venstre-politikere fra Hobro.
Hobro ligger i Mariagerfjord Kommune.
Det kuriøse er, at borgmesteren i kommunen, Mogens Jespersen (V), er fra Hadsund.
Imens mener flere af hans partifæller altså, at Hobro er underrepræsenteret i Mariagerfjord Kommunes byråd.
- Folk fra Hobro siger altid, at der ikke er nogen fra Hobro i byrådet. Men så skal de stemme personligt for at få nogen ind, siger tidligere byrådsmedlem og nuværende byrådskandidat Lone Sondrup (V) til DR.
Ved det seneste kommunalvalg i 2017 gik 44 procent af stemmerne på Venstre i Hobro til lokale kandidater.
Til sammenligning var 90 procent af stemmerne i Hadsund målrettet politikere fra byen.
Venstre har 12 ud af 29 pladser i byrådet i Mariagerfjord Kommune.
Mogens Jespersen stiller sig over for DR undrende over partifællernes udmelding.
- Det er fint at opfordre vælgerne til at stemme personligt, men det huer mig ikke, at der bliver sat navn på, hvem man ikke skal stemme på, siger han.
Mogens Jespersen har været borgmester i kommunen siden 2014.
Han har desuden meldt ud, at den næste valgperiode, som går frem til udgangen af 2025, bliver hans sidste. Det sagde han i september til Mariager Avis.
/ritzau/