Fortsæt til indhold
Rigsretssagen mod Inger Støjberg

Tidligere direktør afviser Støjbergs forklaring om den ulovlige instruks

Udlændingestyrelsens fhv. direktør undsiger central del af Inger Støjbergs forsvar i sagen om de ulovlige adskillelser af unge asylpar i 2016, men nedtoner dramaet på afgørende møde.

Instrukskommissionen dag 2: Tidligere udlændingeminister og nuværende næstformand i Venstre, Inger Støjbergs, forklaring om sin ulovlige ordre om at adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, bliver direkte modsagt af en af sagens nøglepersoner.

Tidligere direktør i Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet, vidnede fredag i Instrukskommissionen, der undersøger forløbet omkring Støjbergs beslutning om at adskille unge par på danske asylcentre.

Instruksen blev udsendt den 10. februar 2016 i form af en pressemeddelelse, som kategorisk slog fast, at »ingen« mindreårige asylsøgere fremover måtte indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Heller ikke selv om parret havde børn.

Altså ingen undtagelser. Hvilket er ulovligt.

Forinden havde embedsmænd forgæves forsøgt at få tilføjet forbehold i pressemeddelelsen. Støjberg endte personligt med at fjerne dem.

Et centralt element i Støjbergs forklaring er, at Udlændingestyrelsen mundtligt skulle have fået besked om, at internationale konventioner selvfølgelig skulle overholdes, når parrene blev adskilt. F.eks kunne der være familiehensyn at tage, hvis parrene havde børn.

Dén besked skulle bl.a. være givet på et koncerndirektionsmøde i Udlændingeministeriet om formiddagen, før pressemeddelelsen blev sendt ud.

Men ifølge Henrik Grunnet fik hans styrelse ingen sådan besked.

»Der er ingen, der siger, at Udlændingestyrelsen skal huske at administrere anderledes, end det, der står i pressemeddelelsen,« sagde han, da han afgav forklaring for kommissionen i Retten på Frederiksberg.

I stedet skulle Udlændingestyrelsen altså – ifølge Grunnets opfattelse – følge Støjbergs pressemeddelelse ord for ord uden at gøre undtagelser.

Støjberg har imidlertid hævdet, at der blev givet en klar besked om, at loven skulle overholdes:

»Der er ingen, der den 10. (februar 2016) er i tvivl om, at der udgår – kan man sige – en retningslinje, der hedder, at alle internationale forpligtelser skal overholdes, og det fremgår jo, kan man sige, af de mundtlige tilkendegivelser, der kommer,« sagde hun på et samråd i Folketinget 1. juni 2017.

Her sagde hun også, at Udlændingestyrelsen mundtligt fik besked om, at »der jo kan være tilfælde, hvor parrene ikke skal adskilles – altså dermed, at vi skal overholde dansk ret og selvfølgelig også internationale konventioner.«

Heller ikke dét, kunne Henrik Grunnet genkende.

»Nej,« svarede han og afviste, at Udlændingestyrelsen fik noget specifikt opdrag andet end at sætte gang i adskillelserne.

Fik ingen vejledning

Henrik Grunnet var dog dengang overbevist om, at Udlændingeministeriet ville lave uddybende retningslinjer, der mere præcist forklarede, hvordan instruksen skulle efterleves. Og hvilke undtagelser, der skulle være.

Hans daværende vicedirektør i styrelsen, Lene Vejrum, rykkede flere gange ministeriet. Særligt i forhold til sager, hvor der er børn involveret.

Men der kom ingen retningslinjer, hvilket var meget usædvanligt. Tværtimod fik styrelsen besked om, at den skulle gøre, som der stod i Støjbergs pressemeddelelse.

Konsekvensen blev, at pressemeddelelsen var det eneste, som styrelsen og asylcentrene havde at operere efter. Eller som Grunnet formulerede det i retten:

»Man ophøjer en undtagelsesfri pressemeddelelse til en egentlig instruks.«

Satte gang i ulovlig praksis

Da instruksen var ude, begyndte Udlændingestyrelsen at give asylcentrenes operatører besked om, at adskille parrene. Også dem med børn.

Altsammen selv om Henrik Grunnet – ifølge eget udsagn – godt vidste, at ordren var ulovlig. Og at opfattelsen i Udlændingestyrelsen var, at der lå en »meget stor risiko« for konventionsbrud, hvis man adskilte par med børn, sagde han.

Alligevel efterlevede styrelsen den ulovlige instruks?

»Ja, men med et klart sigte om at få den lovliggjort så hurtigt som muligt,« svarede Grunnet.

Han forsøgte aldrig selv at kontakte ministeriet eller andre ministerier for at råbe dem op om den »ulovlige situation«, men ifølge hans forklaring gik Udlændingestyrelsen i det skjulte imod Støjbergs ordre ved at lægge en bunke sager, der involverede børn, til side, så forældrene ikke blev adskilt straks.

Inger Støjberg har tidligere beklaget, at der ikke blev udsendt klare retningslinjer umiddelbart efter, at pressemeddelelsen blev udsendt.

Nedtoner drama på møde

Kommissionens afhøring af Henrik Grunnet varede mere end fire timer fredag. Undervejs bekræftede den tidl. direktør, at der var tydelig uenighed mellem Inger Støjberg og afdelingschef i Udlændingeministeriet, Lykke Sørensen, på det vigtige koncerndirektionsmøde den 10. februar.

Lykke Sørensen havde angiveligt advaret Støjberg om risikoen for lovbrud og forsøgt at få undtagelser med i pressemeddelelsen. Hvortil Støjberg – ifølge Grunnet – havde beskyldt Lykke Sørensen for at »gå ind for barnebrude«.

Heller ikke fredagens andet vidne i kommissionen, en anden afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet ved navn Frank Bundgaard, gik fra mødet den 10. februar med opfattelsen af, at der skulle gøres undtagelser for adskillelsen. Han erindrede tværtimod, at Støjberg skulle have sagt noget i retning af, at hun gerne »tog en sag på det her«, og at »politisk er det her en rigtig god sag.«

I sin notesbog - som han læste op fra under afhøringen - noterede Frank Bundgaard på selve mødet: »Alle flygtningepar hvor den ene er mindreårig skal adskilles fremover.«

»Er der ikke nogen der siger; selvfølgelig skal vi overholde konventionerne?« ville kommissionen vide.

»Det tror jeg ikke,« svarede Frank Bundgaard og beskrev, at advarslerne ikke førte til nogen konklusion eller nærmere drøftelse.

»Jeg mener ikke, at der til dette koncerndirektionsmøde kom en reaktion. Reaktionen fra ministeren var mere ”ja ja, det har vi hørt,” og så gik man videre.«

Henrik Grunnet kunne dog ikke genkende ordlyden af en potentielt eksplosiv mail, som blev fremlagt i kommissionen torsdag og omtalt i Jyllands-Posten. Mailen – sendt anonymt fra Udlændingestyrelsens hovedmail – hævdede, at der udbrød »krig«, og at Støjberg højlydt skulle have udbrudt, »Den risiko tager jeg gerne!« da hun blev advaret om risikoen for brud på børnekonventionen.

Dén gengivelse var for dramatisk, mente Grunnet, som var eneste mødedeltager fra Udlændingestyrelsen, og dermed sandsynligvis det eneste førstehåndsvidne, der kunne have fortalt om mødet hjemme i styrelsen.

»Det er jo tilsyneladende et andenhåndsreferat. Det er ikke noget, jeg kan genkende den eksakte ordlyd af,« sagde han.

Kommissionen fortsætter mandag, hvor netop Lykke Sørensen skal afhøres.