Portræt: Flammen brænder stadig i Dizzy Mizz Lizzy
Det danske rockband Dizzy Mizz Lizzy lukker og slukker årets Smukfest, når de giver koncert søndag aften.
Et af landets største rockbands lukker ballet på Danmarks Smukkeste Festival, når Dizzy Mizz Lizzy søndag aften giver koncert under bøgebladene i Skanderborg.
Historien om det legendariske rockband begyndte for mere end tyve år siden, da de tre medlemmer af gruppen endnu knap var fyldt tyve år.
I 1994 udgav de således deres selvbetitlede album "Dizzy Mizz Lizzy". Pladen, der indeholdt hits som "Waterline", "Love is a Loser's Game" og "Silverflame", har siden dengang vundet plads i danskernes hjerter som en af Danmarks største rockudgivelser.
Og selvom karrieren for trioen fik en brat afslutning i 1998, hvor bandet gik hvert til sit, så brænder flammen stadig hos forsanger Tim Christensen, trommeslager Søren Friis og bassist Martin Nielsen.
Således vendte Dizzy Mizz Lizzy ved en støttekoncert tilbage for en kort stund i 2006. Og i 2010 var det så blevet tid til for alvor at vende tilbage med en række koncerter.
Derefter trak bandet endnu en gang stikket, men i 2015 er de igen vendt tilbage. Måske stærkere end nogensinde. I hvert fald hvis man skal tro nogle af de anmeldelser, som bandet fik efter sine koncerter.
Roserne faldt i stride strømme ned over det legendariske rockband efter en koncert i Fredericia, hvor musikmagasinet Gaffa efterfølgende kvitterede med en seksstjernet anmeldelse.
- Dizzy Mizz Lizzy leverede intet mindre end en højpotent kraftpræstation af en rockkoncert, som beviste, at Tim, Martin og Søren atter er tilbage i svimlende topform, lød det i anmeldelsen.
Når Dizzy Mizz Lizzy går på scenen i Bøgeskoven, bliver det ikke kun med det imponerende bagkatalog på sætlisten. Tidligere på året udgav trioen nemlig deres første single i næsten tyve år: "I Would If I Could But I Can't".
Også den nye single har været populær, og meget kan tyde på, at der stadig er gang i rockkongerne, der søndag aften klokken 21.00 skal overbevise Smukfest-gæsterne om, at Dizzy Mizz Lizzy stadig sidder på den danske rocktrone.