Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Styrelse kendte til babydød i tre år

Lægemiddelstyrelsen kendte til 48 tilfælde af bivirkninger af antidepressiv medicin.

Kilde: Ekstra Bladet

Siden 2007 har mindst 48 indberetninger om alvorlige bivirkninger hos spædbørn som følge af mødrenes brug af de såkaldte lykkepiller ligget hos Lægemiddelstyrelsen - men Styrelsen fortalte først lægerne og offentligheden om dem i 2011, skriver Ekstra Bladet.

Fortielsen afsløres af en undersøgelse fra 2010, hvor to forskere fik udtræk fra Lægemiddelstyrelsen egen bivirkningsdatabase, der i perioden fra 1998 til 2007 viser, at det har været 48 indberetninger om alvorlige bivirkninger - herunder misdannelser og to tilfælde af dødsfald hos spædbørn .

48 kendte tilfælde

Men selv om Lægemiddelstyrelsen altså allerede i 2007 kendte til de 48 tilfælde, blev læger og offentligheden ikke informeret om det. Det skete først i februar 2011.

Og det undrer Lektor Lise Aagaard fra fra Institut for Farmakologi og Farmakoterapi ved Københavns Universitet, der var med til at lave undersøgelsen.

- De har jo haft de data i deres system i alt den tid og derfor burde de have reageret på det, siger hun.

Kritikken afvises

Chef for Lægemiddelgodkendelse i Lægemiddelstyrelsen, overlæge Steffen Thirstrup, mener ikke at, det er problematisk, at styrelsen venter flere år med at offentliggøre de danske sager.

- Lægerne skal ikke lade sig styre af om, der er danske tilfælde eller ej. De skal vurdere ud fra produktinformationen og europæiske resultater, der baserer sig på et stort data grundlag, hvor der bliver advaret om alvorlige bivirkninger.

Læs også: Myndigheder overhørte advarsler om babydød