Kryptering af Facebook-beskeder øger brugernes sikkerhed
Politiet mener ikke, at kryptering af Facebook-beskeder bliver et problem for efterforskning af kriminalsager.
Politiet ser gerne mere kryptering i den digitale verden.
Det siger Kim Aarenstrup, som er centerchef for Rigspolitiets center for internetkriminalitet, Nationalt Cyber Crime Center.
- Det er kun godt, at der kommer mere kryptering, da det øger borgernes sikkerhed. Det hjælper til, at borgerne kan passe bedre på sig selv, siger centerchefen.
Udmeldingen kommer, efter at det sociale netværk Facebook har annonceret, at de i løbet af sommeren vil give brugerne af besked-applikationen Messenger mulighed for at kryptere deres kommunikation.
For Messenger-brugere vil det fremover være muligt at bestemme, at kun afsender og modtager kan læse de beskeder, de udveksler.
Spørgsmål: Giver det her tiltag ikke politiet nogle udfordringer i forhold til efterforskning af sager, hvis kriminelle krypterer deres kommunikation?
- Jo, det vil det selvfølgelig gøre i enkelte sager, men vi har andre metoder at gøre brug af i forhold til efterforskning, så jeg ser det slet ikke ikke som et stort problem, siger Kim Aarenstrup.
Den amerikanske teknologigigant Facebook oplyser, at funktionen vil få navnet "secret conversations" - hemmelige samtaler.
Facebook har tidligere på året lanceret krypteringen på WhatsApp - en anden beskedfunktion. Google, Apple og andre teknologivirksomheder har udviklet tilsvarende funktioner.
/ritzau/