Fortsæt til indhold
Indland

Regler skal ses efter: Plejehjem ville kun give 98-årig kvinde én rød sodavand om dagen

Det lyder mærkeligt, siger ledende politiker i Kolding, som nu vil give reglerne for kost og drikke på plejehjem et eftersyn.

Ann Beckers 98-årige mor boede på plejehjem frem til sin nylige død. Hun vejede efter datterens vurdering 40-45 kilo, spiste »som en fugl« og blev mod enden også ramt af lungebetændelse.

Hun havde dog stadig en lyst til rød sodavand. Sådan nogle ville plejehjemmet dog kun give hende én af om dagen, selvom hun troligt betalte 3.500 kr om måneden for kost og drikke.

Denne historie har Jydske Vestkysten skrevet om tidligere, og torsdag er der så nyt i sagen.

For der må være tale om en fejl fra det privatdrevne plejecenter, Vonsildhave, som Ann Beckers mor boede på. Det mener seniorudvalgsformand i Kolding Kommune Søren Rasmussen (DF) i hvert fald.

Han har nemlig aldrig hørt om, at kommunen har indført regler om maksimalt en sodavand om dagen.

Men kommunen har faktisk en vedtaget politik på området, som foreskriver, at man på plejehjem kun »tilbyder én drik med kapsel om dagen.«

Det er denne standard, som man i Vonsildhave siger til Jydske Vestkysten, at man blot har rettet sig efter. Og det er altså derfor, at Ann Becker selv måtte hjælpe sin mor med at købe rød sodavand.

»Da hun fik lungebetændelse for nylig, bad personalet mig købe nogle røde sodavand til hende. ”Du vil da ikke sige, at min mor, som spiser som en fugl, og som betaler 3500 kroner om måneden for kosten på Vonsildhave, ikke kan få den sodavand hun vil have?”, svarede jeg. Men nej, det kunne hun ikke,« har Ann Becker fortalt Jydske Vestkysten.

Søren Rasmussen holder dog fast i, at der må være tale om en misforståelse. Han tror nemlig, at reglen handler om øl og andre alkoholiske drikke - ikke sodavand.

Men for at være på den sikre side lover han, at man nu vil kigge reglen efter.

»Jeg kan kun sige, at hvis vi har en regel, som kan tolkes sådan, at vores plejehjemsbeboere kun må få én sodavand i døgnet, så skal den laves om,« siger Søren Rasmussen til Jydske Vestkysten.