Årets bedste hovedtelefoner: Dette er guldalderen!
Hovedtelefonkøberne har aldrig haft et så stort og kvalificeret udvalg som netop nu. Der er noget for enhver smag, ethvert behov og enhver pengepung.
Hovedtelefoner oplever i disse år et bonanza – en gold rush. Aldrig har der været et så stort udvalg af hovedtelefoner til så mange særlige formål og fra så mange leverandører. Klassiske hi-fi-producenter kappes med kendis-rappere om forbrugerens gunst. Det er næsten alt for meget, når man tænker på, at vi hver især kun har to ører at stille til rådighed til formålet. Men selv om den eksplosive vækst har stået på flere år i træk, ser markedet fortsat ud til at være umætteligt.
En del af forklaringen på, at der kan sælges stadig flere hovedtelefoner, er specialisering. Man kan finde hørebøffer til stadig mere specialiserede anvendelser. Det kan ligne et smart forretningstrick – og er det måske også. Men den gode side af det er, at det bliver muligt for os at nyde vores musik på steder og i situationer, hvor det ikke før har været det.
Til seriøs hjemmebrug
Selv om de har fået adskillige mindre søskende, er de klassiske hi-fi-hovedtelefoner til hjemmebrug stadig familiens overhoved. Og heller ikke her står udviklingen stille. Tværtimod rykkes grænserne hele tiden for, hvor god lyd det er muligt at sætte på hovedet. Hvis tegnebogen rækker, kan du finde high-end hovetelefoner til mange tusind kroner. Det kan ligne overkill, men de bedste hovedtelefoner belønner dig til gengæld med en musikgengivelse, der ville koste det mangedobbelte, hvis den skulle opnås over højttalere.
Freden er dyrekøbt
Et andet område, hvor der sker utrolig stor udvikling, er inden for støjreducerende hovedtelefoner. Det er den teknisk mest avancerede kategori, hvor udefrakommende støj fjernes ved hjælp af aktiv elektronik. En eller flere mikrofoner opfanger støjen, som efter rensning og digital behandling tilsættes i modfase til lyden i hovedtelefonerne – med det resultat, at det meste af støjen udfases og forsvinder.
Hvis du rejser meget, er hovedtelefoner med støjreduktion en næsten uundværlig del af håndbagagen.
Meget for lidt
Man behøver dog ikke at betale det hvide ud af øjnene for at få ørerne fyldt med vellyd. Takket være hård konkurrence kan man komme langt for få penge. Vi har i årets løb testet en række overordentlig prisrimelige hovedtelefoner, og det er faktisk let at finde god lyd til under tusind kroner. Især hvis du kan “nøjes” med en traditionel, kablet model.
Lige i øret
En anden kategori, hvor der sker virkelig meget, er in-ear høretelefoner, bedre kendt som hørepropper. Altså de helt små hovedtelefoner, der sidder inde i øregangen.
In-ear høretelefoner er andet og mere end det æskefyld, der følger med, når man køber en dyrere smartphone. Man kan få rigtig god – og ikke mindst transportvenlig – lyd med et par hørepropper. Da driveren (højttaler-enheden) i et par hørepropper er få millimeter i diameter, er evnerne i bassen begrænsede.
Din personlige træningsmakker
En særlig variant af in-ear hovedtelefoner er træningshovedtelefonerne, der – som navnet antyder – er konstrueret specielt til at hjælpe motionister. Træningshovedtelefoner udmærker sig ved at være mere robuste, så de kan tåle en hårdere behandling, og er desuden svedtætte. Endelig er de normalt udstyret med en ørebøjle eller lignende for at holde dem stabilt på plads. Ud over at levere lydtapet til besøget i fitnesscenteret eller den daglige løbetur kan træningshovedtelefoner være udstyret med ekstra elektronik som puls- og skridtmålere, der kan opsamle data til trænings-apps.
Årets bedste hørepropper, træning
Ny triumf for Jaybird
X2 lyder bedst af alle sportshørepropperne, men kan være lidt bøvlede at få på plads.
Det er kedeligt at træne uden musik. Og almindelige hovedtelefoner bliver sjældent siddende særlig længe, når man først begynder at bevæge sig. Hvad enten det er ude på joggingruten eller på fitnesscenterets løbebånd.
Sidste års vinder, Bluebuds X, er tilbage i form af de opdaterede X2. Den eneste synlige forskel er, at de har fået en flottere mat finish og nu fås i flere farver.
Med den opdaterede model X2 fortsætter Jaybird med at levere sportshøretelefoner i topklasse. Lydkvaliteten er stadig den bedste i kategorien og så god, at man sagtens kan have dem som sine eneste høretelefoner.
De kan bæres på to forskellige måder, og der følger nu endnu flere øredutter med, så man kan få perfekt pasform. At finde den rigtige kombination, så de sidder godt, kan være frustrerende. Men hvis man ikke giver op, belønnes man med behagelige og vellydende høretelefoner, der gør træningen sjovere.
Årets bedste hørepropper
Klokkeklart til kræsne ører
I højere prisklasser forventer man bedre lyd, og det får man så afgjort her.
Med helt specielle drivere samt unikke løsninger, der giver lytteren mulighed for selv at bestemme klangbalancen, er disse stålpropper fra skotske RHA nogle af de bedste hørepropper, vi har hørt i lang tid.
Bassen er hele tiden stram, men bliver varmere og mere fyldig efterhånden. Mellemtonen bliver også mere poleret, med færre sch-lyde, hvor man helst skal høre klare s-lyde – f.eks. på kvindevokaler – og detaljer og nuancer kommer tydeligere frem.
Hvis man er villig til at lægge lidt ekstra for et par rigtig gode hørepropper, er RHA T20 et glimrende valg. At man kan tilpasse lyden til sin egen smag, er praktisk, og hvis man kan lide glasklar lyd med stram dynamisk kontrol, er disse solide stålpropper noget af det bedste til under 2.500 kroner.
Årets bedste hovedtelefoner, budgetklasse
Stor lyd i matchende farver
Sonys kulørte hovedtelefoner tager alle stikkene hjem.
At få god musik i ørerne på den daglige pendlertur, på ferien eller hjemme i sofaen behøver ikke at koste en formue. Det er Sony MDR-100AAP et fremragende eksempel på. De har hverken finesser som Lightning-stik, Bluetooth eller aktiv støjreduktion – pengene er først og fremmest gået til god lyd.
MDR-100AAP sælges også under navnet h.ear on, hvilket fejlagtigt kan give det indtryk, at der er tale om en on-ear model. I virkeligheden er de fuldvoksne over-ear hørebøffer, omend de ikke er større end on-ear modellerne fra Philips og Pioneer.
Sony MDR-100AAP er et rigtig godt køb. Her får man lyd, der er en klasse over de fleste andre billige hovedtelefoner, og samtidig en bærekomfort, der gør det muligt at nyde hi-fi i mange timer i træk – både derhjemme og på farten.
Årets bedste støjreducerende hovedtelefoner
Trådløs magi
Markedets bedste støjreducerende hovedtelefoner er endelig blevet trådløse. Resultatet er ren magi.
Når det gælder effektiv støjreduktion og en komfort, der får resten til at virke som hårdkogte grisefødder, er der ingen over eller ved siden af Bose QuietComfort 25. Og i det forgangne år valgte de endelig at droppe ledningen og præsentere QuietComfort 35.
Lyden er rigtig god og opleves meget ligesom på QuietComfort 25 – ja, faktisk lidt bedre trods det komprimerede Bluetooth-signal.
Den trådløse forbindelse til mobilen er superstabil, og batterikapaciteten er på imponerende 20 timer trådløst og 40 timer med kabel i støjreducerende tilstand.
Der findes hovedtelefoner med endnu bedre opløsning i overtonerne, og under perfekte forhold vil f.eks. Sony MDR-1000X give bedre lyd. Men alle, der er på farten, vil foretrække de lettere og mere komfortable QC35. Temmelig tæt på perfektion, kort sagt!
Årets bedste hovedtelefoner, high-end
De allerbedste hørebøffer
Beyerdynamic jorder alle andre transportable hovedtelefoner, vi har hørt.
Musikken gengives med virkelig luftige og udstrakte overtoner, så bækkener lyder spejlblankt, og violiner høres med deres komplekse tonestrukturer.
Det er virkelig imponerende, så godt T 5 p lyder sammen med mobilen. Men der bor selvsagt mere kvalitet i dem end som så. En high-end afspiller som Pioneer XTP-100R får virkelig hovedtelefonerne til at blomstre og tegner et stort, finkornet og yderst fokuseret lydbillede op. Og fordi driverne sidder lidt foran ørerne, vinklet bagud, får man mere indtryk af, at lyden kommer forfra, end med hovedtelefoner, hvor driverne sidder direkte uden på ørerne og spiller lige ind i dem.
Det her er High-end med stor H og de bedste hovedtelefoner til bærbart udstyr, vi kender.
Læs den fulde test af årets hovedtelefoner på Lyd & Billede