Hvorfor er der ikke en sti, så man kan gå en tur rundt om Gedved Sø?
Det skal aftales med lodsejerne, hvis der skal etableres bedre offentlig adgang til Gedved Sø, men det er muligt, at det kommer i fremtiden.
I 2019 blev en ny sø nordvest for den lille by Gedved i Horsens Kommune indviet.
Naturstyrelsens arbejde med at etablere den ca. 30 hektar store og gennemsnitligt 2,4 meter dybe Gedved Sø havde været undervejs siden 2013, og omkostningerne til projektet løb op i godt 4 mio. kr, hvoraf størstedelen er finansieret af EU’s landbrugsfond og Miljø- og Fødevareministeriet, mens Horsens Kommune har betalt ca. 200.000 kr. for ekstra foranstaltninger til klimatilpasning.
Nu er søen her så, men JP-læser Niels Langenge undrer sig over, at der ikke er bedre offentlig adgang til den:
»Man har brugt en formue på at etablere Gedved Sø, men ikke sørget for, at borgerene kan komme ned til søen eller gå en tur rundt om den.«
For man kan måske nok begive sig hen til søen, hvis man er lokalt kendt, men der er ingen stier fra vejen hen til søen, og slet ikke rundt om den, og der er heller ikke bænke eller andet, der kan gøre det mere attraktivt at benytte naturområdet.
Den socialdemokratiske borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, forklarer, at spørgsmålet om offentlig adgang allerede ved projektets begyndelse blev diskuteret, og at det siden er blevet taget op af lokalrådet i Gedved og af borgere, der »har gode idéer«.
Men Gedved Sø er omgivet privat jord og marker, og hvis der skal etableres en sti eller en mere naturlig adgang til søen, kræver det tilladelse fra jordens ejere, forklarer han.
»Mit håb er, at man på et tidspunkt kan få lavet noget naturlig adgang til søen, og den helt vilde ambition er, at man kan gå rundt om søen, men det kræver jo, at der er nogle lodsejere, der kan se perspektiver i det, og at det sker i samarbejde med dem, fordi det er deres jord.«
Du siger, at det allerede ved etableringen blev diskuteret. Blev det afvist af lodsejerne?
»Jeg sad ikke med ved de forhandlinger. Men man kom i hus med at lave søen, som var det vigtigste, både i forhold til klimasikring, men også for at skabe et rekreativt naturområde, der er vigtigt for biodiversiteten. Men snakken var dengang – også fra min side – at det kunne være rart, hvis man kunne få mere naturlig adgang dertil,« siger borgmesteren og tilføjer:
»P.t. er vi jo ikke kommet i hus med det med lodsejerne, men jeg peger ikke fingre ad lodsejerne. Jeg kender til det her, for vi har masser af andre stiprojekter, vi arbejder på, og det handler om, at man sætter sig ned og finder de gode løsninger sammen. Nogle kan se perspektiver, andre synes ikke, at det er interessant. Og det er jo altså i orden, når man ejer jorden.«
Til gengæld kan man glæde sig over, at søen bidrager til kommunens klimasikring ved at forsinke regnvand.
»Før løb der masser af regnvand ned mod den ende i nogle dræn. Nu er drænsystemet nede i søen. Og før var der jo konventionelt landbrug og knap så meget biodiversitet. Det får vi jo alle sammen ud af at lave sådan en sø,« siger borgmesteren.
Peter Sørensen holder dog fast i håbet om, at der i fremtiden kan komme bedre adgang til søen. I første omgang har kommunen dog andre naturprojekter på tegnebrættet.
»Det handler om, hvad de, der ejer jorden, synes er interessant, og så handler det også om, at vi som kommune går i dialog med dem. Men i øjeblikket er vi i gang med tre andre meget store projekter.«