Et parti kyllinger tilbagekaldes - kan give diarré, mavesmerter og opkast
Kyllingerne er blevet solgt i Netto-butikker i det vestlige Danmark.
Fødevarevirksomheden Løgismose har tilbagekaldt et parti kyllinger, kyllingelår og kyllingebryst, oplyser Fødevarestyrelsen mandag.
Tilbagekaldelsen skyldes, at der er blevet fundet et for højt indhold af campylobacter-bakterier i prøver af kyllingerne.
Produkterne er blevet solgt i Netto-butikker vest for Storebælt.
Når indholdet af campylobacter-bakterier er for højt i kyllinger, kan det bl.a. resultere i en række mavegener.
»Hvis kødet mod forventning ikke gennemsteges, eller der sker krydsforurening til spiseklare fødevarer under tilberedningen, kan der opstå infektion med campylobacter. Symptomerne er bl.a. diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast,« skriver Fødevarestyrelsen på dets hjemmeside.
Der er konkret tale om kyllingerne med produktnavnene: Løgismose Kylling, Løgismose Kyllingelår og Løgismose Kyllingebryst - alle med sidste anvendelsesdato 21/09-17.
De forbrugere, som er i besiddelse af en eller flere af produkterne, og som evt. har nedfrosset dem pga. overskridelsen af sidste anvendelsesdato, bør ifølge Fødevarestyrelsen kassere dem.