Forskere advarer om global nødsituation for klimaet
Kan en vindstrøm få fatale konsekvenser for vores klima og f.eks. få vinteren til at forsvinde? Det diskuterer forskere i stor stil.
»Velkommen til klimakaos. Vi må erklære en global klima-nødsituation.«
Sådan lyder den dystre melding fra to forskere og miljøforkæmpere, efter en vindstrøm på den nordlige halvkugle - den såkaldte jetstrøm - har opført sig yderst bemærkelsesværdigt.
Jetstrømmen, der snor sig om Jorden i en varierende bølgebevægelse, har nemlig krydset ækvator og blæser nu ved det vestlige Antarktis, og det får miljøforkæmper Robert Scribbler og Paul Beckwith, ph.d. ved University of Ottawa, til at advare om store klimamæssige konsekvenser, skriver The Independent.
Ifølge Scribbler og Beckwith er fænomenet sandsynligvis fremskyndet af menneskeskabte klimaændringer og kan blandt andet påvirke årstidernes indvirkning på hinanden. Hvis den nordlige jetstrøm pludselig blander sig med den sydlige, kan vi dermed komme til at opleve en »død vinter«, hvor af sommervarmen fortsætter langt ind i vinterperioden.
Desuden mener de, at ændringerne i vindstrømmens bevægelsesmønster varsler en længere periode med »klimakaos«, som kan vise sig vanskelig at løse.
»Vores klima fortsætter med at opføre sig på nye og skræmmende måder, som vi aldrig har forventet, eller set før,« skriver Paul Beckwith på sin blog, hvor han også understreger, at der måske også venter kaos for globale fødevareforsyning og geopolitisk uro.
»Der foregår meget mærkelige ting på planeten Jorden lige nu.«
Advarslen, der har gået hele verden rundt, har fået en række andre forskere op i det røde felt, og flere meteorologiske eksperter kalder påstandene for skingre og ugyldige.
Ifølge dem er det nemlig ikke ualmindeligt, at luftstrømme bevæger sig mellem klodens to halvdele.
»Det er total nonsens. Strømme krydser ofte Ækvator,« siger Cliff Mass, professor i meteorologi ved University of Washington til The Washington Post.
Ryan Maue, en ledende meteorolog med en ph.d.-grad, der arbejder på WeatherBell Analytics, er enig med Mass:
»Strømme, der bevæger sig over Ækvator, på både øvre og nedre niveau er en del af den sæsonbestemte overgang i det vestlige Stillehav,« siger han og bliver bakket op af Roy Spencer, professor i atmosfærisk videnskab på University Alabama-Huntsville.
»Nogle gange kan strømmene tilslutte sig hinanden, men det er på ingen måde enestående,« forklarede han på sin blog.
Sammen afviser de dermed de apokalyptiske stemmer, som Scribbler og Beckwith har fremført.