Fortsæt til indhold
Politik

Dan Jørgensen går ind i mastesagen: Vil indkalde til eksperthøring hurtigst muligt

Klima- og energiminister Dan Jørgensen vil afholde en høring på Christiansborg i mastesagen om den vestjyske højspændingslinje. Han fastholder, at det er godt projekt, og at hans system ikke ser mulighed for at grave mere ned.

Klima- og energiminister Dan Jørgensen har hidtil været fåmælt i debatten om de vestjyske master og højspændingsledninger, men går nu ind i sagen og beder Energistyrelsen om at indkalde til en eksperthøring på Christiansborg.

»Vi kan ikke leve med, at er skulle være nogen som helst uklarhed eller tvivl,« siger han:

»Det synes jeg selvfølgelig, at man skal man have mulighed for at stille spørgsmål til. Det gælder både Folketingets partier og pressen, der måtte være interesseret. Derfor indkalder vi de eksperter, der har udtalt sig i medierne, og hvis der er andre eksperter, som Folketingets partier gerne vil have, så er alle velkomne. Og selvfølgelig også det canadiske konsulenthus.«

Jyllands-Posten har de seneste dage afdækket, hvordan udenlandske eksperter fra et canadisk konsulenthus stik imod den officielle fortælling har betegnet det som »teknisk muligt« at lægge den 170 km lange forbindelse i jorden, hvis der afsættes de fornødne investeringer. En pointe, som stod på en af de bagerste sider i eksperternes rapport, som var bestilt af daværende energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Senest er det kommet frem, at Energinet og Energistyrelsen bad om at få fjernet kritiske bemærkninger i selvsamme rapport, der ellers er blevet omtalt som »uvildig«.

Alligevel er beskeden fra embedsværket til Dan Jørgensen fortsat, at det ikke er muligt at lægge længere strækninger i jorden end de 26 km, som det er planen i øjeblikket.

»Når jeg spørger i mit eget system, Energistyrelsen og ministeriet, siger de, at der er intet substantielt kommet frem af ny karakter. Det er klart, at der kan være noget processuelt ift. den måde, man har samarbejdet med konsulenthuset, men ift. de konklusioner, der er blevet truffet, og som har ligget til grund for den beslutning, som den tidligere regering traf, så er de stadig gældende,« siger han.

Vi har afdækket bl.a., hvordan det ikke kom frem, at de udenlandske eksperter på de bagerste sider i deres rapport faktisk åbnede for andre tekniske alternativer – stik i mod den officielle fortælling - og at der blev rettet i den rapport, som ellers er blevet udråbt som uvildig. Hvad tænker du om det?

»Det her er en lejlighed til endnu engang at få tryktestet argumentationen – som jeg i øvrigt også gjorde som noget af det allerførste, da jeg blev minister. Det er ikke første gang, der er blevet rejst spørgsmål. Derfor skal de selvfølgelig besvares. Derfor sagde jeg også i et samråd i september, at jeg har tryktestet det i mit system. Jeg sagde, at jeg vil være helt sikker på, at det I siger, også holder fagligt vand. Og det er stadigvæk konklusionen. Det er det, jeg håber at få klarlagt.«

Bundlinjen fra eksperterne er, at man kan godt, men at det vil være dyrt og forsinke projektet i årevis. Er du åben for at betale den pris – altså forsinke og fordyre projektet, hvis det er det, der skal for at kunne lægge mere i jorden?

»Det er ikke det, mit system siger til mig. De siger, at det kan ikke lade sig gøre at gøre det her, så der er sikkerhed for, at det virker, hvis man graver det ned. Det er stadig den klare konklusion. Det har været konklusionen hele vejen. Jeg får også at vide, at det er konklusionen fra WSP, uanset hvad der ellers måtte være sagt i forskellige processer. Budskabet til mig er, at det er det, de konkluderer. Men det kan man spørge dem til, når de kommer. Det er kun i alles interesse.«

Konklusion var hegnet ind

WSP er navnet på det canadiske konsulenthus, som vandt udbuddet om at »trykprøve« konklusionen fra Energiet, som havde fastslået, at maksimalt 26 km af linjen kunne kabellægges. Mere var ikke teknisk muligt, lød det.

I sin hovedkonklusion erklærede WSP sig enig med Energinet inden for en bestemt definition af, hvad der var »teknisk muligt«. WSP skulle også holde sig inden for en stram tidsplan og kun sige god for en højspændingslinje, der kunne stå klar i 2023, hvor der bliver tændt for Vikling Link, et kabel, der skal gå mellem Danmark og Storbritannien.

På en af de bagerste sider udfoldede WSP imidlertid en anden pointe, nemlig at »alle de tekniske alternativer er teknisk mulige med de fornødne investeringer«, og at Energistyrelsen og Energinet derfor burde »rådføre sig med offentligheden med henblik på, hvor meget elforbrugerne vil være villige til at lade elregningen stige for at undgå luftledningerne.«

Men det kom aldrig frem dengang.

Energistyrelsen har åbent erkendt, at der blev sat »hegnspæle op« for WSPs’ arbejde.

»Alt kan lade sig gøre, hvis man allokerer tilstrækkelige ressourcer og har uendelige teknologier til rådighed. Det var også muligt at lande på Månen i 1969,« udtalte Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.

Danske professorer har bekræftet, at det er teknisk muligt at lave en løsning i jorden, men at det vil være meget dyrt, meget svært og tage mange år at udvikle sådan en løsning.

Også Henrik Riis, direktør i Energinet, medgiver, at jordkabler på »lange strækninger ikke kan udelukkes som en mulighed, hvis tid og omkostninger ikke spiller nogen rolle«.

Den planlagte forbindelse står til at koste 3,3 mia. kr. En fuld kabellægning kan koste op mod koste 10,4 mia. kr. Det svarer for en almindelig husstand til, at elregningen ville stige 28 kr. om året ifølge Energinet, som imidlertid ikke anser en fuld kabellægning for teknisk mulig, sådan som teknologien er i dag.

Der gives meget forskellige svar på, hvor lang tid det vil tage at udvikle en løsning, der kan lægges i jorden.

De udenlandske eksperter skrev i første omgang, at en såkaldt jævnstrømsløsning »kunne være opnåelig« i 2024 eller 2025, men det blev slettet i deres endelige rapport.

En professor har vurderet, at det »nemt kan tage fire-fem år«.

Energinet-direktør Henrik Riis siger i en pressemeddelelse, at »vi har bare brug for forbindelserne nu og ikke om 10-15 år«.

Den vestjyske forbindelse hænger sammen med Viking Link, der skal gøre det muligt at udveksle mere strøm landene imellem.

Dan Jørgensen fastholder, at det er et »godt og nødvendigt« projekt.

»Det er et projekt, der er helt nødvendigt for den grønne omstilling i Danmark,« siger han og bebuder, at eksperthøringen skal afholdes »så hurtigt som muligt«.

»Jeg håber, det bliver inden for et par uger,« siger Dan Jørgensen.