Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

De forstoppede danske skolebørn

14 pct. af de danske skolebørn i de små klasser har forstoppelse. Det viser en ny undersøgelse.

Når man skal, så skal man.

Men det er ikke alle børn, der lytter til kroppen, når den kalder på et toiletbesøg.

7,5 pct. af de danske skoleelever lider af forstoppelse. Især de mindste klasser er ramt af "hårde maver". Her har hele 14 pct af børnene, der går i 0. til 2. klasse, forstoppelse. Og mange af dem har det helt uden, at der bliver gjort noget ved det.

"Alle de børn, som vi har fundet frem til havde forstoppelse, er ikke nødvendigvis blevet henvist til nogen behandling eller har været ved egen læge. Der er mange, som tænker, at det er normalt at gå og have hård mave. Men det er det altså ikke," fortæller lægestuderende Astrid Skov Midtiby til Jyllands-Posten.

Hun har netop afsluttet et projekt, hvor hun har undersøgt forstoppelse blandt danske skolebørn. Det er den første undersøgelse af sin slags i Danmark.

"Baggrunden for det er, at der er mange børn, der bliver henvist til undersøgelse for forstoppelse på børneafdelingen. Men vi ved ikke, hvor mange det egentlig drejer sig om, og hvor mange, der er forstoppede. Så det var tiden inde til at finde ud af," siger Astrid Skov Midtiby.

Hun gennemførte undersøgelsen i efteråret 2014 fra Sygehus Lillebælts Børneafdeling i Kolding. Der blev sendt spørgeskemaer ud blandt 2.000 skolebørn i Kolding. Det skulle gøre børneafdelingen klogere på hyppigheden af forstoppelse blandt eleverne. Der kom 601 besvarelser tilbage, og blandt dem var der 160 børn, som viste symptomer på forstoppelse.

"Alle de børn, hvor vi var i tvivl, om der var tale om forstoppelse eller ej, inviterede vi til en undersøgelse og scanning. På den måde kunne vi være helt sikker på, hvilken gruppen barnet hørte under," fortæller Astrid Skov Midtiby.

"Vi havde en fornemmelse af, at børnene havde et problem med maven, men det er da flere, end vi havde forventet. Det er mange børn. Især når vi ved, at forstoppelse er en tilstand, som vi rimelig let kan gøre noget ved," siger børnelæge Line Modin, der har gennemført undersøgelsen sammen med Astrid Skov Midtiby.

Kig i toilettet og interesser jer for jeres børns toiletvaner
Line Modin, Børnelæge på Sygehus Lillebælt i Kolding

En af årsagerne til, at der er så mange skolebørn med forstoppelse i Danmark, er ifølge børnelægen, at der simpelthen ikke bliver talt nok om børnenes afførring hjemme i stuerne.

"Der er mange forældre, der ikke ved, hvor ofte deres barn er på toilettet, og hvordan afføringen ser ud. Børnene kommer ind på afdelingen med mave- og afføringsproblemer uden forældrene egentlig havde set det komme," fortæller børnelægen.

Astrid Skov Midtiby fortæller, at der også er en anden mulig årsag til forstoppelsen hos børnene.

"Hver femte af de børn, der havde forstoppelse fortalte, at de ikke brugte skolens toilet. 40 pct. af dem synes, at toilettet var for ulækkert," fortæller hun.

Børnelæge Line Modin er ikke tvivl om, at der skal ændres på nogle procedurer i forhold til egen læge og skolesygeplejersken, så de ved, hvad de skal gøre og undersøge for.

Men også forældrene skal være mere opmærksomme på deres barns vaner.

"Børnene har en tendens til at gå og holde sig. Måske har barnet haft en ubehagelig oplevelse med hård afføring eller ulækre toiletter, og så er det egentlig bare gået skævt fra starten af," siger Line Modin og slår fast, at det vigtigt at lære børnene, at de skal lytte til deres krop og få gode toiletvaner helt fra starten af.

Børnelægen har to klare råd til forældrene:

"Kig i toilettet og interesser jer for jeres børns toiletvaner."

Hun fortæller, at det er meget vigtigt, at forældrene lærer deres børn, at de skal kigge i toilettet efter de har haft afføring. Nede i vandet i kummen skal der ikke svømme en knoldet pølse rundt. Men i stedet skal afføringen være lind.

Derudover fortæller Line Modin, at man som forældre skal holde øje med, hvor ofte ens barn har afføring.

"Hvis man kun kommer af med noget en eller færre gange om ugen, så er det et problem. Barnet skal helst have afføring en til tre gange dagligt, hvor det ikke gør ondt eller lugter helt forfærdeligt. Selvfølgelig er der dage, hvor man kommer af med mere end andre, men bare vær opmærksom," fortæller hun.