Fortsæt til indhold
Digitalt

Sådan fik Alexander Danmarks mest fulgte Instagram-profil

Julegave i 2012 blev starten på en personlig succes for ung sjællænder.

22-årige Alexander Rosenbæk er en af de unge, som internettet har taget til sig i et varmt favntag og sendt på en alternativ og succesfuld karrierevej.

Lige nu indtager hans Instagram-side @dailywatch, hvorpå han deler luksus-ure, førstepladsen over de mest fulgte Instagram-sider i Danmark ifølge overskrift.dk.

Profilen har 1,7 mio. følgere, og i morgen flyver han til London for at hente sig et kostbart Audemar Piguet-ur. Alexander Rosenbæk har, om man vil, ramt inden for skiven med sit digitale ur-eventyr.

Juleaften starter karrieren

Spoler vi tiden tre år tilbage, til 2012, var Rosenbæk bare en almindelig gymnasieelev på HHX i Slagelse med en spirende fascination for ure.

På en studietur i New York købte han sit første ur på 5th Avenue. Et almindeligt Armani-ur til omkring 2.000 kroner.

Juleaften samme år oprettede han Instagram-profilen @dailywatch, fordi han kedede sig en smule, da alle gaverne var pakket ud, og aftenen var ved at være omme. Eller som han selv formulerer det:

»Det var det tidspunkt på aftenen, hvor man kigger lidt på sit ur og overvejer, hvornår man skal hjem.«

Skæbne eller ej. Instagram-profilen skulle vise sig at blive den bedste gave, han fik det år.

Først og fremmest ved mange ur-brands jo knap nok, hvad et hashtag er.
Alexander Rosenbæk, Indehaver af Instagram-profilen @dailywatch

I dag er 400 gymnasiekammerater i Slagelse erstattet af 1,7 mio. følgere fra hele verden, og han lever af aktiviteten på @dailywatch. Han rådgiver ur-brands om, hvordan de udnytter sociale medier. Han har sin egen webshop med ure. Og han er, med en række dygtige folk, i gang med at starte det sociale netværk 8past10 for ur-entusiaster.

Den unge mand har masser af lære ur-brands ifølge ham selv:

»Først og fremmest ved mange ur-brands jo knap nok, hvad et hashtag er. Jeg kan hjælpe dem med at starte deres Instagram-profil op, og jeg ved, hvad ur-entusiaster gerne vil se på Instagram. Og jeg kan dirigere trafik til deres sider gennem min egen profil. Hvis jeg deler et foto fra et af de billige ur-mærker til omkring 800-3.000 kr, så kan det resultere i 30 nye ordrer.«

Her er et lille udpluk af ting, han har lært: Delinger af Rolex-ure er altid populære, fordi alle kender dem, så de får flest likes. Sorte ure generelt er også populære. Folk kan godt lide at like ure, der har selvlysende effekter på skiverne. Det er bedst at lave 1-3 delinger om dagen - ikke ti.

»Hvis man begynder at lære mønstrene, så kan det pludselig gå hurtigt,« forklarer han og påpeger vigtigheden af, at han var tidligt ude, da han oprettede @dailywatch i 2012.

»Dengang var der måske fem profiler med ure. I dag er der mange flere. Så Instagram satte mig på en liste, der dengang hed "udforsk", og som gjorde det lettere for folk at finde min profil. Når man var på den, kunne man få op til 6000 nye følgere om dagen.«

Efter 3. g holdt Rosenbæk sabbatår og valgte at fokusere udelukkende på Instagram - og det har han gjort lige siden.

»Jeg kunne dengang godt se potentialet, men jeg havde aldrig forventet, det skulle gå sådan,« fortæller han.

Når ur-firmaer inviterer ham på ture rundt omkring i verden, så kender de altid hans Instagram-side, selvom de ikke altid kender hans navn. Og hans karriere, der fik liv gennem internettet, har da også givet ham oplevelser for livet.

»Jeg har været nede i Dubai og fået lov til at prøve et ur til en million euros fuld af diamanter. Det er det dyreste ur, jeg nogensinde har fået lov til at prøve,« afslutter Rosenbæk, hvis eventyr på det nærmeste berettiger ham til kælenavnet "Urenes Herre".

Se billeder fra hans Instagram-profil nedenfor: