Fortsæt til indhold
Digitalt

Test: Pro-Ject Xtension 9 er forførende musikalsk

Topklasse-pladespiller, der slår de fleste cd-afspillere på ren og skær spilleglæde og engagement.

Lasse Svendsen, Lyd & Billede

Pladespiller

Pro-Ject Xtension 9

Pro-Ject

Plus:

Dejlig varm klang og et stort lydbillede kendetegner de bedste pladespillere, og det får du til overflod her.

Minus:

Kræver omhyggelig placering og justering for at yde sit bedste.

Den renæssance, vinylplader har fået, har givet os et udvalg af pladespillere, som vi ikke har set magen til i årtier. De findes i alle prisklasser fra et par tusind og op til millionklassen. Det er de færreste, der kan lægge så meget for en pladespiller, og vores tests viser da også, at der rigtig god lyd at hente fra grammofoner til mellem 3.000 og 6.000 kr.

Rega og Pro-Ject har været de fremmeste eksponenter for kvalitets-pladespillere i lavprisklassen og har også modeller i de højere prisklasser for dem, der stiller større krav.

De dyre pladespillere er som regel lavet ud fra de samme grundprincipper som de mere overkommelige. Men bedre materialekvalitet, mere effektiv dæmpning, større mekanisk præcision og bedre motorstyring bidrager til højere lydkvalitet fra de dyrere pladespillere. De kan også bedre tåle en dyrere pickup med skarpere slibning og henter det monetære udlæg ind igen i form af mange års øget musikglæde.

Fjedrende chassis

Pro-Jects nye pladespiller i topklassen er et godt eksempel. Den koster mere end det dobbelte af den foregående model, vi testede fra den kant, og er prissat, så den udfordrer Rega RP8. En grammofon, der med sit todelte chassis i lette, stive materialer er bygget efter en helt anden filosofi end Xtension 9, som vi tester her.

Hvor englænderne satser på lav og stiv masse med vægten centreret omkring glasstallerkenens yderkant, har østrigerne valgt stor masse og et fjedrende inderchassis. Begge producenter er ude efter at dæmpe vibrationer og kontrollere resonans, men har valgt hver sin måde at gøre det på.

Rega-pladespilleren har separat strømforsyning, men fastmonterede kabler, mens Pro-Ject har valgt aftageligt kabel og indbygget strømforsyning. Desuden findes Xtension 9 i fire finishes, hvid eller sort højglans, mahogni og oliven.

Vores testeksemplar kom med Ortofons nye Quintet Black MC-pickup – en pakke til 23.000 kr. – og opsætningen burde ikke være noget problem for dem, der har prøvet det før. Andre bør bede butikken om at stille pladespilleren op, hvis det er muligt. Det kan nemlig være lidt problematisk. Armen bruger den gammeldags måde at indstille anti-skating på med en tynd nylontråd (antigravitation for at holde nålen lige i rillerne), som skal sættes på, før pladespilleren kan anvendes.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Pro-Jects pladespiller ikke lyder som RP8. Slet ikke. Lydbilledet er stort, kraftigt, varmt og meget fyldigt. Især i bassen. Hvor Regas pladespiller suger informationen ud af rillerne med kirurgisk præcision og et fokus, som Carl Zeiss ville misunde, slentrer Pro-Ject pladespilleren nærmest af sted. Den har en dejlig letbenet og ubesværet måde at formidle musikken på.

Vokaler maskeres ikke; de bliver ikke for bløde, uldne eller tilbagetrukne. I stedet gengives de med fuld klangbund og tydelig artikulation. Rega-pladespilleren er bedre fokuseret, men ikke lige så klangrig.

Uanset hvad, så får man en dejligt livlig og engagerende grammofon i Pro-Ject Xtension 9. Den nye Ortofon Quintet Black pickup er et godt valg sammen med pladespilleren, og sætprisen er meget konkurrencedygtig.

Læs hele testen hos Lyd & Billede.

Artiklens emner