- Opdateret 25/08/2021 kl. 15:42
Hummelgaard har indkaldt til møde i sygeplejerskekonflikt
Sygeplejerskerne og regionen skal give en status på den igangværende konflikt til beskæftigelsesministeren.
Parterne i den igangværende konflikt på sygeplejerskernes område skal onsdag til møde med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Det oplyser Beskæftigelsesministeriet på Twitter.
Dansk Sygeplejeråd skal møde op klokken 16, mens Danske Regioner og Kommunernes Landsforening skal møde 30 minutter senere.
- Møderne omhandler status på konflikten på sygeplejerskeområdet, skriver ministeriet i opslaget på Twitter.
Møderne vil finde sted i Beskæftigelsesministeriet.
Konflikten har stået på, siden medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd af to omgange afviste den overordnede overenskomst, der var forhandlet på plads. Begge gange anbefalede ledelsen i Dansk Sygeplejeråd endda et ja.
19. juni gik de første sygeplejerskerne i strejke. Siden da er antallet af strejkende sygeplejersker blevet udvidet støt og roligt.
I sidste uge oplyste chefforhandleren for Danske Regioner, Anders Kühnau, at mulighederne ved forhandlingsbordet var ”udtømt”.
Også Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, har rettet en appel til statsminister Mette Frederiksen (S) om, at regeringen bør gribe ind, hvis konflikten skal bringes til en ende.
Så sent som tirsdag afviste statsministeren dog, at der kunne blive tale om et regeringsindgreb.
- Når der er en lovlig konflikt i gang, skal vi politikere trække os et skridt tilbage, sagde hun på vej ind til regeringens konference i Fredericia.
Onsdag var sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ude for at informere om omkostningerne ved strejken.
Mens nogle af sygeplejerne har strejket, er en række operationer blevet udskudt. Det har betydet en pukkel, som skal arbejdes ned efter strejken er endt.
Ifølge Sundhedsstyrelsen vil det tage cirka to år at få puklen væk, hvis strejken sluttede omgående. Det estimat kan dog bringes ned, hvis nogle af operationerne kan foretages i det private sundhedsvæsen.
/ritzau/