Socialdemokratiets John Dyrby Paulsen bliver ny borgmester i Slagelse
John Dyrby Paulsen (S) bliver ny borgmester i Slagelse efter dramatiske forhandlinger. Bag ham står bl.a. Liberal Alliance.
Slagelse Kommune skifter fra blå til rød.
Socialdemokraten John Dyrby Paulsen er ny borgmester i Slagelse og vipper dermed Venstres Stén Knuth af pinden.
Bag den nye borgmester står Enhedslisten, SF, De Radikale og Liberal Alliance, der tilsammen har 17 ud af byrådets 31 pladser.
Det har de fem partier netop annonceret på Slagelse Rådhus.
»Borgmesterposten har vi valgt skal gå til Socialdemokratiet og det bliver mig,« siger John Dyrby Paulsen, der sad i Folketinget for partiet fra 2006 til 2015.
Dermed er der sat et foreløbigt punktum for en dramatisk aften og nat i Slagelse.
Den vestsjællandske kommune var på forhånd udset til at blive et af de steder i landet, hvor der herskede størst spænding om udfaldet, efter at Liberal Alliances på forhånd havde annonceret, at de ikke længere ville pege på den siddende borgmester, Venstres Stén Knuth.
Kommunen har gennem den seneste valgperiode været omdrejningspunkt for en række sager og skandaler, der har skabt splid og iskold luft mellem ledende medlemmer af byrådet - især Stén Knuth og Liberal Alliances Villum Christensen, der til daglig også sidder i Folketinget for partiet.
Det endelige valgresultat, der først lå klar omkring kl. 01 på valgnatten, gav ikke noget entydigt billede af, hvordan den politiske fremtid i kommunen skulle se ud. Gennem flere timer forhandlede partierne på kryds og tværs - først i Venstres lokale på rådhuset, og dernæst i Socialdemokratiets.
Endelig kunne John Dyrby Paulsen ca. 02.45 træde ud af lokalet og fortælle, at der nu var et flertal, der pegede på ham. Og det var altså med et mandat fra Liberal Alliance i ryggen.
John Dyrby Paulsen kunne samtidig fortælle, at man holder døren åben for at både Venstre og Dansk Folkeparti kan tiltræde kredsen bag den nye borgmester.
Både Venstres gruppeformand, Knud Vincents, og Dansk Folkepartis Ann Sibbern afviste dog det på valgnatten.
Fordelingen af udvalgsposter og lignende vil partierne bag den nye borgmester forhandle om onsdag, når fordelingen af personlige stemmer begynder at ligge klar.