Far drikker øl, mens mor står i køkkenet: Kvickly i modvind efter »tåbelig kønstereotyp« reklame
Læser man i Kvicklys seneste tilbudsavis, kan man få tanken, at kvinder vil bage og mænd bare drikke øl efterårsferien lang.
Man skal passe på med, hvad man antager om sine kvindelige og mandlige kunder. Det har dagligvarekæden Kvickly måttet sande efter megen kritik for en reklame i en tilbudsavis, som blev sendt til kunderne.
I tilbudsavisen kommer Kvickly med en række bud på, hvad henholdsvis mor og far kan bruge deres efterårsferie på. Mor skal bage kager med ungerne, mens far skal have sig en mørk øl og et godt grin med gutterne. Sådan opfattes reklamen i hvert fald hos nogle af dens modtagere. Både Facebook- og Twitter-brugere har erklæret deres utilfredshed.
Alexander Grandt, som er folketingskandidat for Socialdemokratiet i Odense, er langt fra imponeret over Kvicklys reklame.
»Jeg ved faktisk ikke, hvad de havde forestillet sig. At kvinder bare vil stå i køkkenet og bage kager dagen lang, mens manden sidder og drikker sig i hegnet i mørk øl?,« siger han til Jyllands-Posten, som ringede Alexander Grandt op, efter han havde skrevet en Twitter-opdatering om reklamen.
»Hos mine forældre er det faktisk sådan, at det er min mor, der bedst kan lide mørke øl. Og da jeg var barn, bagte jeg da også kager med min far. Jeg synes, den her reklame fra Kvickly er tåbeligt kønstereotyp, og den er slet ikke tidssvarende,« siger Alexander Grandt.
Heller ikke Facebook-brugeren Pernille Harbo Caspersen er tilfreds med Kvicklys reklame. Hun skriver på Kvicklys Facebook-væg, at reklamen er »gudsjammerlig stereotyp.«
Kvickly kan ikke forklare Jyllands-Posten, hvad idéen med reklamen var. Og informationsdirektør Jens Juul Nielsen er ikke stolt af forslagene til, hvad kunderne bør anskaffe sig til efterårsferien. Der er tale om en misforståelse, siger han.
»Det er en helt klar misforståelse. Den reklame skulle aldrig have være bragt, og det er ikke Kvicklys holdning. Kvickly vil være den moderne families indkøbssted, og det stemmer den reklame ikke overens med,« siger han.