Fortsæt til indhold
Digitalt

Test: LG 360 VR vs. Samsung Gear VR - Med mobilen i den virtuelle virkelighed

Vi har kigget på to VR-oplevelser, du kan få med din smartphone.

Peter Gotschalk, Lyd & Billede

VR-bølgen er over os, og firmaer fra nær og fjern har travlt med at få netop deres Virtual Reality-løsning ud til forbrugerne.

Det interessante er, at udgangspunktet er forskelligt fra løsning til løsning. Oculus Rift og HTC Vive skal begge tilsluttes kraftige pc’er for at kunne køre, mens Playstation VR fra Sony vil få brug for en Playstation 4 for at fungere, når produktet lander i butikkerne til efteråret.

Men der er også løsninger derude, som kun kræver en mobiltelefon for at fungere. De er billigere end de tunge produkter fra Sony, Oculus og HTC, men om oplevelsen også er derefter, det har vi sat os for at teste.

Jeg har derfor brugt et par dage på at afprøve 360 VR fra LG, som skal bruge en LG G5 for at fungere, samt Samsung Gear VR, der virker sammen med en række Galaxy-modeller, herunder Galaxy S7 og S7 edge. Min vurdering kan du læse nedenfor.

LG 360 VR - Det må være en vittighed

Mest elendige VR-oplevelse nogensinde!

Virtual-reality headset

LG 360 VR

LG

Plus:

Du kan bruge mobilskærmen som touchpad, og så er 360 VR mindre og lettere end konkurrenterne.

Minus:

Dobbelt så dyrt som Samsung Gear VR, men med elendig billedkvalitet, stort lysindtag, der forstyrrer VR-oplevelsen, håbløst produktdesign og stort set intet indhold. Og kan i øvrigt udelukkende bruges med en LG G5.

Fakta:

  • Sensorer: Accelerometer, gyrosensor, nærhedssensor
  • Skærm: 2 x 1,88” IPS LCD (960 x 720)
  • Mål: 164,07 x 185,61 x 45,9 mm
  • Vægt: 134,3 g
  • Kompatibel med: LG G5
  • Pris: 1.725 kr.

Det er svært at sætte ord på, hvor ringe 360 VR fra LG faktisk er, men det er jo bl.a. det, jeg får min løn for, så jeg må hellere prøve.

Præcis som Samsung Gear VR er LG 360 VR designet til at virke sammen med din smartphone. Men i dette tilfælde er din smartphone nødt til at være en LG G5, for 360 VR virker ikke sammen med nogen andre telefoner – ikke engang LG’s egne.

LÆS OGSÅ: Sommerens bedste mobiler til dig

I stedet for at montere mobilen i selve headsettet og derved bruge mobilskærmen som display, kommer 360 VR med indbygget display med to linser (en til hvert øje), mens din LG G5 forbindes med headsettet via et USB-C kabel.

Dermed er 360 VR også en del mindre og lettere end stort set alle andre VR-produkter på markedet, men det er ikke nogen ubetinget fordel. VR-brillerne er nemlig så smalle, at der slipper en masse lys fra den omgivende verden ind til din VR-oplevelse, og det papagtige hylster, som LG har monteret på indersiden af brillerne – den såkaldte lysblokering – hjælper ikke en disse. I stedet for at føle dig opslugt af den virtuelle virkelighed er oplevelsen med 360 VR snarere som at tale i en mobil, hvor signalet hele tiden falder ud.

Billedkvaliteten er heller ikke den skarpeste for at sige det mildt, og selv om du kan justere begge linser for at gøre billedet skarpere, så kan det kun lade sig gøre, hvis du fjerner førnævnte lysblokering. Ergo skal du finjustere billedet, mens det stort set er usynligt på grund af indtrængende lys, og bagefter skal du montere lysblokeringen igen, hvorved du risikerer at komme til at røre ved linserne og dermed ødelægge din finjustering. Hvordan det design nogensinde er blevet godkendt, er mig en gåde.

Mindre indhold for flere penge

Gear VR har Samsung udviklet i samarbejde med Oculus, og det er også sidstnævnte firma, der står for alt indholdet til Samsungs VR-univers. Der er masser af apps og oplevelser at vælge imellem. Med LG 360 VR er der stort set kun Youtube og så en app, der hedder Jaunt VR, som indeholder et begrænset antal 360 graders videoer.

LÆS OGSÅ: Hundedyrt og rålækkert fra Sonus Faber

Til gengæld koster 360 VR ca. det dobbelte af Gear VR. Det er jo genialt!

Konklusion

Jeg har følt mig MEGET fristet til at give 360 VR nul stjerner – eller kun én – som den samlede vurdering, men der er trods alt et par formildende omstændigheder, der gør, at jeg har bevæget mig helt op på to stjerner.

Det med at bruge mobilskærmen på LG G5 som touchpad er meget smart, og alt andet lige er 360 VR mere behagelig at bære i længere tid ad gangen end mange andre VR-briller.

Men hvis du spørger, om jeg på nogen måde vil råde dig til at købe 360 VR, så er svaret klart nej!

Samsung Gear VR - Stadig bedste VR til prisen

Kvalmen følger gratis med.

Virtual-reality headsetSamsung Gear VR

Samsung

Plus:

Teknologisk innovation og et fuldt fungerende VR-univers for små penge.

Minus:

Lav skærmopløsning, hovedpine og kvalme.

Fakta:

  • Sensorer: Accelerometer, gyrosensor, nærhedssensor
  • Mål: 92,6 x 201,9 x 116,4 mm
  • Vægt: 318 g
  • Kompatibel med: Samsung Galaxy S6, S6 edge, S6 edge+, S7, S7 edge, Note 5
  • Pris: 799 kr.

Det er ti minutter siden, at jeg tog Gear VR af hovedet, men fornemmelsen af kvalme sidder stadig i kroppen. Og jeg har ikke engang foretaget mig noget specielt gruopvækkende, for i modsætning til sidste gang, jeg testede Samsungs Gear VR-headset, har jeg ikke fået en spil-controller med i pakken, så rutsjebaneture i form af spil som Temple Run VR har jeg måttet undvære i denne omgang.

Ikke desto mindre skal man stadig have en stærk mave for at nyde oplevelsen med Samsung Gear VR, som jeg denne gang prøver i den færdige Consumer Edition, der kan købes for væsentlig færre penge end den såkaldte Innovator Edition – en slags betaversion af Gear VR, som vi havde på testbænken tilbage i december sidste år.

Brugeroplevelsen er nemlig præcis den samme, og det vil sige, at du med Samsung Gear VR får adgang til et lille univers bestående af primært Virtual Reality-spil og 360 graders videooplevelser, som kan købes eller downloades gratis fra Oculus’ app-butik, der er udviklet specielt til Samsungs mobiler. Gear VR er nemlig udviklet for Samsung af det Facebook-ejede firma Oculus, og headsettet skal bruges sammen med en Galaxy-smartphone, der både fungerer som skærm og computerenhed.

Præcis som tilfældet var med den tidligere Innovator Edition, sluttes mobilen til headsettet via Micro USB, hvorefter styringen sker ved hjælp af en touchpad og en tilbage-knap på headsettets højre side. Gennem brillernes særlige linse omdannes billedet på mobilskærmen til en Virtual Reality- eller 3D-verden.

I det virtuelle univers kan man dreje 360 grader rundt om sig selv, ligesom headsettet registrerer, hvordan hovedet bevæger sig, og hvor man kigger hen, men der er ikke tale om nogen “full room”-oplevelse, for produktet kan ikke registrere, om man fysisk bevæger sig rundt i rummet.

Innovator vs. Consumer

Forskellen på den nye og den gamle version af Gear VR handler alene om hardware. Innovator Edition var både større og tungere end den endelige udgave af produktet, som også understøtter flere Galaxy-modeller end forgængeren. Samsung Galaxy S6, S6 edge, S6 edge+, Note 5, S7 og S7 edge kan alle bruges med den nye forbrugerudgave af Gear VR, mens den tidligere version kun virkede sammen med de to førstnævnte mobiler.

LÆS OGSÅ: Endelig en rigtig Xperia igen

Designet er også mere raffineret, ligesom den nye udgave faktisk kan bruges af folk, der bærer briller.

Konklusion

Man betaler ikke det helt store for Samsung Gear VR, og desværre får man kun, hvad man betaler for. Ikke alle vil have den samme kvalmeoplevelse, men generelt er VR-oplevelsen ikke optimal, hvilket primært skyldes billedkvaliteten, som er uskarp og grovkornet.

Ingen af de førnævnte mobilmodeller har en skærmopløsning højere end 2K, og som jeg skrev i testen af Gear VR Innovator Edition, så har vi brug for højopløste små skærme – og hermed mener jeg minimum 4K-opløsning – for at den optiske oplevelse kan blive bedre end det grums, som Gear VR og beslægtede produkter udsætter os for.

Læs den fulde test hos Lyd & Billede