Mere end hver fjerde er flov over at fortælle partneren om onani: »Porno og onani lugter af, at der er noget galt med parforholdet«
Danskerne skammer sig en smule mere over at fortælle deres partner, at de onanerer, end over at se porno, viser befolkningsundersøgelsen Projekt Sexus.
Langt de fleste danskere har gjort det, og halvdelen gør det mindst én gang om ugen.
Alligevel er solosex eller onani forbundet med skam. Det viser befolkningsundersøgelsen Projekt Sexus, hvor 62.000 danskere har svaret på spørgsmål om deres sexliv og sundhed. Ser man på danskere i parforhold, er det hele 27 pct., som ikke ønsker, at partneren skal vide, at de tager sagen i egen hånd.
Og mændene er tilsyneladende mest flove. Således svarer 31 pct. af dem, at de ikke ønsker, at partneren skal vide det, mod 23 pct. af kvinderne. Til gengæld er det en smule mindre pinligt at afsløre, at man ser porno. Her svarer 25 pct., at partneren ikke skal vide det. Igen holder mændene kortene tættest til kroppen.
Generelt dyrker mændene både mere solosex og ser mere porno end kvinderne.
Porno er – næsten – onani
National chef i Sex & Samfund Lene Stavngaard hæfter sig ved, at det kun er to procentpoint, som adskiller skammen over porno fra skammen over onani i parforholdet.
»Der er en meget lille forskel, men det at se porno betyder jo ikke nødvendigvis, at man onanerer. Tallene siger dog noget om, at skammen omkring pornoforbrug også hænger sammen med skammen over onani. At det skamfulde omkring pornoforbrug kan omhandle onanien, da det eventuelt kan være mindre skamfuldt at sige: ”Jeg zappede lige forbi noget porno”. At onani er skamfuldt er nemlig ikke overraskende overhovedet, for historisk set er onani blevet belagt med voldsomt meget skam.«
Hun konstaterer, at samtalen om sex er blevet et spørgsmål om præstation og overflade – ikke om det sårbare, følelserne eller det, der ikke fungerer. Derfor kan det opfattes som en falliterklæring for parforholdet, når vi vælger sex med os selv. På trods af at onani kan være givtigt for sexlivet.
At kvinder er mindre skamfulde over at indrømme over for partneren, at de onanerer, kan ifølge Lene Stavngaard hænge sammen med, at flere oplyser i samme undersøgelse, at de sjældnere opnår orgasme under samleje.
»Det kan være nødvendigt, at kvinden stimulerer sig selv under samleje, og derfor er der måske færre kvinder, som synes, at det er et tabu.«
Vi lærer af solosex
Sexolog og parterapeut Bastian Larsen er enig i, at sexlivet ligesom karrieren og parforholdet er blevet et område, hvor man skal præstere.
»Her kommer brugen af porno og onani til at lugte af, at der er noget galt med parforholdet. Men hvis vi ikke kan finde ud af at have sex med os selv, er det meget svært at have sex med andre,« lyder det.
Han mener, at mændene muligvis skammer sig mere over onanien, fordi det af nogle kvinder bliver opfattet som en form for utroskab.
Der er også en forestilling om, at mænd er primitive og kun tænker på sex, og hvis de onanerer, lever de op til den stereotyp.
»Der er også en forestilling om, at mænd er primitive og kun tænker på sex, og hvis de onanerer, lever de op til den stereotyp,« siger han, der mener, at det samme gør sig gældende med mænds pornoforbrug, mens kvinders pornokiggeri for nogle mænd kan ses som spændende.
Ifølge Katrine Berling, som er sexolog og parterapeut, går et sundt og velfungerende onaniliv fint i spænd med et ditto sexliv. Men hvis sidstnævnte ikke fungerer, kan onanien sende et kedeligt signal til partneren.
»Så er der et mismatch mellem den intimitet, du mangler med din partner, og den intimitet du har med dig selv i et rum, hvor din partner ikke bliver inviteret med. Jeg har haft par, hvor kvinden følte, at hun blev valgt fra med mandens onani,« siger hun.
Omvendt oplever hun, at nogle mænd presser på for at få deres partnere til at onanere i håbet om, at det vil give en øget sexlyst.
»Men man kan ikke fremtvinge lyst hos andre. Onani bliver kun en succes, hvis der er en villighed. Og så bør man ikke sammenligne sex med onani, for det er to forskellige ting.«