Fortsæt til indhold
Livsstil

Nu kan Michelangelos villa i Toscana blive din

Han regnes for en tidernes allerstørste kunstnere. Da han døde efterlod han sig to senge, nogle glas, tre tønder, 24 skjorter, sin egen kunst, en hest og en lukket kiste med 8.289 guldmønter i sit feriehus i Toscana. Nu er det til salg.

Karin Muri, Fotos: Handsome Properties

Landskabet i Toscana har ikke forandret sig meget siden pavernes foretrukne kunster, Michelangelo di Lodovico Buonarroti Simoni, købte det smukke stenhus i en alder af 72 år. Huset er opført i 1000-tallet, og var oprindeligt et fort med et tårn i fire etager.

Året var 1549, Michelangelo arbejdede som arkitekt og var i fuld gang med at bygge Peterskirken og Capitol ved Forum Romanun, da han købte feriehuset for at komme tættere på sin barndoms dal.

Nogle få år tidligere havde han færdiggjort malerierne til det dramatiske dommedagsmotiv på altervæggen i det Sixtinske Kapel. Huset, som Michelangelo købte, lå ikke ret langt fra den smukke landsby Castellina mellem Firenze og Siena, og det forblev i Buonarroti-familiens eje i 300 år.

Nu er ejendommen med de 1.200 kvadratmeter boligareal med tilhørende vinmark, olivenlund, citronhave, parkanlæg, original olivenmølle, brønd, otte soveværelser, syv badeværelse og det oprindelige skøde med Michelangelos navn sat til salg for 56 mio. kr.

Villaen er omhyggeligt renoveret af den nuværende ejer, og den ligger i det bølgende vinlandskab ikke ret langt fra Firenze, siger ejendomsmægler Annie Madren Young fra Charleston i South Carolina.

»Vi har haft en række henvendelser – primært fra personer, som interesserer sig meget for kunst og historie,« siger Annie Madren Young fra den amerikanske ejendomsmægler Handsome Properties International.

Ejendommen har været til salg siden juli 2014.

Fik løn som 14-årig

Michelangelo, der var Italiens og hele verdens helt store renæssancekunstner, blev født i den toskanske by Caprese i nærheden af Arezzo i 1475.

Han kom fra gammel florentinsk slægt af bankfolk, men da Michelangelo mistede sin mor som 6-årig, voksede han i stedet op hos en stenhugger og hans kone i byen Settignano.

Som dreng blev han sendt til Firenze for at læse sprog under humanisten Francesco da Urbino. Men Michelangelo havde ikke den store interesse for skolearbejdet.

Hans store passion var at kopiere kirkemalerier, og han søgte selskab hos andre malere i en tidlig alder.

Allerede som 14-årig fik det unge kunsttalent løn, og fra han var 15 til han blev 17 år færdiggjorde han det berømte marmorrelief ”Madonna på trappen.” Gennem et langt kunstnerliv var han billedhugger, maler og arkitekt, men han var også poet og militæringeniør i krigsårene i Firenze. For at lære om anatomi til sine mange malerier, dissekerede han lig i lighuset.

Hjemmet er placeret i Castellina i Chianti-regionen, Toscana.

Blandt hans mest berømte værker er freskoudsmykningen af loftet i Det Sixtinske Kapel, som han færdiggjorde i årene 1508-12, og som består af ni billedfelter med motiver fra skabelsesberetningen.

Michelanglo arbejdede sammen med flere paver. Bare få måneder efter sin indsættelse besluttede pave Paul 3. i oktober 1535, at give Michelangelo livslang løn som tak for hans kunstneriske indsats for den katolske kirke.

Michelangelo fik 1.200 guldmønter om året. Halvdelen blev udbetalt af kirken, og den anden halvdel stammede fra skatter, der blev opkrævet af skibe på floden Po. Ingen anden renæssancekunstnere kunne matche Michelangelos indtægt på det tidspunkt.

Der er tre bygninger tilknyttet til huset, blandt andet det gamle tårn, som er anslået til at være bygget tilbage i det 11. århundrede.

I Rom boede Michelangelo i nærheden af kirken Santa Maria di Loreto, men han glemte aldrig sine toskanske rødder. Han havde en pragtejendom i hjembyen Firenze, hvor der i dag er museum. Her finder man blandt andet to af hans tidligste skulpturer, en række malerier, tegninger og skitser og et bibliotek med mere end titusind bøger, som er blevet samlet gennem mere end 300 år.

Jagten på drømmehuset

Den 10. august 1548 skrev Michelanglo til sin nevø og enearving Leonardo i Firenze, og bad ham om at hjælpe sin gamle onkel med at finde et hus i 20-25 kilometers afstand fra Firenze.

»Jeg skriver til dig af denne årsag, og når du finder noget over eller under den pris, som jeg har angivet, så kontakt mig, men tal ikke med andre om det,« skriver Michelangelo i brevet til Leonardo.

Ejendommen med de 1.200 kvadratmeter boligareal med tilhørende vinmark, olivenlund, citronhave, parkanlæg, original olivenmølle, brønd, otte soveværelser, syv badeværelse og det oprindelige skøde med Michelangelos navn sat til salg for 56 mio. kr.

Mindre end et år senere havde Michelangelo fundet sit toskanske drømmehus, og den 18. juni 1549 underskrev han skødet på ejendommen.

Det terrakottafarvede, historiske stenhus, der er omgivet af grønne marker, olivengrønne træer, cypresser og grusveje, ligger for sig selv på ved ned af Monte Castelli i Val di Pesa. Huset består af tre dele, som hver har flere etager.

Den originale arkitektur er fremhævet med flere store ildsteder af sten, massive bjælkelofter og et stort og rustikt køkken i romantisk stil.

Historie i væggene

På husets facade kan man lade fingrene glide hen over sten, der er mere end 1.000 år gamle, samtidig med at det er en kombination af komfort og historie at bo i huset. Den forrige ejer har lagt meget arbejde i at modernisere huset med respekt for husets historie.

Selvom Michelangelo var oppe i årene, da han købte villaen ”Torre” i Toscana, levede han yderligere 16 år. Han blev 88 år gammel.

Michelangelo købte i 1549 stedet, som var familien Buonarrotis ejendom indtil år 1867.

Som menneske var Michelangelo troende katolik, og denne tro blev endnu stærkere mod slutningen af livet. Hans livsstil var præget af stor mådeholdenhed. Kisten med guldpengene, som blev fundet i huset i Toscana efter hans død, indeholdt 30 kg rent guld. Michelangelo interesserede sig ikke synderligt for gods og guld.

»Uanset hvor mange penge, jeg har haft, så har jeg altid levet som en fattig mand,« skal Michelangelo have sagt til en af sine lærlinge.

Den store kunstner gik ikke op i mad og drikke – han spiste mere af nødvendighed end af fornøjelse. Det hændte ofte, at han sov i det tøj, han stod og gik i. Ikke engang støvlerne tog han af om natten. Der var noget uplejet over den store kunstner, og han dyrkede tilværelsen som eneboer.

Han var melankolsk af sind, og han var typen, som ikke søgte andre menneskers selskab.

Det hændte ofte, at han sov i det tøj, han stod og gik i. Ikke engang støvlerne tog han af om natten.

Selvom om han var en af de tre store florentinske kunstnere i højrenæssancen sammen med Leonardo da Vinci og Rafael, havde han stort set intet at gøre med de to andre, fordi han var så indadvendt af natur. Michelangelo overlevede begge kunstnere med 40 år.

Han havde derfor heller ikke meget selskab i sin villa i Toscana.

Veninde

Han havde dog en rigtig god veninde. Det var poeten og den adelige enkefrue Vittoria Colonna, som døde to år før huskøbet i Toscana. Hun var i slutningen af fyrrerne, da de mødtes, han var i tresserne. De skrev sonetter til hinanden, og efter sigende fortrød Michelangelo, at han aldrig kyssede hende. For han elskede hende.

Da kunstneren med tilnavnet ”den guddommelige” var i slutningen af 50’erne skrev han over 300 digte til den 23-årige Tommaso dei Cavalieri. Disse digte er nogle af de første på moderne sprog, der er skrevet fra en mand til en anden.

De tydelige homoerotiske tilnærmelser i Michelangelos digt gjorde de kommende generationer utilpas til mode. Da Michelangelos grandnevø, der havde samme navn som sin grandonkel, udgav digtene første gang i 1623, byttede han om på kønsrollerne for ikke at støde nogen. Det var først i en engelsk oversættelse fra 1893, at ”han” blev sat tilbage ind i teksten igen.

Den store kunstner gik ikke op i mad og drikke – han spiste mere af nødvendighed end af fornøjelse.

Den 18. februar 1564, mens Michelangelos berømte kuppel i Peterskirken var under opførelse, døde kunstneren. Kuplen blev inspiration for utallige kirkebyggerier i mange århundreder – blandt dem St. Pauls Cathedral i London.

Landemærke: Michelangelo designede kuplen i Peterskirken i Vatikanet, men han døde, inden byggeriet var færdigt.

I Toscana havde han sin egen ”kuppel”, som strakte sig mod himlen, tårnet på huset, som nu er til salg. Den pittoreske stenvilla, som Michelangelo ejede, og som var i familiens eje indtil 1867, ligger stadig i landskabet som et perfekt malet billede.

Villaen er omhyggeligt renoveret af den nuværende ejer, og den ligger i det bølgende vinlandskab ikke ret langt fra Firenze, siger ejendomsmægler Annie Madren Young fra Charleston i South Carolina.