Northside Festival i fare for afbud fra stort hovednavn
Frank Ocean melder afbud til en koncert i Portugal, der finder sted en uge før sangerens koncert på Northside Festival. I Aarhus forventer man fortsat, at sangeren dukker op.
Den aarhusianske musikfestival Northside er i fare for at måtte vinke farvel til et af sine absolutte hovednavne kort før festivalens start.
Den amerikanske R&B-sanger Frank Ocean har netop aflyst en koncert ved festivalen Primavera Sound i portugisiske Lissabon. Koncerten skulle oprindeligt finde sted om en uge, blot syv dage før sangerens verdensturné lægger vejen forbi Northside i Aarhus.
Ifølge festivalen i Portugal skyldes Fransk Oceans afbud »produktionsforsinkelser, der er uden for sangerens kontrol«. Koncertafysningen er Frank Oceans tredje i denne måned. Festivalkoncerter i Washington og Alabama har tidligere fået sangerens afbud, der også her skyldes forsinkelser i produktionen.
Northsides pressechef, John Fogde, har tidligere udtalt, at man fra Frank Oceans produktionsmanager har fået løfte om, at Frank Ocean ikke ville aflyse flere koncerter end de to, han allerede havde meldt afbud til.
»Vi er blevet orienteret af Frank Oceans agent, at det kun er de nu aflyste shows som er berørt, og at det ikke kommer til at vedrøre vores show på NorthSide. Vi er i daglig kontakt med Frank Oceans production manager, og vi er i fuld gang med forberedelserne til et show som tegner til at blive meget spektakulært,« lød det fra John Fogde til Soundvenue for to uger siden.
John Fogde siger i dag, at man på trods af den tredje koncertaflysning på få uger forventer at se Frank Ocean, når han er sat til at give koncert på Northside den 10. juni.
»Vi er fortsat i dialog med Frank Oceans folk og har modtaget tegninger og informationer omkring opbygningen af produktionen. Så vidt jeg er orienteret, øver de lige nu i New York, men der er forsinkelser med produktionen. Så vi forventer fortsat, at Frank Ocean spiller på NorthSide.
Frank Oceans koncerter var sat til at være de første siden sidste års comebackalbums, »Blonde« og »Endless«.