Der er kommet en ny besked om Aula
Og Folketingets næste formand erkender en fejl.
Goddag
Her kommer dagens overblik over dansk politik.
- Luk Aula
- Frandsens fejl
- Ingen børneattester
Luk Aula
Tre moderate ministre går solo og kræver Aula lukket som reaktion på de ringe Pisa-resultater.
Det skal give lærerne bedre tid til at være lærere.
»Man har lavet et it-system, der suger så meget ilt ud af skolen og klasseværelset, at det er skadeligt for vores børns trivsel og læring,« siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) til Berlingske.
Læs den historie her.
Frandsens fejl
Henrik Frandsen (M), der står til at blive den nye formand for Folketinget, lægger sig ned i en boligsag, som TV 2 opruller i dag.
Essensen er, at Frandsen, der er tidligere landmand, afgav noget af sin jord, så den kunne blive beskyttet natur. For det fik han en kompensation.
Da han senere skulle sælge gård og jord, bad han Tønder Kommune om lov til at dyrke området igen. Det fik han lov til efter en dags sagsbehandling.
I den forbindelse gjorde han ikke opmærksom på den oprindelige aftale om beskyttet natur.
Som konsekvens steg værdien af jorden med omtrent en million kroner.
»Jeg burde have gjort Tønder Kommune opmærksom på den gamle aftale og den tinglysning, der lå på arealet,« siger Henrik Frandsen til TV 2 efter ellers at have afvist al kritik.
Læs den historie her.
Ingen børneattester
Der er fejl i Kriminalregisteret, så for tiden kan kommunerne ikke indhente børneattester og derfor ikke ansætte nye pædagoger.
»Den manglende udstedelse af børneattester påvirker direkte vores mulighed for at løse lovbundne opgaver og opretholde driften på børne- og ungeområdet,« skriver seks kommuner i et brev til justitsminister Nicolai Wammen (S).
Han skal mødes med Folketingets partier fredag.
Læs den historie her.
Hav en fortsat dejlig dag.
Venlig hilsen
Nikolaj Rytgaard
Politisk journalist