Svangerskabsforgiftning forhøjer risiko for børneastma
Hvis mor har svangerskabsforgiftning under graviditeten, øges barnets risiko for at få astma, viser ny dansk forskning.
Ny dansk forskning peger for første gang på, at en svangerskabsforgiftning under graviditeten øger risikoen for, at barnet får astma senere i livet. Det skriver Videnskab.dk.
Fundet er det seneste i en lang række fra Dansk BørneAstma Center, som viser, at astma starter meget tidligt i livet og formentlig skyldes blandt andet miljøet i moderens mave.
»Resultatet er i sig selv simpelt, men alligevel ret opsigtsvækkende, da det peger på, at sygdomsprocessen, som leder til astma, er i gang, allerede inden barnet bliver født,« fortæller en af forskerne bag, professor og overlæge Hans Bisgaard fra Dansk BørneAstma Center på Herlev og Gentofte Hospital samt Københavns Universitet.
»Det falder godt i tråd med vores generelle hypotese om, at en lang række kroniske sygdomme starter meget tidligt i livet, og det derfor er her, man skal sætte ind, hvis man vil forebygge dem,« fortsætter han.
Studiet er for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine.
Læs også: Hyppig sex kan forhindre svangerskabsforgiftning
Resultater dobbelttjekket
I det nye studie har forskerne undersøgt astma, allergi og eksem blandt en gruppe på 411 danske børn (den såkaldte COPSAC-kohorte).
De har derefter sammenlignet tilfældene med, hvorvidt børnenes mor havde haft en svangerskabsforgiftning under graviditeten.
Forskerne fandt, at børn af mødre med svangerskabsforgiftning havde:
- øget risiko for at være i astmabehandling
- øget risiko for at have påvirket lungefunktion ved syv års- alderen
- havde forhøjet risiko for allergi i barndommen
Læs også: Astma starter allerede i mors mave
Efterfølgende gentog forskerne deres undersøgelse i Landspatientregistret, der dækker hele den danske børnepopulation (1,7 millioner børn), og også her kunne de se, at der var en klar sammenhæng mellem svangerskabsforgiftning og risikoen for, at barnet havde astma, allergi og eksem.
Årsagen kendes ikke
Det kan dog være svært at komme med endelige konklusioner på baggrund af det nye studie, da astma opstår i et komplekst samspil mellem gener og miljø, forklarer Grethe Elholm er postdoc ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. Hun forsker selv i de bagvedliggende årsager, der kan give astma, men hun har ikke deltaget i det nye studie.
»Spørgsmålet er selvfølgelig så, om svangerskabsforgiftning giver barnet astma, eller om noget helt tredje giver både moren svangerskabsforgiftning og barnet astma. Der er en sammenhæng, men hvordan den sammenhæng ser ud, kan være svær at sige,« siger Grethe Elholm.