Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Ulovlige jordbærboder afsløret

8 af 10 kontrollerede vejboder bryder loven, viser stikprøvekontrol.

Mange sælgere bryder loven, når de tilbyder jordbær, ærter og kartofler i boder på rastepladser og tankstationer.

Ved en kontrol langs de fynske landeveje sidste torsdag var 8 af 10 ikke registreret hos Fødevarestyrelsen og kunne ikke dokumentere, hvor deres varer kom fra, oplyser styrelsen.

Det er helt i orden at sælge frugt og grønt fra et havebord på en rasteplads, men sælgerne skal leve op til nogle minimumskrav
Lene Larsen, Fødevarestyrelsen

Tilsynsførerende Lene Larsen vurderer, at billedet vil være det samme andre steder i landet, og med de mange fynske overtrædelser vil Fødevarestyrelsen derfor sætte ind med flere kontrollen af vejboder, fortæller hun.

"Det er helt i orden at sælge frugt og grønt fra et havebord på en rasteplads, men sælgerne skal leve op til nogle minimumskrav af hensyn til fødevaresikkerheden. Når boderne ikke er registrerede, er der den ikke samme kontrol med fødevarerne, og det kan det betyde, at de er blevet avlet under uhygiejniske forhold eller med mange pesticider," siger hun.

Krav om registrering

Den tilsynsførende henviser til, at der ved salg fra vejboder, som ikke står på egen grund, er tale om en virksomhed. Derfor skal boderne registreres og kunne dokumentere, hvorfra varerne kommer.

Derimod kræver stalddørssalg af frugt og grønt fra egen avl og på egen grund som udgangspunkt ikke nogen registrering.

De otte afslørede virksomheder har fået en indskærpelse af reglerne og risikerer en bøde, hvis ikke de retter op på forholdene.

Skat og kommunerne var i med på kontrolbesøgene, og ifølge Lene Larsen blev der også afsløret sort arbejde samt sælgere, der arbejdede, mens de var på overførselsindkomst.