Fortsæt til indhold
Digitalt

Test: Fire toughphones - Fire af de hårde drenge

Robuste telefoner til folk, der har brug for en smartphone, som kan være med overalt.

John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede

Robuste telefoner – også kaldet toughphones – er mobiltelefoner, der kan tåle ekstra hård belastning. Hvis du har et udendørs arbejde, er sådan en næsten uundværlig. Men også friluftsfolk og andre, der ikke har tid til at passe ekstra på elektronikken, kan være oplagte købere.

De første toughphones var simple basismobiler i hård indpakning. De kunne ringe, sende SMS’er og – på en god dag – tage billeder. Hvis det blev helt vildt, var der også GPS indbygget.

I takt med at uafbrudt netadgang er blevet en uundværlig del af livet, er der dukket robuste smartphones op. Vi testede et bundt af de tidligste modeller i Lyd & Billede #6 2014 og var dengang imponeret over deres slagfasthed – men ikke helt så meget af deres evner som telefoner, der haltede noget bagefter “civile” smartphones.

Siden da er der sket en del, og vi har set stadig stærkere toughphones. De fire modeller i denne test repræsenterer det nyeste inden for smartphones med hård skal. Hvordan den nye generation gebærder sig, kan du læse på de følgende sider, men vi kan allerede nu afsløre, at de samlet set er både hurtigere og mere elegante end forgængerne.

Sådan testede vi

Vi har – som vi plejer – prøvet telefonernes funktioner og brugervenlighed af i praksis. Og vi har pudset dem på vores batteri af benchmark-tests for at sætte sammenlignelige tal på ydelsen. Men når det gælder toughphones, er det selvfølgelig ikke tilstrækkeligt. Ud over vores normale testprocedurer er de derfor også blevet mishandlet efter noder.

Ud på det dybe

Tre af de fire måtte en tur i baljen. De er nemlig certificeret efter IP-standarden, der sætter mål på tætheden over for støv og vand (se boks). Runbo F1 og Samsung Galaxy Xcover 3 har certificeringen IP67, der betyder, at de skal kunne tåle at befinde sig på op til en meter dybt vand i mindst en halv time. I praksis blev testen udført i en vaskebalje, hvor telefonerne lå på bunden af vandet i 29 minutter.

CAT S40 fik dog lov til at være i blød i 59 minutter. Telefonen har mærkningen IP68, der giver mulighed for at udvide neddykningen i længere tid eller på større dybder. CAT opgiver her, at S40 kan modstå en meter vand i op til en time.

LG V10 er ikke certificeret vand- og støvtæt.

Faldtest

Mindst lige så vigtigt som tæthed er telefonernes evne til at modstå de knubs, som verden giver. Man behøver ikke nødvendigvis at have sin mobil liggende i værktøjskassen eller slå søm i med den – et lidt uheldigt fald på bare en meter kan smadre skærmen på en almindelig smartphone. I denne test fik alle lov til at deltage på lige fod. Og lige fod vil her sige et lodret fald fra 1,8 meters højde mod et betongulv. Efterfulgt af et par ekstra forsøg fra samme højde for at bekræfte, at det ikke bare var et heldigt tilfælde.

For at gøre en lang historie kort, så klarede alle fire skærene i den fysiske test. Alle kom igennem med fungerende knapper og uskadt skærm. Så hvis du er en af de mange, der har prøvet at stå med en telefon med revnet skærm, fordi den smuttede ud af hånden: Det ville ikke være sket med en af disse.

Vi tester:

  • Samsung Galaxy Xcover 3 1.575 kr.
  • LG V10 5.490 kr.
  • Runbo F1 4.800 kr.
  • CAT S40 3.195 kr.

Samsung Galaxy Xcover 3 - Robust økonomimodel til skoletasken

Xcover 3 byder ikke på nogen teknologiske revolutioner, men til gengæld masser af vandtæt snusfornuft.

Toughphone

Samsung Galaxy Xcover 3

Samsung

Plus

Den mest diskrete telefon i testen – og den billigste. Hvis du bare skal have en budgettelefon, som du ikke behøver at passe på, er den perfekt.

Minus

Teknologisk set befinder den sig ikke ligefrem i frontlinjen. Skærmen har den laveste opløsning i testen, og lagerpladsen er begrænset.

Fakta:

  • Klassificering: IP67
  • CPU: 1,25 GHz ARM PXA 1908 quad-core
  • Hukommelse: 1,5 GB RAM / 8 GB lager (+ microSD op til 128 GB)
  • Skærm: 4,5” TFT, 800 x 480
  • Styresystem: Android 5.1
  • Kamera: 5 MP (bag), 2 MP (front)
  • Trådløst: 4G/LTE, Wi-Fi 802.11n, Bluetooth 4.0 (A2DP)
  • Batteri: 2.200 mAh
  • Mål og vægt: 70,1 x 132,9 x 10 mm / 154 g
  • Pris: 1.575 kr.

Samsung Galaxy Xcover 3 ligner umiddelbart en almindelig mellemklassetelefon i et lidt klodset design – hvad den sådan set også er. Xcover-telefonerne er i praksis standardtelefoner, der er forsynet med en beskyttende kofanger hele vejen rundt.

Bagsiden er af plast og er klikket på. Men den holder i praksis tæt – selv om den nogle gange skal trykkes på plads, når mobilen har været en tur på gulvet.

Skærmen er med 4,5 tommer den mindste i testen. Opløsningen på 800 x 600 punkter er okay, men det vil ikke ligefrem være en fornøjelse at arbejde med regneark i Google Sheets på den. Processoren er en 1,5 GHz med fire kerner. Der er 1,5 GB ram og 8 GB lager. Det dækker de flestes behov, men ynder du at installere nye apps dagligt og have mange kørende i baggrunden, bliver der hurtigt for lavt til loftet.

Samsung Galaxy Xcover 3 ligner en lidt klodset mellemklassemobil. Det er den på sin vis også. Men den kan tåle hårdhændet behandling. Foto: Samsung

Konklusion

Samsung Galaxy Xcover 3 er en kompakt og fornuftig smartphone, der kan holde til langt mere end almindelige budgettelefoner. Den er kraftig nok til at klare normale apps, og selv om den ikke kan konkurrere med de kraftigste i testen, er den faktisk en glimrende telefon til prisen. Den kunne f.eks. være god til skoletasken eller vandreturen.

LG V10 - Luksusmodel med skuldre af stål

LG V10 er ikke en traditionel toughphone, men faktisk LG’s nye topmodel, der blot er bygget til hård behandling.

V10 er en “civil” telefon, der er bygget så solidt, at den godt må blive længe oppe og lege med de hårde drenge.

Toughphone

LG V10

LG

Plus

Robust topmodel fra LG med superskærm og masser af plads og kræfter. Dobbelt selfie-kamera og lynhurtigt net. Imponerende byggekvalitet.

Minus

Den er ikke vandtæt. Ydelsen er flot, men ikke helt på niveau med de bedste premium-smartphones. Prisen er dog i top. Kort batteritid.

Fakta:

  • Klassificering: MIL-STD-810G (ingen IP-certificering!)
  • CPU: 1,44 GHz Cortex A53 quad-core + 1,82 GHz Cortex A57 dual-core
  • Hukommelse: 4 GB RAM / 64 GB lager (+ microSD op til 200 GB)
  • Skærm: 5,7” IPS, 2560 x 1440 + 2,1”, 1040 x 160
  • Styresystem: Android 5.1
  • Kamera: 16 MP (bag), 2 x 5 MP (front)
  • Trådløst: 4G/LTE, Wi-Fi 802.11ac, Bluetooth 4.1 (A2DP, aptX)
  • Batteri: 3.000 mAh
  • Mål og vægt: 79,3 x 159,6 x 8,6 mm / 192 g
  • Pris: 5.490 kr.

LG er ny dreng i den barske klasse. V10 er strengt taget ikke en toughphone, men en solidt bygget 5,7 tommers luksus-phablet – og faktisk producentens topmodel.

LG V10 har ikke én, men to skærme. En 5,7 tommers hovedskærm i 2K-opløsning og en 2,1 tommers hjælpeskærm, der udgør en smal stribe langs toppen. På LG-manér er betjeningsknapperne anbragt på bagsiden.

På LG-manér sidder navigationsknapperne midt på bagsiden. Den runde knap er samtidig en fingeraftrykslæser.

Selv om V10 ikke markedsføres som en toughphone, klarede den faldtesten i god behold. Dog måtte bagsiden klikkes på plads ligesom hos Samsung. Da LG ikke promoverer telefonen som værende støv- og vandtæt, har vi ikke lavet nogen vandtest.

Konklusion

Grænserne mellem toughphones og almindelige smartphones udviskes mere og mere. LG V10 er ikke en toughphone af navn, men er robust nok til at blive brugt i militæret.

Hvis du har brug for en topklassetelefon, der ikke tager skade af at blive tabt, er den perfekt. Og ingen anden telefon i testen kommer ydelsesmæssigt i nærheden af V10. Men lad være med at tage den med i vandet. Skal du netsurfe i bølgerne, så skal du se på enten Runbo eller Samsung.

Runbo F1 - Til den modebevidste værkstøjskasse

Runbo F1 er stor som en fiskefilet og ligner et stykke elværktøj. Men F1 står for Fashion One, da den er Runbos første “designmodel”

F1 er Runbos robuste bud på en elegant phablet. Bag det maskuline ydre gemmer der sig en udmærket smartphone.

Toughphone

Runbo F1

Runbo

Plus

Kolossalt solidt bygget phablet med udmærket skærm og god hastighed plus en batteritid, der bare bliver ved og ved. Plads til to SIM-kort.

Minus

En virkelig stor telefon, der kræver rummelige lommer. Designet er alt andet end diskret. Ingen særlige håndværkerfunktioner. Mere hukommelse ville være et plus.

Fakta:

  • Klassificering: IP67
  • CPU: 1,5 GHz MTK6752A octa-core
  • Hukommelse: 2 GB RAM / 16 GB lager (+ microSD-kort op til 64 GB)
  • Skærm: 5,5”, 1920 x 1080
  • Styresystem: Android 4.4 (5.1 fra januar)
  • Kamera: 13 MP (bag), 5 MP (front)
  • Trådløst: 4G/LTE, Wi-Fi 802.11n, Bluetooth 4.0
  • Batteri: 5000 mAh
  • Mål og vægt: 91,0 x 171 x 15,2 mm / 313 g
  • Pris: 4.800 kr.

F1 fra kinesiske Runbo er ikke blot den fysisk største telefon i testen, men også den, der tydeligst signalerer “toughphone”. Kabinettet er i sort og gul plast i samme stil som elektrisk håndværktøj.

Selv om telefonen er på størrelse med en fiskefilet, er 5,5 tommers skærmen faktisk en anelse mindre end på LG V10. Opløsningen er også “kun” Full HD.

Runbo F1 klarede både vand- og faldtest uden det mindste tegn på stress. De kraftige plasthjørner absorberede hver gang slaget.

Konklusion

Runbo F1 er dyr og på ingen måde diskret. Men den er også markedets stærkeste egentlige toughphone lige nu. Fysisk vil den kunne tåle det allermeste, så længe du ikke kører den over med en bil. Og hastighedsmæssigt er den næsten på niveau med civile topmobiler. Men også kun næsten.

Hvis du har et arbejde eller en interesse, der fordrer, at du kan køre de tungeste apps i selv de barskeste miljøer, er den til gengæld uden konkurrence.

CAT S40 - Mærkevare uden særlige fordele

Kabinettet er i grå plast, og siderne er forstærket med aluminiumskinner. Hovedtelefonstik, USB-port og kortlæsere er gemt bag vandtætte klapper.

Du kan få en telefon med samme navn som støvlerne og gravemaskinen, men du får også lov til at betale for det.

Toughphone

CAT S40

CAT

Plus:

Tillidsvækkende design. Skærmen er klar og med udmærket opløsning i forhold til størrelsen. 4G er også på plads.

Minus:

Testens langsomste telefon. Ydelsen står ikke mål med prisen, og 1 gigabyte ram er for lidt til en moderne smartphone.

Fakta:

  • Klassificering: IP68, MIL-STD-810G
  • CPU: 1,0 GHz Qualcomm quad-core
  • Hukommelse: 1 GB ram / 16 GB lager (+ microSD op til 64 GB)
  • Skærm: 4,7” IPS, 960 x 540
  • Styresystem: Android 5.1
  • Kamera: 8 MP (bag), 2 MP (front)
  • Trådløst: 4G/LTE, Wi-Fi 802.11n, Bluetooth 4.1
  • Batteri: 3000 mAh
  • Mål og vægt: 74,1 x 144,9 x 12,5 mm / 185 g
  • Pris: 3.195 kr.

CAT er helt klart det mest kendte mærke inden for toughphones. Navnet kendes fra industrigravemaskiner, men er via licenser blevet synonymt med robust mærkevaretøj og ditto telefoner.

CAT S40 er en tæt lillebror til S50, som vi tidligere har testet. Skærmen er lysstærk med en behagelig, lidt varm farvetone. Kontrasten er ikke på niveau med den fantastiske skærm hos LG V10, men stadig næstbedst i testen.

S40 har den mindste og langsomste processor, som er udstyret med den mindste mængde ram. Så nej, det er ikke nogen hurtig telefon!

Konklusion

Der er som sådan ikke noget galt med CAT S40, man får bare mere for pengene alle andre steder. Den har en kvalitet og ydelse, der for et år siden ville have været glimrende, men som i dag overgås eller i hvert fald matches af alle de øvrige deltagere. Også af Samsung Galaxy Xcover 3, der koster det halve. Med hverken pris eller kvalitet som begrundelse er det svært at anbefale den for andet end mærket.

Læs hele testen hos Lyd & Billede