Fortsæt til indhold
Politik

Lækket dokument om Anna Mees bryllup stammede fra Frank Jensens forvaltning

Det var medarbejdere i overborgmester Frank Jensens (S) forvaltning, der udarbejdede lækket notat om Anna Mee Allerslevs (R) bryllup.

Steen A. Jørgenssen og Ritzau

Var det medarbejdere fra overborgmester Frank Jensens (S) forvaltning, der udleverede oplysninger til aviserne BT og Ekstra Bladet om den daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslevs (R) bryllup på rådhuset? - og som dermed satte gang i den sag, som endte med, at Allerslev trak sig helt ud af kommunalpolitik?

Sandsynligvis, ja.

Men det er ikke til at sige med sikkerhed.

Sådan kunne man ellers nemt tolke overborgmester Frank Jensens udtalelser i »Talkshowet Lippert« på TV2 News onsdag og tv2.dk's gengivelse af interviewet. Undervejs siger overborgmesteren blandt andet sådan her, da han bliver spurgt, om han ved, hvem der lækkede oplysningerne til pressen:

»Det er nogle medarbejdere, der er i Københavns Kommunes Rådhusservice, som ligger under Økonomiforvaltningen og dermed under den forvaltning, jeg er ansvarlig for,« siger Frank Jensen.

»Da det kom frem, at den her lange liste i forhold til det arrangement, som den tidligere borgmester skulle holde, var lækket, så blev de medarbejdere kaldt sammen og fik besked på, at det er fuldstændig langt ude over, hvad der er acceptabelt.«

»Det er jeg selvfølgelig hamrende ærgerlig over, og det er fuldstændigt uacceptabelt.«

Men ifølge Frank Jensens pressechef er det en misforståelse, at Frank Jensen ved specifikt, hvem der lækkede dokumentet om rådhusbrylluppet til BT og Ekstra Bladet. Det oplyser hun til Jyllands-Posten.

Da BT og Ekstra Bladet første gang henvendte sig vedrørende Anna Mee Allerslevs bryllupsreception for flere måneder siden, var de begge i besiddelse af et »internt arbejdspapir« med oplysninger om, hvordan brylluppet skulle forløbe. Dokumentet var udarbejdet af et såkaldt arrangementskontor i Københavns Kommunes Rådhusservice. Rådhusservice hører - som Frank Jensen forklarer i interviewet - under Økonomiforvaltningen, som Frank Jensen er ansvarlig for.

Altså − det var ansatte under Frank Jensen, der havde udarbejdet dokumentet, som havnede i hænderne på BT og Ekstra Bladet. Men hvordan det skete, ved kun de involverede. Det står ikke umiddelbart klart, hvor mange personer, der har haft adgang til bryllupsdokumentet. Så selvom det er nærliggende at tro, at papiret blev udleveret til pressen af en ansat i Frank Jensens forvaltning, så er der altså ikke − ifølge Frank Jensens pressechef − dokumentation for det.

Sagen er heller ikke blevet politianmeldt, fordi det vurderes, at journalisterne alligevel ville have fået oplysningerne, hvis de havde søgt aktindsigt. Ifølge Frank Jensen er der endnu ikke taget stilling til, om kommunen skal gå et skridt videre for at undersøge medarbejderne for læk:

»Hvordan skulle vi gå videre med det? Så skulle man jo gå i gang med at se på folks computere og se på deres ip-adresser og så videre. Og der skal forvaltningen jo undersøge, om man skal gå så langt,« siger Frank Jensen i TV-programmet.

Efterfølgende blev medarbejderne i den pågældende afdeling kaldt sammen og fik − med Frank Jensens ord − besked om, at det var »fuldstændig langt ud over, hvad der var acceptabelt,« hvis de havde lækket oplysninger.

»Nu er det ikke sådan, at det er mine folk. Det er min forvaltning, ja. Men det hører under en administrativ ledelse, og det er den ledelse, der har meddelt de pågældende medarbejdere, at det her er langt ud over, hvad der er acceptabelt, at man giver til journalister,« siger Frank Jensen.

BT og Ekstra Bladet kunne i september berette, at den daværende radikale borgmester gratis havde lånt rådhussalen til sit bryllup. Leje af salen koster ellers 65.000 kroner for almindelige borgere. Sagen endte med, at Anna Mee Allerslev betalte pengene og trak sig fra politik efter stigende pres fra eget bagland og partifæller.

Anna Mee Allerslev skiltede selv med sit bryllup på sociale medier i august. Det var altså ikke hemmeligt, at selve brylluppet havde fundet sted.

Også Venstres spidskandidat til Borgerrepræsentationen, Cecilia Lonning-Skovgaard, har gratis holdt bryllup på rådhuset. Hun har efterfølgende også meddelt, at hun vil betale lejen.

Frank Jensen har selv sagt god for den praksis, hvor medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation kvit og frit kan låne de store festsale på rådhuset. Beslutningen blev truffet på et møde mellem partiernes gruppeformænd på rådhuset i 2012, hvor også Frank Jensen deltog.

Opdatering: I den oprindelige Ritzau-artikel, som citerede tv2.dks gengivelse af Frank Jensens udtalelser til TV2 News, fremgik det, at lækket om Anne Mee Allerslevs bryllup stammede fra Frank Jensens forvaltning. Frank Jensens pressechef oplyser imidlertid til Jyllands-Posten, at det er en misforståelse, at lækket nu er identificeret. Frank Jensen mente angiveligt blot, at det lækkede dokument var blevet udarbejdet af hans medarbejdere. Hvem der har lækket det, ved han ikke, siger hans pressechef.