Fortsæt til indhold
Digitalt

Turbo til hovedtelefonerne med digitalkonverter - vi ser nærmere på AudioQuest DragonFly USB DAC og Hegel Super USB DAC

En lille digitalkonverter kan gøre underværker, når den bærbare bruges som lydkilde. Her er to af de bedste lige nu.

Lasse Svendsen, Lyd & Billede

I en tid, hvor mange udskifter cd-afspilleren med den bærbare computer, er der pludselig en pointe i at gøre lyden fra computeren bedre. For cd-afspilleren er på vej til historiens losseplads, og de fleste foretrækker at streame musik fra nettet til anlægget derhjemme.

Mange mennesker bruger laptop’en som afspiller, fordi de dér har adgang til streaming-tjenester som Spotify og WiMP. Den næste sang er kun et klik væk, så strømmer musikken ud af højttalerne eller hovedtelefonerne.

Men det er ikke altid sikkert, at lydkvaliteten er god nok. I hvert fald ikke hvis man kobler hovedtelefonerne direkte i den bærbares mini-jack stik. Et par gode hovedtelefoner afslører hurtigt den bærbares hovedtelefon-udgang, som ofte kan lyde tam, tynd og blodfattig.

En løsning kan være at tilslutte en hovedtelefon-forstærker, f.eks. fra FiiO, men en USB DAC er den bedste løsning. For i 2012 ændrede markedet sig, da AudioQuest lancerede DragonFly. En lille USB DAC, der kan forveksles med en almindelig USB-nøgle. Det havde en indbygget digitalkonverter, der flyttede signalbehandlingen ud af laptop’en og gav meget bedre lydkvalitet i hovedtelefonerne.

Siden da er det væltet ud med små USB DAC’er, der gør det samme som DragonFly. F.eks. Hegel Super, en lidt større mikro-DAC, der sættes i den bærbares USB-port og overtager behandlingen af musiksignalet, og som har indbygget hovedtelefon-forstærker.

Spørgsmålet er, om forskellen mellem dem er stor nok til, at Super er 600 kr. dyrere – eller om man hellere skal klare sig uden en separat DAC.

Vi tester:

  • AudioQuest DragonFly USB DAC 1.200 kr.
  • Hegel Super 1.995 kr.

AudioQuest DragonFly USB DAC

Bedre og billigere

Alle, der afspiller musik fra computeren, bør overveje en DragonFly. Det vil øge musikglæden betydeligt.

DAC digitalkonverter

AudioQuest DragonFly

AudioQuest

Plus:

Enestående anvendelig DAC med fremragende lydkvalitet.

Minus:

Ingenting.

Den lille DragonFly – dvs. guldsmed – lyser op i forskellige farver, alt efter hvilket lydsignal den arbejder med, så man kan se, om den bærbare udsender lav- eller højopløst lyd.

DragonFly understøtter op til 24 bit/96 kHz lydfiler, ligesom forgængeren fra 2012. Den nye model – Version 1.2 – er næsten magen til den gamle, bortset fra at hovedtelefon-udgangen er grå i stedet for sort.

Forbedringerne sidder indvendig, siger AudioQuest, som har givet DragonFly v1.2 kortere signalvej fra DAC til hovedtelefon-udgang og en kraftigere strømforsyning. At prisen er faldet over 600 kr., er en ren bonus, som gør den nye version hver en øre værd efter vores mening.

AudioQuest sværger til asynkron konvertering. De mener, at det at flytte clockingen af det digitale signal fra computeren til DragonFly, giver den bedste lyd. Hegel mener det modsatte og bruger såkaldt adaptiv synkron clocking.

Uanset hvad er der ikke meget tvivl om, at lyden fra DragonFly langt er at foretrække frem for hovedtelefon-udgangen på den MacBook, vi testede med. Med USB DAC’en plugget ind er der meget mere effekt at give af, og lydbilledet bredes meget mere ud. Bassen er stram og potent, og dynamikken i musikken er fremragende.

AudioQuest siger, at DragonFly tilpasser sig de fleste hovedtelefoners impedans, og den havde ingen problemer med at drive de hovedtelefoner, vi prøvede. F.eks. Bowers & Wilkins’ storslåede P7, der fik nyt liv med den lille USB DAC tilkoblet. Diskanten lød langt mere opløst, detaljerne kom bedre frem i lydbilledet, og lidt flade indspilninger lød både friskere og mere engagerende. Det spillede ingen rolle, om det var Eric Clapton live, Dire Straits’ Love over Gold eller klaverkoncerter af Beethoven. Alt får et kærkomment løft med DragonFly.

Der er ikke noget at trække ned for til denne pris. Den nye version holder faktisk, hvad AudioQuest lover: Den lyder bedre end forgængeren og er ovenikøbet billigere. En klokkeren sekser.

Hegel Super USB DAC

Superlyd

Forskellen er større i pris end i lydkvalitet, men for de mest kræsne er Hegel Super pengene værd.

DAC digitalkonverter

Hegel Super

Hegel

Plus:

Fantastisk åbent lydbillede uanset musikstil.

Minus:

Glem ikke USB-ledningen.

Designet minder om en Mac, og det samme gør kvaliteten, der er overdådig. Måske ikke på den medfølgende USB-ledning i hård plast, men Super DAC’en i aluminium virker skudsikker.

Ligesom AudioQuests DragonFly og andre USB DAC’er lover den at give dig bedre lyd fra Mac eller pc. Men i modsætning til mange af konkurrenterne, der foretrækker asynkron clocking af det digitale signal – med signalbehandling i selve DAC’en – sværger Hegel til adaptiv synkron. Det betyder, at den overlader clockingen af det digitale signal til computeren, og derefter reclockes det i Supers DAC.

Ligesom med DragonFly kan man slutte et sæt hovedtelefoner eller et par aktive højttalere direkte til Super. Men den har også optisk digitallyd ud via mini-jack udgangen, så man via Super kan koble computeren til en separat DAC for at få endnu bedre signalbehandling og lyd.

Og ligesom med DragonFly får musikken et kæmpe løft, når Super er tilsluttet. Den giver endnu mere effekt end DragonFly og er lidt bedre egnet til tungtdrevne hovedtelefoner.

Ved førstegangs lytning er det ikke den store forskel på lydkvaliteten fra DragonFly Version 1.2 og Super. Lydbilledet er lidt større og stereoperspektivet bedre på Super. Hélène Grimauds Beethoven-fortolkninger lyder derfor større gennem Super. Der er lidt mere luft under tonerne og mere atmosfære i ørekopperne, hvilket forstærker rumfølelsen mere, end DragonFly gør. Men vokaler er lidt mere tilbagetrukket end med DragonFly, som “placerer” lytteren længere fremme i en koncertsal, end Super gør.

Diskanten er lige så nydeligt opløst her, og detaljerigdommen er fuldt på højde med DragonFly. Live-indspilninger af blues eller rock lyder mere ens og visker hurtigt forskellene mellem de to USB DAC’er ud, som er lettest at opdage på gode indspilninger. F.eks. med jazz, klassisk eller akustisk musik.

Den stærkt forbedrede dynamiske kontrast, evnen til at drive de fleste hovedtelefoner og det store, indbydende lydbillede er tre rigtig gode grunde til at vælge Hegel Super. Muligheden for at sende lyden videre digitalt via den optiske udgang vil tiltale de mest kræsne, som måske vil foretrække Super frem for DragonFly af netop den grund.

Uanset hvilken af de to USB DAC’er man vælger, er der ingen tvivl om, at man kan forvente et betydeligt løft i lydkvalitet.

Læs hele testen hos Lyd & Billede:

Artiklens emner
Hegel