Chianti Classico vil tæve konkurrenterne med ny supertoscaner

Revolutioner i den italienske vinverden hører sjældenhederne til. Konservatismen er dybt forankret i den kaotiske, italienske folkesjæl, fornyelse tager en helvedes tid, og ønsker man at gøre tingene anderledes, end der står skrevet i loven, tager man hellere sagen i egen hånd frem for at vente på, at politikerne bliver færdige med at skændes om de ligegyldige detaljer.

Se bare, hvordan det gik tilbage i 2008, da en række toneangivende vinproducenter fra nabodistriktet Brunello di Montalcino blev grebet i at fuske ved at blande uautoriserede druesorter i den berømte Brunello di Montalcino for at tækkes de amerikanske forbrugeres smagsløg. Resultatet? Et ramaskrig af en skandale, døbt Brunello-gate, der ikke overraskende kastede distriktet ud i en gigantisk international identitetskrise.

Nuvel, det er den fordomsfulde version af den italienske måde at få enderne til at mødes på, men historien har dog vist, at der ligger en ikke ubetydelig grad af sandhed gemt i den gamle kliche. Det er ikke mindst i dette lys, at man skal forstå den udvikling, som er pågået i Chianti Classico-appellationen i de seneste år. For den er på flere måder historisk. Lad os tage den fra begyndelsen.

I 2012 - efter flere års forberedende arbejde - besluttede producentforeningen i Chianti Classico at revitalisere zonen ved at indføre nye skrappere regler for vinproduktion og ved at etablere et nyt kvalitetstrin – en ny topkategori for appellationens bedste vine. Den nye topvin blev navngivet gran selezione og blev introduceret på markedet sidste år.

»Mange producenter mener, at zonen i kvalitativ forstand hidtil har været en pyramide uden en egentlig top,« siger Silvia Fiorentini, marketingdirektør i Chianti Classicos producentforening, om baggrunden for det nye regelsæt.

Tidligere fandtes der kun to godkendte vintyper i appellationen, den almindelige Chianti Classico med årgangsbetegnelse, kaldet annata på italiensk, samt en Riserva-udgave, som altså nu er toppet af gran selezione-katagorien.

Chianti Classico-zonens producenter råder over ca. 10.000 hektar vinmarker, hvoraf 7.200 hektar er registrerede som Chianti Classico, og skulle man drage en parallel til et andet europæisk distrikt, kunne det være til Bourgogne. Det franske område er med sine 27.700 hektar vinmarker ikke engang tre gange så stor som Classico, men alligevel er Bourgogne inddelt i hele 100 forskellige geografisk afgrænsede zoner (appellationer) med hver sin særegne identitet og beskyttede navn.

Det er også grunden til, at mange producenter i Classico igennem årene har efterspurgt en mere rummelig og nuanceret klassificering af zonens vine. En rangordning, der også kunne favne den brogede skare af de såkaldte supertoscanere, en populær betegnelse for mange producenters bedste vin, som tidligere ikke overholdt eller overholder reglerne om valg af druesorter og blandingsforhold i zonen. Dermed har man ikke kunnet sælge disse topvine som Chianti Classico, selvom de i årevis har haft særstatus på markedet. Det er denne brogede flok af topvine, som mange producenter nu har fået mulighed for at indlemme i Chianti Classico-lovgivningen med den nye gran selezione-kategori.

Dermed lykkedes det producentforeningens mere end 600 medlemmer at formalisere noget af det omfattende udviklingsarbejde, som mange af vindistriktets utrættelige frontløbere har begået for at højne kvaliteten af Chianti Classico-vinene siden 1970’erne, hvor hæmningsløs jagt på volumen frem for kvalitet var dominerende blandt flertallet af vinbønder.

Flere fremtrædende Classico-producenter i 1970’ernes Italien gjorde således op med forældede produktionsteknikker og stivnet lovgivning bl.a. ved at tage internationale druesorter og kommerciel nytænkning i brug.

Disse standarder, som blev født dengang, er nu så at sige blevet sat på formel, skrevet ind i Classico-reglerne.

For at klassificere en vin som gran selezione skal den udelukkende fremstilles af det bedste druemateriale fra den enkelte producents egne marker. Det kan dog både være en enkeltmark eller et udvalg af det bedste druemateriale fra forskellige marker. Det vil med andre ord ikke længere være lovligt at bruge indkøbte druer eller bulkvin (vin af ofte lavere kvalitet, der ikke af aftappet på flaske, red.) fra andre vinproducenter i Chianti Classico-zonen. Desuden må udbyttet ikke overskride 52,5 hektoliter pr. hektar, og den klassiske toscanske druesort sangiovese skal udgøre mindst 80 pct. af blandingen, ligesom det allerede gør sig gældende for riserva-kategorien. De sidste 20 pct. kan bestå af en helt række andre godkendte druer, herunder merlot og cabernet sauvignong. Vinen skal holde mindst 13 pct. alkohol.

Et andet afgørende punkt er, at vinen først må frigives minimum 30 måneder efter høsten gældende fra 1. januar efter høståret, hvor reglerne siger 24 måneder for riserva, og så skal gran selezione i denne periode have tilbragt mindst 3 måneder på flaske - ligesom riservaen i øvrigt.

Dertil kommer en skærpet kvalitetskontrol og obligatorisk certificering af vinene. Det betyder blandt andet, at producenterne allerede på høsttidspunktet skal deklarere over for myndighederne, hvordan de har tænkt sig at klassificere årgangens høst inden for de tre kvalitetstrin - Chianti Classico annata, riserva og gran selezione - inden druerne laves til vin i kælderen.

Tidligere kunne den enkelte producent vente med at tage stilling til dette væsentlige spørgsmål og få myndighedernes godkendelse deraf, når den færdige vin var klar til at blive flasket. Den nye fremgangsmåde tvinger med andre ord producenterne til at definere kvaliteten ude i markerne - ikke i kælderen. Som noget nyt skal vinene også gennemgå en teknisk analyse og godkendes af et særligt udpeget smagepanel, der skal sikre, at gran selezione-vinene er af tilstrækkelig høj organoleptisk kvalitet (kvalitet, der vedrører vinens udseende, lugt, smag og mundfornemmelse, red.)

Det er ikke hver dag, at et så toneangivende vindistrikt kaster sig ud i så omfattende ændringer af lovgivningen i det konservative Italien, og udviklingen er foreløbig en kulmination på mere end to årtiers intensiv arbejde med at forbedre kvaliteten af Chianti Classico-vinene. Faktisk er det aldrig før hændt i støvlelandet, at myndighederne har godkendt sådan et tiltag, og så er vi tilbage ved det historiske.

I 1984 fik alle Chianti-zoner DOGC-status (højeste kvalitetsniveau), hvilket Classico i 1996 byggede videre på med anerkendelsen af zonen som selvstændig appellation med egne skrappere produktionsregler, der placerede distriktet et hestehoved foran de øvrige Chianti-zoner.

Også det banebrydende og omfattende forskningsprojekt Chianti Classico 2000 Project, som blev iværksat i 1987/88 med faglig støtte fra flere forskningsinstitutioner og finansiel støtte fra EU, har betydet meget for producenternes forudsætning for at kunne løfte kvalitetsniveauet i zonen.

Projektet varede hele 16 år og har systematisk forsøgt at kortlægge de mest optimale produktionsvilkår i zonen ved hjælp af resultaterne fra det førnævnte videnskabelige studie. Beplantningstæthed, jordbundsforhold, markarbejde, beskærings- og opbindingsteknikker og ikke mindst forskning i og udvælgelse af nye og bedre kloner. Alt har været grundigt endevendt. Især det sidstnævnte arbejde med at finde de mest velegnede sangiovese-kloner har måske været den vigtigste, enkeltstående faktor i udviklingen af zonens kvalitetsvine i de seneste 25 år.

Mange af de inferiøre, ujævnt modnende og især højt ydende kloner, der i stort omfang blev plantet i de udbyttefikserede 1960’ere og 1970’ere, er løbende blevet erstattet af nye planter, der er mere resistente over for sygdomme og mindre følsomme over for klimatiske ekstremer, og som samtidig sætter mindre frugt fordelt på mindre kompakte klaser med små, mere jævnt modnende druer med tykkere skind. Alt sammen faktorer, som har afgørende betydning, hvis man vil skabe balancerede vine uden kantede og alt for hårde tanniner.

Det har i den grad medvirket til at gøre det lettere for de bedste producenter at frembringe en stadig bedre og ikke mindst mere ensartet kvalitet år efter år, efterhånden som de nye kloner har vundet indpas i markerne.

Producentforeningen oplyser, at 65 pct. af hele Classico-zonen er blevet genplantet i de seneste 20 år, og forventningen er, at udviklingen vil fortsætte de kommende år. Det er på mange måder dette årelange arbejde, der ligger til grund for revitaliseringen af Chianti Classico og den nye topkategori.

Der har også været god grund skubbe til udviklingen. For Chianti Classico-producenterne har i de senere år været trængt i defensiven af bl.a. oversøiske vinnationer som Chile og Australien, der har leveret høj kvalitet til stærkt konkurrencedygtige priser. Der skulle med andre ord ske noget, hvis Chianti Classico skulle udbygge sin position på et verdensmarked, der i årevis har været præget af overproduktion. De store overskudslagre af vin (vinsøer) har især i finanskriseårene trykket priserne i bund på vin fra den laveste ende af kvalitetsskalaen, og derfor har eneste farbare vej for zonen været at bevæge sig væk fra denne klæbrige sump ved at satse på kvalitet frem for volumen.

Økonomisk giver det også god mening, at appellationen positionerer sig højere oppe i markedet for kvalitetsvin. I dag bliver godt hver tredje flaske i Chianti Classico født enten som riserva eller som en særlig cru, (vin fra en særligt udvalgt geografisk sted, typisk en enkeltmark, red.) men hvad, der er endnu mere interessant i den sammenhæng, er, at de to kategorier samlet står for mere end halvdelen af appellationens samlede årlige omsætning på anslået 4,5 mia. kr.

»Alene dette faktum understreger den voksende betydning, som en højere produktkvalitet har for producenternes økonomi,« siger producentforeningens direktør, Giuseppe Liberatore.

Foreningen anslår, at gran selezione-vinene målt på volumen p.t. udgør omkring 4 pct. af zonens samlede, årlige produktion på gennemsnitligt 35 mio. flasker Chianti Classico. Målt i kroner og øre forventer foreningen til gengæld, at salget af gran selezione har potentiale til at sætte sig på 16-17 pct. af den nuværende omsætning. Det svarer til et forventet årlig salg på op imod 750 mio. kr.

Det var da også helt åbenlyst, at der er noget på spil, da producentforeningen sidste år præsenterede de første gran selezione-vine for verdenspressen på Firenzes berømte rådhus, Palazzo Vecchio.

»Chianti Classico er den første denomination i verden, der har introduceret en ny vintype i toppen af sin kvalitetspyramide. Hvis vi skal løfte værdien af et territorium og sælge godt på de internationale markeder, er vi nødt til at blive ved med at investere i produktkvalitet,« sagde producentforeningens bestyrelsesformand, Sergio Zingarelli, fra talerstolen til de mange hundrede indbudte gæster.

Han blev efterfølgende bakket op af producentforeningens direktør, Giuseppe Liberatore, der fra talerstolen understregede, at formålet med gran selezione-kategorien var tindrende klar.

»Et gammelt ordsprog siger, at man gør klogt i at bygge kirken i landsbyens centrum. På samme måde ønsker jeg igen at placere Chianti Classico i toppen af vores appellation,« sagde Giuseppe Liberatore med slet skjult hentydning til de mange berømte supertoscanere såsom Antinoris Tignanello, der i årtier er løbet med meget af opmærksomheden.

Således producerer 70 pct. af zonens vinproducenter i dag vin, der ikke bliver klassificeret som Chianti Classico DOCG.

Derfor er det måske heller ikke så underligt, at der internt i producentforeningen stadig hersker stor uenighed om, hvorvidt gran selezione har været det rigtige skridt at tage for zonens producenter som helhed. Mange af de mindre vinproducenter lægger således ikke skjult på, at de er skeptiske, når de skal vurdere potentialet og behovet for den nye topkategori.

Flere påpeger ligefrem, at kategorien er helt unødvendig og reelt kun bidrager til at øge forvirringen blandt forbrugerne, mens andre mener, at man i stedet burde have valgt en mere fransk inspireret model med en rangordning af zonens bedste vinmarker (Grand Crus) i stedet for en ny topkategori, som ikke skeler til ophav.

»Jeg er ikke begejstret for den nye klassifikation, fordi endnu en kategori blot skaber større forvirring. I mine øjne er det bedre at øge kendskabet og kvaliteten af riserva-vinene. Jeg vil forsætte med at bruge riserva-betegnelsen til mine bedste vine, for jeg stoler ikke på den nye kategori,« har Michele Braganti, indehaver af huset Monteraponi nær landsbyen Radda, til Finans.

Hans holdning er ganske repræsentativ for fløjen af skeptikerne. Samme holdning har Angelo Dalbello, salg- og marketingchef fra huset Cinciano.

»Jeg er ikke bange for den beslutning, som er truffet. Intensionen er god, men det bliver svært at gøre klassifikationen forståelig for kunderne. Tre niveauer i samme appellation er et vanskeligt udgangspunkt. Jeg forstår regionens problemer, og vi har brug for en genfødsel, men jeg stemte imod beslutningen. Jeg tror, at mange kunder vil vælge at købe riserva frem for gran selezione, fordi de vil få stort set den samme kvalitet for færre penge. Enten bliver riserva en overset kategori, som kvalitetsmæssigt ikke kan følge med, eller også bliver gran selezione uden betydning. Jeg håber bare ikke, at de kannibaliserer på hinanden,« Angelo Dalbello.

Heller ikke Marco Ricasoli-Firidolfi, indehaver af tophuset Rocca di Montegrossi er tilfreds med udviklingen gran selezione. Han mener, at kvalitetsbarren er sat alt for lavt.

»Jeg mener, at den nye lov burde have været strengere, både hvad angår krav til lagring og alkoholindhold. Her er der brug for mere mod. Men ideen er god, ikke mindst fordi de nuværende krav til riservaen om 24 måneders lagring er for kort tid til at producere en stor vin. Vil man skabe stor, interessant og kompleks sangiovese, mener jeg, at man er nødt til at have mindst fire års lagring sammenlagt på fad og flaske. Men når man ser på, hvor mange producenter vi er i Chianti Classico, forstår man, at der er tale om et kompromis,« siger han.

Fra en anden, mere markant ende af foreningen er holdningen en ganske anden. Indehaveren af det berømte vinslot Castello di Brolio nær Gaiole in Chianti, baron Francesco Ricasoli, der er en af foreningens store toneangivende producenter, mener tværtimod, at en styrkelse af Classico-appellationen er den eneste måde at få ryddet op i zonen og få skabt en klar profil om vinene ude hos kunderne. Derfor er han tilhænger af den nye topkategori i Chianti-familien.

»Jeg har kæmpet for at overbevise folk om, at Chianti Classico ikke blot er en simpel basisvare. Jeg mener, at det er tåbeligt at producere Chianti Classico inden for en særlig prisklasse og så benytte IGT-klassificeringen (supertoscanerne, red.) til vores topvine,« har Francesco Ricasoli tidligere udtalt til det velanskrevne britiske branchemagasin Harpers Magazine.

Ricasoli-familien har en særlig historisk tilknytning til Chianti-distriktet, idet det var adelsmanden Bettino Ricasoli, der i 1872 nedfældede opskriften på Chiantien som en blandingsvin med sangiovese i hovedrollen. Derfor betoner Francesco Ricasoli også nødvendigheden af at værne om appellationen og forbedre kvaliteten af Classico-vinene, hvis zonen skal styrke sin position.

Han har tidligere kritiseret, at alt for mange supertoscanere har fremstået som identitetsløse vine af ofte tvivlsom kvalitet, vine uden et tydeligt ophav, og tiden er derfor kommet til at redefinere identiteten og dermed kvaliteten i zonen.

Mange producenter er således spændte på, om forbrugerne for alvor vil tage gran selezione-kategorien til sig. Især amerikanernes interesse for den nye kategori er afgørende for salget. USA aftager nemlig sammen med Canada hele 41 pct. af den samlede, årlige Chianti Classico-produktion på 35 mio. flasker.

Men hvordan præsterer gran selezione-vinene egentlig? Er der reelt tale om en ny dimension af kvalitet? Det korte svar er, at gran selezione-kategorien stadig rummer uforløst potentiale. Den består kun lige akkurat kvalitetstesten.

Trods en stribe fremragende vine fra topproducenterne er kvaliteten generelt stadig noget uhomogen og svingende. Flere af producenternes vine hæver sig således ikke væsentligt over, hvad man normalt bør kunne forvente sig af riserva-kategorien, og stilistisk afspejler vinene de mange modsatrettede holdninger til den nye topkategori, som findes blandt producentforeningens medlemmer.

De var med andre ord meget forskellige – lige fra den meget feminine og syrligt elegante, næsten skrøbelige frugt, som er at finde i Antico Lamoles 2011 Vigna Grospoli til den kluntede og noget uelegante 2010 Mocenni Particella 89 fra producenten Bindi Sergardi, der hører hjemme i distriktets sydlige ende, nærmere betegnet Castelnuovo Berardenga, hvis ofte tungere, mere lerede jorde giver mere bastante vine.

Samtidig kan det diskuteres, om det kvalitativt giver mening at producere 500.000 flasker gran selezione i en enkelt årgang, som det var tilfældet med producenten Ruffinos vin Chianti Classico 2010 gran selezione Riserva Ducale Oro. Eksklusiviteten går i hvert fald fløjten med sådanne mængder, og det sætter kontrasterne i perspektiv, når man eksempelvis kan konstatere, at et lille vinhus som Villa Calcinaia kun producerede 800 flasker af sin 2010 Vigna Bastignano. Disse indrammer meget præcist de modsatrettede poler og kommercielle udfordringer, men også det store potentiale, som Chianti Classicos vinproducenter nu skal forsøge at indfri med deres nye topvin.