Hvem kører dårligst bil? Kvinderne laver Bilka-buler, mændene laver dødsulykker
Kvinder kan ikke køre bil – og slet ikke parkere, lyder en af de mest hårdnakkede fordomme om kønnene. Men statistikkerne fortæller noget helt andet – ikke mindst om det at parkere.
Koblingspunktet driller. Pludselig giver bilen et hop fremad og går så i stå. Men ikke nok med det, bilen foran har også fået en nydelig bule i sin kofanger.
Chaufføren? Det er naturligvis en kvinde. Eller er det? For er det virkelig sandt, som vi siger, og som utallige videoer på Youtube postulerer: at kvinder er dårligere til at køre bil end mænd?
Kvinderne laver Bilka-bulerne, mens mændene laver dødsulykkerne. Dette kunne pege i retning af, at kvinder har vanskeligere ved at manøvrere end mænd, og at mænd har en mere risikobetonet køreadfærd end kvinder.
Hvis man kigger på statistikken, viser det sig, at det er en fordom, som der ikke helt er hold i, forklarer Tove Hels, chefkonsulent og strategisk analytiker hos Rigspolitiet.
»Generelt er der dokumentation for, at de to køn er forskellige, når de har fået kørekort. Hvis man skal udtrykke det populært, kan man sige, at kvinderne laver Bilka-bulerne, mens mændene laver dødsulykkerne. Dette kunne pege i retning af, at kvinder har vanskeligere ved at manøvrere end mænd, og at mænd har en mere risikobetonet køreadfærd end kvinder,« forklarer Tove Hels.
Generelt er mænd oftere involveret i alvorlige ulykker. Tal for 2016 udgivet af Vejdirektoratet i juni 2017 viser, at mere end dobbelt så mange mænd som kvinder dræbes i trafikken. Også blandt de tilskadekomne er andelen af mænd højere. 72 pct. af de dræbte i 2016 er mænd, mens 57 pct. af de lettere tilskadekomne er mænd.
Dette mønster ses også i tidligere opgørelser foretaget af Vejdirektoratet. Generelt gælder det, at jo mere alvorlig personskaden er, jo større er andelen af mænd.
I rapporten ”Kønsforskelle i trafikulykker” fra Vejdirektoratet udgivet i 2015 viser opgørelsen over antal involverede i trafikulykker, at mænd langt oftere er involveret i ulykker, også når der tages højde for, at mænd kører flere kilometer. Rapporten viser, at 66 pct. af trafikulykkerne havde mænd involveret.
Fart, uopmærksomhed, sprut og sele
»Når vi taler om trafiksikkerhed, er det ret få ulykkesfaktorer, som tegner sig for langt hovedparten af de alvorlige ulykker: fart, uopmærksomhed og spritkørsel, og så er manglende sikkerhedssele helt afgørende for skadernes alvorlighed,« forklarer dokumentationschefen hos Rådet for Sikker Trafik, Jesper Sølund.
Bortset fra uopmærksomhed har mænd holdninger og en adfærd, som er betydeligt mere risikobetonet, og som forklarer, hvorfor de har en større risiko for alvorlige ulykker bag rattet end kvinderne.
Rådet for Sikker Trafik har i en Megafon-undersøgelse fra december 2016 afdækket, at mænd og kvinder har forskellige holdninger og adfærd i forhold til trafiksikkerhed.
Mænd og kvinder: Tager du influenzaen i stiv arm, eller klynker du? Svaret ligger i dit køn
»Når det gælder hastighed, har mænd generelt en holdning til, at det er o.k. at overskride hastighedsgrænserne, og det gør de så også. Undersøgelsen viser også, at kvinder som passagerer er bedre end mænd til at ”hjælpe” føreren til at overholde hastighedsgrænserne.«
»En anden ulykkesfaktor er alkohol. Markant flere kvinder end mænd ønsker en promillegrænse 0,2 promille, og meget få kvinder har kørt bil, hvor de har skønnet at have ulovlige promiller. Mænd er langt oftere usikre på, om de har kørt med alkohol i blodet og hvor mange gange. En tredje faktor er uopmærksomhed eller distraktion. Det er sværere at måle, men vores undersøgelser viser, at kvinder og mænd er lige bevidste om faren ved at være uopmærksom i trafikken,« siger Jesper Sølund.
Vejdirektoratets tal viser, at det særligt er gruppen af mænd i alderen 18-24 år, der oftest er involveret i trafikulykker.
Drengene tror, at de har bestået, allerede inden prøven begynder, mens pigerne tror, at de ikke består.
»Erfaring og rutine er noget der batter, og det mangler de unge bilister. Til det kommer, at unge i større omfang kører sammen med andre unge. Og vi kan tydeligt se, at de unge mænds risikoadfærd er markant anderledes, end når de i stedet har en forælder med som passager,« forklarer Jesper Sølund.
Kvinder dumper køreprøven
Selv om mænd og i særdeleshed unge mænd oftere er involveret i trafikulykker end kvinder, er andelen af mænd, der dumper køreprøven, mindre, end når det er kvinderne, der er i kløerne på den motorsagkyndige.
De seneste tal fra Rigspolitiet viser, at i 2015 dumpede 26,8 pct. af mændene den praktiske køreprøve i kategori B, altså den prøve, hvor man får det almindelige kørekort. For kvinderne er andelen højere; i 2015 dumpede 37,7 pct. den praktiske prøve.
Tallene overrasker ikke landsformanden for Dansk Kørelærer-Union, René Arnt.
»Min fornemmelse er, at der i almindelighed hviler et større forventningspres på pigerne, og det kan gøre dem mere nervøse. Drengene tror, at de har bestået, allerede inden prøven begynder, mens pigerne tror, at de ikke består,« siger landsformanden.
Når man tager et kig på den skriftlige teoriprøve, er kvinder og mænds dumpeprocent stort set ens. I 2015 dumpede 24 pct. af mændene, mens 25 pct. af kvinderne dumpede.
»Det overrasker mig til gengæld. Jeg havde en forventning om, at pigerne ville have en højere beståelsesprocent. Det hænger sammen med, at vi i almindelighed ser piger præstere bedre, når det kommer til intellektuel læring,« siger René Arnt.
Kvinder får færre fartbøder
Det kan godt være, at kvinderne dumper køreprøven oftere end mændene, men de er til gengæld langt bedre til at overholde færdselsreglerne.
Ifølge Rigspolitiets tal var der i alt 385.021 hastighedsovertrædelser med fældende afgørelser i 2015. Når man fordeler fartbøderne på kønnene, viser der sig en tydelig overvægt af hastighedsovertrædelser med mandligt fortegn. 224.019 mænd fik en fartbøde i 2015, mens kvinderne fik under halvt så mange – nemlig 110.396 fartbøder.
»Mænd er overrepræsenterede, når det gælder hastighedsovertrædelser – og i øvrigt også spirituskørsel,« siger Tove Hels fra Rigspolitiet.
Havarikommissionens rapporter viser klart, at hvis de havde kørt lidt mere feminint, så havde ulykkerne været færre og mindre alvorligere.
Årsagen til, at mænd får flere fartbøder end kvinder, mener Jesper Sølund fra Rådet for Sikker Trafik, skal findes i, at deres tiltro til egne kompetencer er større end kvinders.
»Hos mænd handler trafiksikkerhed i høj grad om køretekniske færdigheder. Men Havarikommissionens rapporter viser klart, at hvis de havde kørt lidt mere feminint, så havde ulykkerne været færre og mindre alvorligere,« siger Jesper Sølund.
Mænd er bedre til parallelparkering
Ofte kan spørgsmålet om, hvem der er bedst til parallelparkere, give anledning til ophedede debatter. I det hele taget er der mange fordomme om kvinders evner til at parkere. Og i denne henseende er forskningen på mændenes side.
Den seneste og mest tilbundsgående undersøgelse af kvinder og mænds parkeringsevner blev foretaget af forskere på Ruhrs universitet i Tyskland i 2009, og videnskabsmændene og -kvinderne konkluderede, at mænd parkerer hurtigere og mere præcist end kvinder.
Og når det gælder den sværeste disciplin inden for parkering, parallelparkering, så viste det sig, at mænd i gennemsnit var 42 sekunder hurtigere end kvinder til at parkere bilen.
Når det kommer til præcision, var forskellen dog mindre. Mændene havde kun en større præcision på beskedne 3 pct.
En af de utallige ”kvinder parkerer håbløst”-videoer fra Youtube, der cementerer myten om, at kvinder ikke kan parkere. I virkeligheden er sandheden mere sammensat:
Testen bekræftede desuden, at erfarne bilister, hvad enten det er mænd eller kvinder, kører bedre end uerfarne bilister.
En trøst for nedslåede kvinder kan være, at undersøgelsen ikke var voldsomt omfattende med bare 65 testpersoner af begge køn.
Mænd overvurderer deres egne køreevner
Det lader altså til, at mænd i nogle henseender overvurderer deres egne evner, når det kommer evnerne bag rattet sammenlignet med kvinder.
Jesper Sølund fra Rådet for Sikker Trafik var tidligere inde på, at mænd har større tiltro til deres egne kompetencer i trafikken. Men hvorfor er der denne forskel mellem mænds egen oplevelse af deres køreevner og deres faktiske formåen?
»En del af forklaringen er, at øvelse gør mester. Jo mere man kører, jo bedre synes man, at man er. Problemet er så bare, at mænd tolker rutinen, som at de kan tillade sig mere. Men her er trafikken en utroligt dårlig læremester. Man kan gøre noget risikabelt adskillige gange, uden at der sker noget, og så er jo det ikke risikabelt, bliver den enkeltes konklusion.«
»Men faktum er, at vi har 211 trafikdræbte i 2016 og får svært ved at nå Færdselssikkerhedskommissionens mål på maksimalt 120 dræbte i 2020. Men hvis især vi mænd sænkede farten smule, øgede opmærksomheden og altid spændte selen, så ville vi kunne komme meget nærmere målet,« siger Jesper Sølund, der mener, at kvindelige bilisters statistik er bedre, fordi de er mere forsigtige og betænksomme i trafikken.