Fortsæt til indhold
Politik

Læserne kritiserer opfordring til indsamling af intimfotos i Alternativet

Alternativet får Jacob Haugaard til at virke seriøs, lyder det på Facebook.

Ansatte i Alternativet blev i maj i opfordret til at indsende fotos af deres »pik i slap tilstand,« som skulle bruges til en collage til Alternativets stamværtshus, kan Jyllands-Posten afsløre.

Idéen var godkendt af partiets politiske leder, Uffe Elbæk, som efterfølgende over for Jyllands-Posten har kaldt det for en »humoristisk dårlig idé.«

Og selvom opfordringen hurtigt blev skrottet, og collagen aldrig blev til noget, har afsløringen af mailen alligevel skabt stor debat på de sociale medier, hvor mange kritiserer partiet for at opfordre ansatte til sende »dick pics.«

Facebook skriver læseren Frederik Bortbaek, at sådan en opfordring ikke hører hjemme hos et politisk parti.

»Uværdigt for et politisk parti. Men sikkert ikke usædvanligt for visse teenagere, der vil lave ‘lidt fis’. Man mangler respekt for hvervet og for demokratiet. Det alternative er gået over gevind og partiet ligner mere og mere en børnehave,« skriver Frederik Kortbaek.

Enig med ham er læseren Stig Kranker Bjerg, der mener, at afsløringen viser, at Alternativet er et »klovneparti.«

»Alternativet - når de er bedst. Ufatteligt, at der er nogen begavede mennesker, der stemmer på det klovneparti, som er "kejserens nye klæder" i moderne fortolkning,« skriver han.

De bliver begge bakket op af læseren Carsten Peitersen, der trækker tråde tilbage til 1994, hvor komikeren Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget med slogans som »medvind på cykelstierne.«

»De er helt igennem tossede i det parti - på den ucharmerende måde. De får jo Jacob Haugaard til at virke seriøs, « skriver læseren.

Og Hanne Becker synes heller ikke, det er sjovt.

»Det er ikke engang morsomt. Det er pinligt, at de sidder i Folketinget,« skriver hun.

Også på Jyllands-Postens hjemmeside kører debatten i kommentarsporet heftigt.

»Undskyld mig, men har det cirkusparti efterhånden ikke udspillet sin rolle i dansk politik?« skriver læseren Steffen Rasmussen i en kommentar.

Han bliver bakket op af læseren Christian Birch Islev-Andresen.

»Der er intet kreativt over Alternativet - kun fjollerier, useriøsitet og åbenbart også organiseret sexchikane,« skriver han.

På de sociale medier er der ikke mange, der mener, at idéen var god. Kun ganske få læsere mener ikke, at det har nogen betydning, om man kommer med sådan en opfordring eller ej.

»Det må de om. Det er vel ikke et lovforslag,« skriver Peter Jydehamp.