Studie: Svangerskabsforgiftning kan øge risikoen for demens
Op mod 3 pct. af alle gravide kvinder bliver ramt af svangerskabsforgiftning, som tilsyneladende også kan få konsekvenser senere i livet, viser nyt studie.
Hovedpine, svimmelhed, synsforstyrrelser, kvalme, vand i kroppen og forhøjet blodtryk.
Symptomerne på alvorlig svangerskabsforgiftning kan være slemme nok, og i værste fald kan det være livsfarligt for både mor og barn.
Men nu viser et nyt studie, at svangerskabsforgiftningen også kan give følger langt ind i livet. Forskere på Statens Serum Institut (SSI) har således fundet en mulig sammenhæng mellem svangerskabsforgiftning og demens. Resultatet er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift British Medical Journal.
Af de næsten 1,2 mio. kvinder havde 58.410 haft svangerskabsforgiftning. Og af dem havde 113 senere udviklet demens.
Studiet omfatter 1.178.005 eller knap 1,2 mio. gravide kvinder i perioden 1975 til 2015. Alle har de gennemført mindst én graviditet ud over uge 20. Disse data er blevet sammenholdt med tal fra Landspatientregisteret.
Forhøjet blodtryk
»Af de næsten 1,2 mio. kvinder havde 58.410 haft svangerskabsforgiftning. Og af dem havde 113 senere udviklet demens. Hvis man sammenligner de tal med tal for gravide kvinder, der ikke har haft svangerskabsforgiftning, så viser de, at svangerskabsforgiftning forøger risikoen for at få demens med op til fire gange,« udtaler seniorforsker Heather Boyd fra SSI’s afdeling for epidemiologisk forskning.
Mellem 2 og 3 pct. af alle gravide kvinder bliver ramt af svangerskabsforgiftning, hvor kvinden får forhøjet blodtryk og æggehvidestoffer i urinen. Særligt overvægtige, nyrepatienter og kvinder med diabetes har forhøjet risiko for at blive ramt af tilstanden, som man endnu ikke kender den præcise årsag til.
Heather Boyd forklarer, at man i studiet har taget højde for faktorer som slagtilfælde eller hjerte-kar-sygdomme, der kan påvirke tallene, men:
»Måske er der en faktor, vi endnu ikke kender, som både giver disse kvinder svangerskabsforgiftning og fører til demens. Det er det, vi nu skal kigge på.«
Kvinder, som har haft svangerskabsforgiftning, har i øvrigt øget risiko for at få permanent forhøjet blodtryk samt hjerte-kar-sygdomme senere i livet.