- Opdateret 13/05/2019 kl. 08:06
Stig Grenov tager orlov fra formandsposten under hele valgkampen
Kristendemokraternes formand Stig Grenov tager orlov fra sin formandspost - men ikke fra valgkampen.
Formanden for Kristendemokraterne, Stig Grenov, vil ikke stå som formand for sit parti under den resterende del af valgkampen.
Han har således valgt at tage orlov fra sin formandspost, meddeler partiet i en pressemeddelelse mandag morgen.
»Stig Grenov har som formand med privat fuldtidsjob, gennem lang tid været under et meget stort arbejdspres. Det har givet symptomer på stress, som hverken han eller KD kan overse,« lyder det i pressemeddelelsen.
Stig Grenov indledte valgkampen med at deltage i en partilederdebat på DR, men blev efterfølgende syg og var derfor ikke med på skærmen, da TV 2 få timer senere holdt en lignende debat.
Ved den lejlighed trådte partiets næstformand Isabella Arendt til i hans sted, og det bliver nu tilfældet endnu engang.
Partiet skriver således videre, at hun under Stig Grenovs orlov vil varetage alle formandens opgaver.
Grenovs orlov fra formandsposten kommer i første omgang til at vare fire uger. Han vil dog under orloven »fortsat passe sine øvrige opgaver og føre valgkamp i Københavns Storkreds,« skriver partiet.
Stig Grenov har været formand for Kristendemokraterne siden 2012, og været aktiv i partiet siden 1990. Han er udover sit politiske virke skolelærer.
Kristendemokraterne havde senest et medlem af Folketinget, da Per Ørum Jørgensen skiftede til partiet i 2010, efter oprindeligt at være valgt ind som medlem af Det Konservative Folkeparti.
Man skal dog tilbage til 2001-2005 for at finde seneste valgperiode, hvor Kristendemokraterne ved egen magt var blevet valgt ind i Folketinget.