Årets bedste forstærkere og receivere: Nu er de blevet moderne
Forstærkerne har fulgt med tiden, og mange af dem kan nu sluttes til trådløse multirumssystemer. Det gælder også dem med surround-sound.
Mens verden blev stadig mere trådløs – også når det gælder højttalere – haltede forstærkerne bagefter. Forstærkerproducenterne henvendte sig til gammeldags lyd-entusiaster, mens andre måtte betjene mere moderne mennesker.
Det var før. Nu er forstærkerne også blevet fremtidsrettede. Digitale indgange er blevet almindeligt, og mange kan betjenes fra mobilen, streame musik direkte fra internettet og desuden kobles trådløst til et multirums musiksystem. Dermed får man superfed lyd i stuen, mens lyden forlænges trådløst til andre rum i huset.
Streaming
Trådløs lydafspilning er nærmest blevet en forudsætning for mange. Musik-streaming begyndte for alvor med Spotify, der nu har fået konkurrence fra bl.a. Tidal og Apple Music.
Mange forstærkere har streaming indbygget i form af enten Ethernet-tilslutning til husets netforbindelse eller trådløst til hjemmets Wi-Fi-netværk. Små streaming-enheder som Apple TV eller Chromecast løser problemet for dem, hvis forstærker ikke understøtter streaming. Men flere og flere forstærkere kommer med det indbygget, og priserne starter omkring 3.000 kroner for en trådløs forstærker.
Det indebærer også, at man må stille større krav til brugervenligheden. For hvad er pointen med en forstærker, der i teorien kan alt, hvis man ikke kan finde ud af at bruge den?
På brugervenlighed er det Sonos Connect:Amp, der sætter standarden, men du vil bemærke, at den ikke er med i årets kavalkade. Det er, fordi den er blevet overgået i lydkvaliteten af konkurrenter fra bl.a. Bluesound og HEOS.
High-end forstærkere
Ligesom tidligere har vi også taget en håndfuld high-end forstærkere med – forstærkere, der er lavet til at løfte lydoplevelserne til de ypperste højder. Og der er ingen af dem, der ikke har digitale indgange. Selv rørforstærkeren fra Audio Research har digitalindgange bagpå, mens den kæmpestore Gryphon Diablo tilbyder det som ekstraudstyr.
Alle opgivne priser er baseret på gennemsnitlige markedspriser pr. oktober 2016.
Årets bedste surround-receiver
Stadig konge af hjemmebiografen
RX-V781 har mere kraftoverskud end konkurrenterne. Dialogerne er mere massive, der er mere kontrol over lydeffekter som skud og eksplosioner, og hvor nogle af konkurrenterne har en tendens til krasse dialoger, får stemmer en blødere og varmere behandling her. Filmmusikken bliver også større, våben brager højere – alting lyder i det hele taget federe end på konkurrenterne i prisklassen.
Årets bedste trådløse forstærker
Multirum med heftig lyd
Udbuddet af musiktjenester er godt, bl.a. med både Spotify og Tidal, og man kan også afspille højopløste 24 bit musikfiler fra USB-harddisk eller netværk. Bluetooth er rart, og tv’et kan tilsluttes via optisk indgang.
Hvad lyden angår, er denne type produkter normalt ikke forvænt med topkvalitet, og slet ikke når vi taler kræfter. Men her brillerer Bluesound-forstærkeren med et seriøst fundament og tyngde bag såvel stortrommer som klavertoner og guitarspil
Årets bedste forstæker, topklasse
Musik på første klasse
Denne forstærker fra Yamaha er en mester i at grave musikalske detaljer frem, men kræver sit af det tilhørende udstyr.
Yamaha tegner et mægtigt lydbillede op fuld af dybde og detaljer, og med større nærvær og engagement end konkurrenterne i prisklassen. Men manglen på digitale indgange gør, at man skal have en førsteklasses signalkilde og/eller DAC for at udnytte forstærkerens potentiale, hvilket forøger prisen.
“Jeg er nu ikke i tvivl. Hvis jeg skulle bruge mine egne penge på en af de her forstærkere, skulle det være Yamaha,” siger redaktøren.
Årets high end-forstærker
Djævelsk god
Det er ikke underligt, at danske Gryphon kalder deres største integrerede forstærker Diablo. Det er et massivt rovdyr på hele 38 kilo, der skovler 300 watt ud med samme lynhurtige kraft som en Formel 1 motor. Et gedigent kraftværk med evnen til at sparke liv i selv de kedeligste højttalere.
Selv uden den indbyggede DAC er Gryphon Diablo 300 et af de bedste køb for dem, der leder efter den ultimative forstærker. Den, der skal kunne spille i 20 år og tackle alt. Den er ikke billig, men de bedste ting i livet er enten gratis eller meget dyre. Der er ingen mellemvej.
Se den fulde test af årets forstærkere og receivere hos Lyd & Billede