Plejehjem lagde en plan - nu har infektionssygdom været væk i et år
Antibiotikaforbruget er blevet nedsat i plejehjem på Falster, og Statens Serum Institut er begejstrede.
I et helt år har de ældre på Plejecenter Præstemarken i Guldborgsund Kommune ikke lidt af en urinvejsinfektion.
Det skriver TV 2 Øst.
Før i tiden var det ellers almindeligt forekommende, men efter en handleplan blev sat i værk har man med ændrede rutiner og et minimalt budget ændret på dette.
Sådan et projekt koster ingenting i forhold til, hvad det koster at få indlagt en borger på sygehuset, så de penge er hurtigt tjent indMarlene Lundemand, hygiejnesygeplejerske i Guldborgsund Kommune
Startskuddet var Statens Serums Instituts medvirken i en europæisk undersøgelse af antibiotikaforbrug.
Den undersøgelse kom frem til, at det i gennemsnit var 4,9 pct. af de plejehjemsboende ældre i Europa, der fik antibiotika på dagen, hvor undersøgelsen blev gennemført. I Danmark lå tallet på over det dobbelte: 10,5.
Marlene Lundemand er hygiejnesygeplejerske i Guldborgsund Kommune, og hun var med til at udføre den europæiske undersøgelse i sin kommune.
Da hun fik resultaterne i hånden for Plejecenter Præstemarken, fandt hun frem til, at man der oplevede en del flere urinvejsinfektioner end på landsplan.
Det fik hende og personalet på plejecenteret, som huser mange demente beboere, til at skride til handling.
Målet blev at nå op på 100 dage uden urinvejsinfektioner og dermed nedsætte antibiotikaforbruget.
Nu er man dog nået helt op på et år uden infektioner, og resultaterne vækker begejstring i Statens Serum Institut.
»Vi er meget begejstrede for projektet, for det medfører, at forbruget af antibiotika er blevet reduceret. Vi ved, at jo mere antibiotika, der bruges, jo større er risikoen for, at bakterier udvikler resistens. Til sidst risikerer vi at have det problem, at vi ikke har en effektivt antibiotika, og man risikerer at kunne dø af en simpel urinvejsinfektion, fordi man ikke kan behandle den,« siger Christian Stab Jensen, akademisk medarbejder og ph.d. i Central Enhed for Infektionshygiejne på Statens Serum Institut til TV 2 Øst.
Marlene Lundemand fortæller, at resultaterne er blevet opnået med simple midler såsom faste toilettider og bleskift og et generelt fokus på bedre hygiejne. Man er også blevet bedre til at få de ældre til at indtage mindst 1,5 liter væske om dagen - det er blandt andet sket ved at servere chips, som er salte og dermed giver tørst.
Resultaterne er først og fremmest drevet frem af personalet på stedet, og der er kun blevet brugt 5.000 kr. til uddannelse af personale og indkøb af småting.
»Vi har købt nogle få ting, vi kørte i Jysk og købte en ordentlig stak håndklæder til tre kroner stykket. Men sådan et projekt koster ingenting i forhold til, hvad det koster at få indlagt en borger på sygehuset, så de penge er hurtigt tjent ind,« siger Marlene Lundemand til TV 2 Øst.