Battle på idéer: Rationalitet er bedst - i passende mængder
Læs her, hvorfor lektor har nomineret "rationalitet" som den bedste idé, men samtidig advarer lidt mod idéen.
Selv om rationalitet er et positivt karaktertræk hos det enkelte menneske, så går det galt, hvis vi baserer vores samfund på en stræben efter fuldkommen rationel tænkning. Det mener Thomas Schwarz Wentzer, der er lektor i filosofi ved Aarhus Universitet.
Han har nomineret ”rationalitet” som kandidat til ”Verdens bedste idé”- en læserkåring som Jyllands-Posten gennemfører i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag på baggrund af bogen ”50 ideer, der ændrede verden”.
»”Rationalitet” er verdens bedste idé, fordi der i begrebet ligger selve tanken om, at idéer kan ændre verden. Gennem rationaliteten gør vi verden til vores eget sted, men det betyder ikke, at vi har fuldkommen kontrol over verden,« siger Thomas Schwarz Wentzer.
Idéen om det rationelle menneske har beskæftiget filosoffer i tusinder af år. Den græske filosof Aristoteles beskrev blandt andet mennesket som ”animal rationale”, som betyder ”det rationelle dyr”. Rationaliteten blev altså anset som den afgørende forskel mellem mennesker og dyr.
Historisk set blev idéen om rationalitet derfor en opgave, som mennesket skal udføre. Vi har et rationelt potentiale, både personligt og socialt, som skal virkeliggøres. Det kan vi gøre ved for eksempel at uddanne os.
Men der er forskel på troen på, at man bør handle rationelt i nutiden, og troen på, at alle aspekter af vores liv kan udføres rationelt; vi kan ikke med sikkerhed forudsige, hvad der vil være rationelt flere år ude i fremtiden.
»Rationalitet kammer over, hvis man tror, at alt kan kontrolleres. Samfundet er ikke en maskine, som kan kontrolleres fuldstændigt, og det bliver ofte glemt især under politiske debatter. I forhold til mit eget job ved universitetet bliver det ofte glemte, at der ikke er tale om en virksomhed, men om forskning og dannelse,« siger Thomas Schwarz Wentzer.
Thomas Schwarz Wentzer kommer oprindeligt fra Tyskland og nævner, at han ikke kan undgå at tænke på, at det i år er 25 år siden, at Berlinmuren faldt.
»Berlinmurens fald er et meget stærkt symbol på rationalitetens dobbelte ansigt. Set med brillerne fra et totalitært regime er det uhyre effektivt og i denne forstand ”rationelt”, at bygge en mur for at sikre statens, altså den gamle DDRs, overlevelse. Men så sætter man systemet og bureaukratiets ratio højre end menneskerne og deres individuelle fornuft, og det rationelle bliver ufornuftigt og irrationelt. Det er slet ikke utænkeligt, at vi om 25 år vil se tilbage på episoder, som vi på nuværende tidspunkt ser som rationelle, og tale om dem som irrationelle,« siger Thomas Schwarz Wentzer.