Tidligere V-minister går mod partilinjen
Hans Christian Schmidt vil ikke stemme for aftalen om kompensation for støj fra kampfly.
Den tidligere V-minister Hans Christian Schmidt vil ikke stemme for aftalen om kompensation for støjgener til naboerne til flyvestationen i Skrydstrup, hvor Danmarks kommende kampfly F35 skal placeres, skriver DR.
Aftalen sikrer naboerne 70.000 kr. skattefrit og samtidig tilbyder staten at købe 117 ejendomme i området.
Men det er den tidligere minister langt fra tilfreds med. Han kan ikke se det rimelige i, at alle naboer bliver behandlet ens, selvom eksempelvis værditabet på deres ejendomme er forskellige.
»Det er som at sige: ”Vi er ligeglade med, hvilket tab I har haft, for vi regner det bare ud i snit og siger, at det får I”. Selvom de kan dokumentere, at de har haft et større tab - så får de ikke mulighed for at få det vurderet, men kan ”bare” anlægge en retsag mod staten. Det er ikke en måde at behandle borgere på,« siger Hans Christian Schmidt, der selv bor i Vojens tæt på flyvestationen.
Han mener, at det beslutningen arrogant, da beboerne ikke kan få tilskud til retshjælp til en sag, hvor de får vurderet, hvor meget deres hus er faldet i værdig pga. støjgenerne.
Forsvarsminister Tine Bramsen afviser over for DR, at der kan laves individuelle vurderinger over værditabet.
Aftalen om kompensation til de støjramte blev fredag indgået mellem partierne, der også står bag beslutningen om indkøbet af i alt 27 F35-kampfly. S-regeringen er sammen med V, R, DF, K og LA i aftalen blevet enige om at bruge yderligere 250 mio. kr. til støjsikring og opkøb af huse.
Forsvarsminister Trine Bramsen sagde fredag til Jyllands-Posten, at hun er tilfreds med aftalen, som hun betegner som »retfærdig og ambitiøs«. Hun oplyser, at modellen ligner den i Norge, som også har købt F-35-fly, og at pengene tages inden for det samlede kampflybudget.
Borgere i foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer har kritiseret, at politikerne ikke har imødekommet krav om erstatning for værditab på ejendomme. Selv om boligerne støjisoleres, vil det ifølge foreningen ikke kompensere for, at husene falder så kraftigt i værdi pga. af de nye fly, at nogle borgere bliver teknisk insolvente.
Ifølge Trine Bramsen er der blevet lavet en juridisk vurdering, som siger, at Forsvaret ikke er erstatningspligtigt for bl.a. værditab.
»Hvis nogle borgere er uenige i den juridiske vurdering, der foreligger, har de alle muligheder for at gå til domstolen,« sagde hun til Jyllands-Posten fredag.
Danmark har købt i alt 27 F35-kampfly. De første fly bliver modtaget i USA i 2020, hvor omskolingen af piloter begynder. I 2023 skal anlægget i Skrydstrup være klar til at modtage de første fly.