Fortsæt til indhold
Viden

Kæmpe fortidspingvin fundet i New Zealand

Forskerhold har på baggrund af fossiler præsenteret fundet af en halvanden meter høj pingvin.

Mange synes, de vraltende pingviner, vi typisk ser i naturdokumentarer og lignende programmer, er noget af det sødeste man kan se. Det har de ikke altid været.

Et hold palæontologer fra Canterbury Museum i Christchurch, New Zealand har sammen med kolleger fra det tyske institut Senckenberg Research Institute genskabt en fortidspingvin ud fra knogler fundet på New Zealand.

Det skriver mediet sci-news.com, efter at forskerne offentliggjorde fundet i tidskriftet Science of Nature.

Efter at have fået fossilerne af en fossilsamler, har forskerne vurderet, at knoglerne er omkring 61 mio. år gamle. Dengang var pingvinerne ikke helt så nuttede.

Ifølge forskernes genskabning så har fortidspingvinen været omkring halvanden meter høj, og haft længere næb end nutidens pingviner har. Forskerne er naturligt nok meget begejstrede for fundet, som er et af de ældste pingvinfossiler i verden.

»Pingviner havde opnået enorme proportioner tidligt i deres evolutionære historie og var allerede mere forskelligartede for 60 millioner år siden, end vi troede,« siger Gerald Mayr, palæontolog ved Senckenberg Reseach Institute og medforfatter på det nye studie, ifølge sci-news.com.

Med halvanden meter er den nye kæmpepingvin omkring 30 cm højere end den største nulevende pingvinart, kejserpingvinen.

Udover den spektakulære størrelse, så mener forskerne også, at den nye pingvinart har bevæget sig anderledes end kendte fortidspingviner fra samme periode, der hvad udseende angår i højere grad mindede om en skarv end en pingvin.

»Den nyopdagede fugl vraltede på samme måde som vi ser en pingvin gøre det i dag,« siger Dr. Vanesa De Pietri fra Canterbury Museum til sci-news.com.