Facebook ramt af pinlig sikkerhedsbrist
Personlige data fra op imod 6 mio. brugere er blevet ramt af fejlen.
Det sociale medie Facebook er blevet ramt af en sikkerhedsbrist, hvor data fra mange mio. brugere har været tilgængelige for personer, der ellers ikke burde have haft adgang til disse data.
Fejlen har betydet, at brugernes e-mailadresser og telefonnumre i en periode har været delt med andre bruger.
Op imod 6 mio. brugere er blevet ramt af fejlen, oplyser Facebook i en meddelelse.
Pinlig fejl
Facebook oplyser dog, at der ikke er noget, der tyder på, at fejlen er blevet misbrugt af andre brugere.
Fejlen blev opdaget af en programmør, der ikke er ansat i Facebook.
Selskabet kalder selv fejlen for "pinlig" og oplyser samtidig, at fejlen nu er blevet rettet.
Lille risiko
Sikkerhedsbristen opstod i forbindelse med Facebooks brug af kontaktlister, hvor Facebook finder frem til mulige venner for en bruger.
Fejlen betød, at data fra denne proces med at finde frem til potentielle venner, blev tilgængelig for personer, som brugeren ikke var venner med.
Facebook vurderer, at de potentielle skader er små, da data er blevet delt med personer, som brugerne i forvejen kunne kende.