Fortsæt til indhold
Musik

Wu-Tang Clan-medlem kommer til Distortion

Gadefestivalen har annonceret 24 nye navne.

Til sommer har gadefestivalen Distortion 20 års jubilæum i de københavnske gader, og nu har arrangørerne annonceret 24 nye kunstnere til festivalen.

Blandt de nye navne er Ghostface Killah, som skal spille til Distortion Club. Ghostface Killah er medlem af den legendariske amerikanske rap- og hiphop-gruppe Wu-Tang Clan.

Årets Distortion-festival finder sted fra den 30. maj til den 3. juni.

Ghostface Killah, som skal spille på natklubben Rust den 31. maj, har været med i Wu-Tang Clan siden gruppens dannelse i 1991 på Staten Island i New York.

Ghostface Killah har tidligere spillet i Danmark sammen med resten af Wu-Tang Clan, bl.a. i 2015, da gruppen optrådte på Aarhus-festivalen Northside.

Gruppen består foruden Ghostface Killah af RZA, GZA, Method Man, Raekwon, Inspectah Deck, U-God, Masta Killa og Cappadonna. Tidligere var også Ol’ Dirty Bastard med i gruppen, men han døde af en overdosis i 2004.

Som mange andre af gruppens medlemmer har Ghostface Killah haft en solokarriere ved siden af. Den begyndte i slutningen af 1996, da han lancerede sit debutalbum Ironman. Et album, som RZA producerede.

Udover Ghostface Killah har Distortion annoncerede yderligere 23 navne. Den tyske DJ Oliver Huntemann er også en del af Distortion Club, mens 22 kunstnere er klar til Distortion Ø på Refshaleøen, blandt andre Erika de Casier og Acid Arab.

I fjor vurderede arrangørerne, at flere end 200.000 mennesker deltog i festlighederne. Her kan du se den officielle trailer til årets festival.

Festivalen har tidligere været meget omdiskuteret, noget du kan læse om her.