EU-politikere opfordrer til opgør med brug-og-smid-væk
Der skal være muligt at skifte komponenter ud og få reservedele til de ting, vi køber, så de holder længere.
En printer indstillet til kun at holde i fire år. Eller en mobiltelefon, der efter to år ikke holder batteri.
De fleste kender til produkter med kort levetid, der hurtigt får os til at investere på ny.
Det er et forbrugermønster, som politikere i EU vil til livs, og som de mandag aften diskuterer i EU-Parlamentet, hvor den danske EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S) også deltager.
- Vi vil gerne gøre op med det her med, at vores produkter har en meget kort levetid, og nogle gange endda en kunstig kort levetid, siger hun.
Blandt politikerne er der enighed om at opfordre EU-Kommissionen til at igangsætte en række frivillige initiativer.
Heriblandt er en mærkning af varer, så forbrugerne kan få en idé om, hvor længe deres køb holder.
- Vi skal væk fra brug-og-smid-væk-mentaliteten, så forbrugerne forhåbentligt kan gå efter det, der holder længere, siger Schaldemose.
Foruden opfordringen til EU-Kommissionen om en frivillig mærkningsordning, er EU-parlamentarikerne også enige om at opfordre nationalstaterne til at gøre mere for at presse på for at ændre forbrugermønstrene.
For eksempel skal producenter presses af landene til at gøre det nemmere at udskifte slidte komponenter i elektronik. En anden mulighed er at fjerne moms på visse reparationer, som tilfældet er i Sverige.
Tiltagene skal gå hånd i hånd med en miljøvenlig produkttilgang og fremme en social bæredygtig produktion, lyder det i parlamentet.
- Idéen er, at vi skal arbejde sammen om at lave en ny funktionel økonomi, hvor vi ikke længere vil smide ting ud hele tiden. Vi må lave en gemme- og reparationsøkonomi, lyder det fra ordfører Pascal Durand fra den grønne gruppe.
Ikke alle er dog tilhængere af forslagene. Den største gruppe i parlamentet, den konservative EPP-gruppe, har således været imod at stille krav til producenterne.
Derfor er det frivillige tiltag, som parlamentarikerne skal stemme om. Tiltagene ventes at blive vedtaget tirsdag.
/ritzau/