Test: Otte bud på transportable radioer
En transportabel radio er ikke bare en uudtømmelig kilde til nyheder og underholdning, men også en glimrende streaming-højttaler.
I Norden har streaming taget over som det foretrukne medie til afspilning af musik. Millioner af os bruger mobiltelefonen som musikafspiller, enten med hovedtelefoner eller med musikken streamet til anlægget. Eller til en trådløs højttaler.
Derfor er det kun naturligt, at radioerne også har fået streaming. Ikke kun af radioudsendelser – der holder stand som det største streaming-medie – men også fra mobiltelefonen. For med Bluetooth kan man skifte fra sit yndlingsprogram til sin yndlingssanger eller -gruppe med et enkelt knaptryk. Derfor har de fleste radioer i dag indbygget Bluetooth, så de også kan fungere som trådløs højttaler for mobilen. Eller tablet’en.
En bonus ved streaming er, at man kan streame radio og podcasts via apps på telefonen og vælge og vrage blandt mere end 200.000 internet-radiostationer.
Der er rigtig mange radioer at vælge imellem. De fleste af dem har FM, DAB og DAB+, og i nogle tilfælde også netradio, Spotify Connect og Bluetooth.
Det har vi testet
I denne test har vi valgt bærbare, batteridrevne digitalradioer, der alle har trådløs streaming via Bluetooth.
Vi har lagt vægt på bærbarhed, brugervenlighed og lydkvalitet, men også på tilslutningsmuligheder. For det er rart at kunne koble et par hovedtelefoner til ud over at streame musik fra sin smartphone eller tablet. Næsten alle radioerne i testen kan desuden sluttes til stereoanlægget i stuen. Så får man endnu bedre lyd, og selv monoradioer giver i så fald stereolyd.
Hvad skal man kigge efter?
Det er lige så meget et spørgsmål om, hvad man skal lytte efter: God lyd ved tale eller musik. Tjek, at radioen har de tilslutningsmuligheder, du har brug for. Bluetooth til streaming, hovedtelefoner, ekstra højttalere eller line-udgang til anlægget.
Er den nem at bruge, og kan stationerne gemmes i en hukommelse? Kan den bruges med batterier? Er den lille nok til at være rigtig transportabel, og er den nem at bruge? Kan man se, hvad der sker på displayet, når radioen står i sollys ude på terrassen?
Vi tester:
- Tivoli Audio PAL+ BT 2.199 kr.
- Pinell GO+ 1.899 kr.
- POP Duo 999 kr.
- Pure Evoke D2 Mio 1.300 kr.
- Sangean WFR-29C 1.799 kr.
- Sony XDR-S60DBP 899 kr.
- Radionette Solist 1.299 kr.
- Sandstrøm Juice Portable 1.499 kr.
Fire hurtige spørgsmål om DAB-radio
Hvad er DAB+?
DAB (Digital Audio Broadcasting) er digital broadcast af lyd. Kan også bruges til billeder og video, men den foreløbige protokol er digitale radioudsendelser. Komprimering af signalet muliggør datastrømme på op til 384 kbit/s, men det er sjældent, der sendes DAB over 160 kbit/s. Til sammenligning har en cd en datastrøm på 1411 kbit/s.
Hvad er der af fordele og ulemper ved DAB+?
En af fordelene ved DAB+ er muligheden for at sende mange frekvensblokke, hvilket giver større kapacitet i sendenettet end FM-radio. Den digitale overførsel giver ingen hørbar susen, selv ved meget lav signalstyrke. Der kan også laves programmer i egne sendeblokke i en kort periode, f.eks. OL-radio, VM-radio osv.
Der er plads til langt flere kanaler i DAB, og udbuddet kan derfor blive meget større end med FM. De fleste DAB-radioer har automatisk søgning og programmering af stationer med et knaptryk. Ligesom en FM-radio.
Hvordan er dækningen?
I Norge er DAB-dækningen næsten 100 procent af de beboede områder, og flere radiokanaler findes kun på DAB. I Danmark er den ca. 95 procent, mens Sverige har lagt DAB-radio på is på ubestemt tid. Men også i Sverige sælges der FM-radioer, som har DAB og DAB+, så de både kan bruges med det eksisterende FM-net og et eventuelt DAB-net.
Det er vigtigt, at man vælger en modtager med DAB+, for den anvender AAC+ kodning af lydsignalet, som teknisk set kan give bedre lyd end almindelig DAB, men DAB+ er ikke bagudkompatibelt med DAB uden plus. Derfor sælges de fleste radioer i dag med modtager til både DAB og DAB+ – ud over FM-radio.
Hvornår kan jeg smide mine FM-radioer ud?
Hvis du har god DAB-dækning, kan du trygt skifte dine gamle FM-radioer ud med DAB-radioer nu. Stort set alle radioapparater, der sælges i dag, har både DAB/DAB+ og FM-radio. FM-sendenettet lukkes gradvis fra 2017 i Norge og 2018 i Danmark, så der er god tid. Husk at aflevere brugte radioer på en genbrugsstation eller i den forretning, hvor du køber dine DAB/FM-radioer.
POP Duo - Nem og billig
Til prisen burde denne stereoradio fra POP være et kup. Det er den ikke.
Plus:
Overskuelig betjening og let at bruge.
Minus:
Alt for tynd lyd og anæmisk dynamik.
Fakta:
- Bluetooth-streaming
- FM/DAB+ radio
- 4 C-batterier
- Batteripakke koster 499 kr. ekstra
- Pris: 999 kr.
Radioen fra POP har to højttaler-elementer og et brugervenligt design. Den kommer ikke med batteri, men bruger almindelige 1,5 volts C-batterier, der kan købes overalt. POP Duo kan også udstyres med POPpower: Et genopladeligt batteri til 499 kr., som sættes i radioens USB-port.
Det vipbare håndtag gør den super som bærbar radio – på batteridrift – og store, godt mærkede knapper på toppen sørger for, at den er let at betjene. Men displayet er for mørkt, så det er svært at læse på afstand.
At skifte fra radio til Bluetooth går hurtigt og smertefrit – Duo er en af de radioer i testen, der har NFC (Near Field Communication), som gør parring med mobilen lettere.
Sangean WFR-29C - Trådløs verdensradio
Sangeans model er især til dem, der kan lide at høre udenlandske radiostationer.
Plus:
Meget veludstyret med netradio, farveskærm og Spotify.
Minus:
Lidt for uldent og uklart lydbillede ved musik.
Fakta:
- Bluetooth-streaming
- FM/DAB+ radio
- Internetradio
- Netværks-streaming
- Spotify
- Pris: 1.799 kr.
Der er ikke det, radioen fra Sangean ikke kan. Med FM- og DAB+ radio – kombineret med internetradio (der kræver Wi-Fi), Bluetooth-streaming, app-betjening og Spotify – får man både i pose og sæk. Den har også stereohøjttalere og farveskærm med album-covers, og kan kobles trådløst til hjemmenetværkets musikbibliotek.
Men den kommer ikke med genopladelige batterier. Også her er de ekstraudstyr, men almindelige genopladelige batterier kan oplades i radioen.
Pure Evoke D2 Mio - Skuffende lyd
Pure kan lave digitalradioer bedre end de fleste, men selv de bedste kan ramme ved siden af.
Plus:
Veludstyret og mulighed for batteridrift.
Minus:
Slap og uengagerende lyd uanset lydkilde.
Fakta:
- Bluetooth-streaming
- FM/DAB+ radio
- Batteripakke koster 299 kr. ekstra
- Pris: 1.300 kr.
Den kompakte Pure-radio er en af dem, der ikke kommer med genopladeligt batteri. Men den har både FM, DAB+ og Bluetooth ud over den forventede line-indgang og hovedtelefonudgang. Batteripakken, som koster 299 kr. ekstra, placeres bag en aftagelig plade på radioens bagside.
Lidt for små knapper og et meget lille display trækker ned på brugervenligheden, men ellers er designet tiltalende og overskueligt. Plus for programmérbare genvejsknapper til radiostationer.
Sony XDR-S60DBP - Misser på det vigtigste
Store knapper og flot display kan ikke klare skærene for Sonys radio, der har for dårlig lyd.
Plus:
En af de nemmeste radioer at bruge.
Minus:
Svag dynamik og tynd lyd.
Fakta:
- Bluetooth-streaming
- FM/DAB+ radio
- Pris: 899 kr.
Sony XDR-S60DBP kan bruges med batterier, også genopladelige, men de medfølger ikke. De er imidlertid såre nemme at installere bag en lettilgængelig luge på bagsiden. Enkelhed er nøgleordet her. Store knapper og et stort, tydeligt display gør Sony-radioen til en af de nemmeste i brug. Man kan se, hvilken radiostation der spiller, selv når man sidder langt væk.
Radioen har de mest almindelige tilslutninger samt fem programmérbare stationsvalg, og det er let at streame musik via Bluetooth. Det eneste, der mangler, er et håndtag, som ville have gjort den lidt kraftige radio nemmere at tage med sig.
Sandstrøm Juice Portable - Udholdende streaming-radio
Den lille radio med det rammende navn kan spille i over et døgn, før batteriet skal oplades igen.
Plus:
Lille og let med perfekte rejse-egenskaber i form af lang batterilevetid.
Minus:
Lidt for lidt saft i lyden.
Fakta:
- Bluetooth-streaming
- FM/DAB+ radio
- 30 timers batteritid
- Pris: 1.295 kr.
Det gør ikke så meget, hvis man glemmer opladeren. For fuldt opladet spiller den lille Juice Portable i 30 timer. Det er næsten dobbelt så længe som Tivoli-radioen og seks timer længere end Pinell GO+, der tidligere havde rekorden.
Ligesom flere andre radioer i testen er den let at bruge som Bluetooth-højttaler til streaming fra mobilen. Ud over lydindgang og FM/DAB+ radio har den nemlig NFC-tilslutning. Den har også små knapper – for små til store hænder – og et lille, men skarpt display.
Tivoli Audio PAL+ BT - Kompetent følgesvend
De små Tivoli-radioer skuffer sjældent. Med testens bedste lyd bliver det heller ikke denne gang.
Plus:
Kompakt og brugervenlig digitalradio med streaming, god batterilevetid og fornem lyd.
Minus:
Testens højeste pris.
Fakta:
- Bluetooth-streaming
- FM/DAB+ radio
- Fjernbetjening
- 16 timers batteritid
- Pris: 1.999 kr.
De små Tivoli-radioers succes er ikke tilfældig. De har knust alle fordomme om, hvor godt små radioer kan lyde. Den bærbare udgave er for længst blevet digital med FM- og DAB+ radio, og hvis man vælger PAL+ BT-versionen, kan man også streame musik til den fra mobilen.
Radioen kommer med indbygget genopladeligt batteri, der holder i op til 16 timer, og den kan styres med den medfølgende fjernbetjening. Man kan også tilslutte en analog lydkilde samt hovedtelefoner.
Som ventet er lyden god, hvad enten man streamer eller hører radio. Den lille højttaler er godt balanceret, og PAL+ håndterer bas lige så godt som mellemtone og diskant.
Pinell GO+ - Veldesignet rejseradio
Pinells radio kan spille højere, end den ser ud til, og er en fremragende bærbar højttaler til musik-streaming.
Plus:
Knaldgod lyd uanset lydkilde og meget lang batterilevetid. Med Bluetooth-streaming fra mobilen kan den også bruges som trådløs højttaler.
Minus:
Skærmen er for mørk.
Fakta:
- Bluetooth-streaming
- FM/DAB+ radio
- 24 timers batteritid
- Pris: 1.899 kr.
Bortset fra et fancy display med alt for lidt lys er der ikke meget at udsætte på denne norske designperle. Den lille Pinell-radio er ikke alene lækker at se på, den er også nem at betjene (når man kan se displayet), og den lyder rigtig godt.
Med op til 24 timers batteritid spiller den længere end nogen anden radio i testen, og siden den er så lille – mindre end Tivoli-radioen – er den let at have med ud. Uanset om det er på terrassen, i båden eller i sommerhuset. Den mangler dedikerede knapper til at gemme radiostationer, men det er næppe noget stort afsavn på en bærbar radio.
Radionette Solist - Strålende solist
Med attraktivt design og god lyd gør denne model ikke Radionette-navnet til skamme.
Plus:
Rigtig god lyd og fin brugervenlighed til en rimelig pris.
Minus:
Lidt for stor til at være i tasken.
Fakta:
- Bluetooth-streaming
- FM/DAB+ radio
- 15 timers batteritid
- Pris: 1.299 kr.
Radionette Solist er en mellemstor bærbar radio med alle de vigtigste egenskaber intakt. Den er ikke blandt de mest avancerede, men har den obligatoriske FM- og DAB+ modtagelse kombineret med streaming fra smartphone via Bluetooth. Den har også bærehåndtag og genopladeligt batteri, og kan tage radiostationer fra både analoge og digitale sendere.
Radioen har store, tydelige knapper, et stort display og såre simpel betjening. Volumen- og indstillingshjulet i billig plastic er det eneste, der trækker ned på et ellers solidt kvalitetsindtryk.
Læs den fulde test hos Lyd & Billede